Et kig bag Ikeas kulisser

Toget tøffer lige så stille ind på stationen i den svenske by Älmhult. En mindre by med 8.000 indbyggere, beliggende lige ved grænsen hvor Skåne just er blevet til Småland. Konduktøren pifter hidsigt i en fløjte, inden toget mageligt sætter i gang igen og fortsætter mod den næste by. Stationen er ikke noget at skrive hjem om, og de omkringliggende huse ligner enhver anden mindre by uden de helt store armbevægelser. Men bevæger man sig gennem de små gader, langs en trafikeret vej og drejer om et par hjørner, bliver det pludselig indlysende, at Älmhult er mere end blot en almindelig landsby.

For store, firkantede varehuse tårner sig op forude. Et vejskilt viser navnet ”Ikea-gatan”, og et Ikea-hotel ligger sammen med møbelproducentens cafeteria for medarbejdere, hvor mad fra møbelmastodontens menukort bliver serveret på... ja, Ikea-stel. Det var i Älmhult, at grundlæggeren af Ikea, Ingvar Kamprad, begyndte at sælge småting, heriblandt billedrammer, smykker og nylonstrømper. En mindre forretning, der dog hurtigt blev udvidet til et postordrefirma. Den lokale mælkemand var gavmild og tog Ingvar Kamprads pakker med til det nærmeste posthus, så varerne kunne blive sendt ud til kunderne. I 1948 udvidede den svenske idémager med Lars Larsen-fornuft sortimentet til at tælle møbler. Og i dag er varehuset repræsenteret i 25 lande.

Som besøgende i Älmhult kan man få lov at mærke historiens vingesus og snuse til den lange Ikea-historie, hvis man lægger vejen forbi Ingvar Kamprad-museet. En ældre kvinde tager imod og begynder at fortælle om den spidsfindige, unge knægt, som en dag ville blive manden bag verdens største møbelhus. Manden, der næsten har gjort det svenske flag gult og blåt, ligesom Coca-Cola bestemte, at julemanden skulle være rød. Anekdoter om grundlæggeren fortælles, mens man går igennem adskillige Ikea-stuer, der er møbleret i henhold til forskellige årtier. En mosgrøn sofa med et teaktræ-lignende stel og 1950’er-svaj pynter i dette årtis stue, og runden i det lille museum er som en travetur igennem skandinavisk design. Undervejs passerer man også snorlige rækker af montre med de kendte kataloger, som de har set ud gennem årtierne.

Ved afslutningen på turen i museet fortæller guiden, at Ingvar Kamprad for et års tid siden meddelte, at han ville vende snuden mod det svenske efter år i Schweiz. Han ville tilbage til Älmhult. Nærheden til rødderne er vigtig, mener den svenske guide. Og ved sidste julefrokost trykkede Ingvar Kamprad personligt hånd med alle 1.400 fremmødte medarbejdere, siger hun.

»Det er vigtigt at holde historien i live, når storproduktionen sætter ind,« fortæller guiden, som ifølge eget udsagn egentlig er nået pensionsalderen.

Men hun kan simpelthen ikke lade være med at arbejde for varehuset; »That’s Ikea,« klukker hun.

Kataloget bliver til

Fra museet går turen videre til et stort varelager, der mest af alt ligner en Hollywood-produktion, når man træder inden for dørene. En boremaskine hviner, et hold mennesker er i gang med at style et romantisk soveværelse, og et andet sted kaster et intenst spotlys stråler ind på et drivhus. På vejen passerer vi et hold, der netop er ved at tage billeder af et soveværelse. Med et klik oplyser kameraets blitz rummet, og billedet bliver blæst op på en computerskærm. Og pludselig ligner soveværelset ikke længere en opstillet kulisse, men et hyggeligt rum i hjemmet, hvor morgensolen kaster sine stråler ind gennem ruden.

Det er i varelagerets 8.000 kvadratmeter, at Ikeas Bibel – kataloget – bliver skabt. Rygtet siger endda, at katalogets oplagstal faktisk overgår den hellige bogs. Til hvert billede i kataloget bygges en ny kulisse, som males og pyntes med nips, og derfor er der 59 rum klar til at blive taget i anvendelse, når det nye katalog bliver til. Inden man når de mange kulisser, passeres i øvrigt rekvisitrummet, som mest minder om et teater, hvor slidte statuer, tøj til modellerne på de glitrede sider og alverdens nips gemmer sig. Her er det nemt at fare vild. Man glemmer hurtigt tiden, når den ene sjove rekvisit afløser den anden.

Ikeas hurlumhejhus

Godt nok finder man masser af historie i Älmhult. Men i byens medarbejdercenter skifter omgivelserne pludselig fra svensk møbelhistorie til internationalt franchise-koncept. En medarbejder med tyk amerikansk accent tager imod for at vise rundt i centret, der blandt andet har små quizzer, så medarbejdere kan lære varehusets historie og koncept på en sjov måde. Man skal dog have god tålmodighed, for hele turen tager fire timer, hvis alle opgaver skal løses undervejs.

Første stop i centret er en stor og lysende skærm, der viser levende billeder. Efter et kort ophold fortæller den amerikanske guide om ”The Testament of a Furniture Dealer”, der med alvorlig mine bliver præsenteret som »vår filosofi i ett nötskal«. Det er her, de vigtigste Ikea-principper står nedskrevet. Som tankegangen om, at Ikea-design skal være tilgængeligt for de fleste til billige penge. Forsøger man som engangsbesøgende at snige et eksemplar med ud, bliver man venligst bedt om at lægge testamentet tilbage. Visdomsordene er ment til medarbejdere.

Går man videre ad ruten i centret, minder det mest af alt om et forlystelsescenter. Blinkende tavler med spørgsmål om marketingsprincipper blander sig med elektroniske lyde og high fives fra kollegaer, når svarene er rigtige. Fra medarbejdercentrets inferno af lys og lyde går turen atter mod den grå stationsplads, hvor det igen er svært at fornemme, at Älmhult stadig i dag er en summende bikube af Ikea-medarbejdere. Og at faktisk er arnestedet for møbelmastodonten, der har gjort brune papkasser med saml-selv-sæt til en del af det at bo og leve.