Fortsæt til indhold
Bolig

Tysk haveinspiration

Tyskland byder på en række dejlige haveudstillinger. En af dem er Buga 2015, som strækker sig gennem hele fem byer i den smukke Havelregion.

Tekst og fotos: Nina Ewald

TYSKLAND

I forbindelse med en tur til Berlin besøgte jeg for nylig det store Bundesgartenschau, som i år finder sted langs floden Havel, et lille stykke uden for hovedstaden. Udstillingen er et stort anlagt projekt, som finder sted i fem forskellige byer, der ligger som perler på en snor langs floden. Der er ca. 70 km fra den ene ende til den anden, så der behøver en bil for at komme fra sted til sted. Man kan enten køre i egen bil eller leje en på stedet.

Man kan vælge at gå ad kønne stier langs floden, fra p-pladsen ved Packhof, der ligger et lille stykke uden for udstillingsområdet. Eller man kan sejle med små skibe, der på 5-10 minutter bringer en lige til døren. Lige inden for landgangsbroen er en installation med lysende ”blomster” af akryl.

I hver af byerne er der også flere forskellige udstillingsområder, så hvis man vil se det hele, er det ikke lige noget, man kan klare på en dag. Den sydligste by er Brandenburg an der Havel, som ligger 85 km sydvest for Berlin og byder på tre udstillingslokaliteter i området. Nord for den er Premnitz den næste by med to lokaliteter. Herefter følger Rathenow med to og Rhinow med tre lokaliteter. Nordligst er Havelberg, hvor der også er tre lokaliteter i byen.

Området i Brandenburg med 33 temahaver ligger i et gammelt skibsværft. Haverne er bygget op med åbne tremmevægge omkring og er vidt forskellige – der er bl.a. en containerhave, lodret beplantning, en legehave, pilefletterens have, en have bygget op med Europaller og en have med farvet belægning (foto).
En af temahaverne er denne højbedshave, som er bygget op med sortmalede planker og fyldt med kunst af naturens egne materialer. Bedenes beplantning skifter med årstiderne, og da jeg var der for nylig, var det forårsløg i glødende farver, der prægede havens billede.

Da jeg kun havde en enkelt dag til besøgene, havde jeg i forvejen udvalgt de steder, jeg fandt mest interessante. Det var området Packhof i Brandenburg med 33 udstillingshaver samt Katedral-distriktet i Havelberg. Temahaverne var vidt forskellige og anlagt af en lang række designere, mens der i området i Havelberg var lagt vægt på køkkenhaver, kolonihaver og bæredygtighed. Generelt var miljø, biodiversitet og grøn bæredygtighed noget, der gik igen i næsten alle dele af BUGA 2015. Nogle steder i form af haver, andre steder workshops, indendørs temaudstillinger etc.

Insekthoteller i alskens afskygninger sås i mange af kolonihaverne. Her er det et større et af slagsen, bygget op mellem to gamle træstammer, og med hotelværelserne fyldt med insektvenlige materialer.
I Havelberg er der lagt vægt på køkken- og kolonihaver, anlagt på et skrånende område, tæt ved floden. Her vises charmerende løsninger på køkkenhavebede, kastanjehegn og anderledes drivhuse.

BUGA 2015 åbnede i midten af april og varer indtil 11. oktober, og haverne skifter selvfølgelig karakter efter årstiderne. Netop nu er der masser af forårsløg og tidlige stauder – senere kommer der andre blomster til, bl.a. er der flere rosenhaver, ligesom køkkenhaverne gror til, og bærbuske og frugttræer modnes. Så der er noget nyt at se på hele sæsonen igennem.

De tyske haveudstillinger

  • Rundt omkring i Tyskland afholdes der årligt flere forskellige haveudstillinger. Ofte er det store, offentlige steder, som parker og rekreative områder, der indgår og udvikles til udstillingerne. De er typisk åbne fra april og slutter i oktober. Bagefter bliver større eller mindre dele af udstillingsarealerne liggende og indgår derefter som permanente elementer.
  • Landesgartenshau, LGS, afholdes hvert år. Bundesgartenschau, BUGA, ca. hvert andet år – samt Internationale Gartenschau, IGS, og endelig Internationale Gartenbauausstellung, IGA. Denne er den største udstilling, som afholdes ca. hvert 10. år.
  • Læs mere om BUGA 2015 på hjemmesiden, hvor, de også fortæller om de enkelte byer, og hvad deres forskellige lokaliteter byder på.

www.buga-2015-havelregion.de