Fortsæt til indhold
Bolig

Pas på med at bruge paller i hus og have

Det er populært at bruge fragtpaller til at lave alt fra møbler til højbede. Men paller kan være fulde af kemikalier, så tjek dem, inden du tager dem ind i stuen. Se her, hvordan.

Kathrine Schmeichel, Bolius.dk

Fragtpaller er produceret som underlag for transport af varer og materialer, men de kan bruges til meget andet end det. Og det er der mange der efterhånden har fundet ud af.

Borde, senge, reoler, cykelophæng, mobile hønsehuse og højbede er nogle af de ting, du kan omdanne de billige træpaller til.

Men inden du kaster dig over et palleprojekt, så tjek pallerne, for de KAN være fulde af kemikalier.

LÆS OGSÅ: Pas på gammel gift i genbrugsmaterialer

Træpaller produceres til forskellige formål og har forskellig kvalitet og holdbarhed, da nogle er engangspaller og andre er til genbrug. De produceres også forskelligt i forskellige lande, da der er forskellige regler om miljø, og hvilke kemikalier der må anvendes for at holde skadedyr væk.

Brug ikke imprægnerede paller

Det kan være sundhedsskadeligt at bruge imprægnerede paller til møbler - eller brænde dem af i brændeovnen.

Hvis træet er grønligt, er pallerne trykimprægnerede. Men de kan også være trykimprægnerede, uden at have den grønne farve, da imprægneringen i sig selv er farveløs. Farven tilsættes, for at man kan se imprægneringen.

LÆS OGSÅ: Fantasifuld genbrug: Fra indkøbsvogn til sofabord

I nogle lande er det tilladt at behandle pallerne med metylbromid til at bekæmpe insekt- og svampeangreb med. Metylbromid, der er en farveløs, lugtfri og giftig gas, er forbudt i Danmark, fordi den er skadelig for ozonlaget. Men stoffet kan også skade bl.a. luftveje og nervesystemet.

Sådan undgår du giftige paller

Hvis du vil undgå, at pallerne er trykimprægnerede eller behandlet med andre kemikalier, skal du bruge EUR-paller eller DS-paller.

De forhandles af danske fragtfirmaer/palleforhandlere som bl.a. Jopa Aps, Odense Palledepot, Jysk Palle Import og Pallefabrikken Hel-Trans.Her får du både ny paller og genbrugte. Firmaerne forhandler også engangspaller, der er meget forskellige i både mål og kvalitet, men godt kan være lavet af rent, varmebehandlet træ.

Pas på paller med spånklodser

Klodserne på både en europalle og en DS-halvpalle kan være lavet af spånklodser eller rent træ.

Hvis du skal bruge pallen til at lave møbler af, er det bedst at bruge en palle med træklodser, da spånklodserne kan indeholde lim, som kan være lavet af sundhedsskadelige stoffer. Du skal også være opmærksom på, at en brugt palle godt kan være sundhedsskadelig at bruge som møbel, hvis palle-emballage som kemikalier, maling eller olie er lækket undervejs og er trængt ind i træet.

SE VIDEO: Genbrug: Byg et mini-drivhus af et gammelt vindue

Kreativ brug af paller

Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad fragtpaller kan bruges til ud over transport.

Hvis du gerne vil have inspiration, kig da på Tina Dalbøges Kreative Blog. Her kan du se, hvordan "handy-hobby-kvinden" bl.a. har fremstillet køkken-, tv- og sofabord, cykelophæng, højbede og reoler ud af EUR-paller.

LÆS OGSÅ: Brugt inde – genbrug det ude

Du kan også bruge pallerammer - der bruges som støttende ramme omkring fragtgodset - til at lave højbede og kompostbeholdere af.