Fortsæt til indhold
Bolig

Luksuslejlighed i gammel brødfabrik

Familien Jacobsen valgte et parcelhus fra til fordel for lejligheden i en ombygget og renoveret brødfabrik fra 1933. Her bor de med tagterrasse og to gårdhaver – lykkelig fri for at renovere og vedligeholde noget som helst foreløbig.

Tekst: Mette Andersen

Efter en årrække i henholdsvis Frankrig og USA var familien Jacobsen parat til at købe hus syd for København. Det passede med Lone Vittrup Jacobsens job som butikschef i Køge og Søren Ravn Jacobsens job som it-projektleder i Ballerup. Parrets to børn på 13 og 16 år blev dog triste ved tanken om at skulle undvære slægtninge og venner i Slagelse, hvor familien oprindelig kommer fra.

Familien spiser ved det franske klosterbord af massivt pæretræ med Eames-stole hjembragt fra U.S.A. Den drejede trappe fører til den 100 m2 tagterrasse med udsigt over Slagelse. Foto: Jan Ove Kristensen
I sofahjørnet med stenvæg er loungesofa fra Ikea. Ved trappen har familiens voksne en lille arbejdsstation. Foto: Jan Ove Kristensen
Ved køkkenåbningen hænger fotostaten fra Brooklyn Bridge, hvor familien gik søndagstur, da de boede i New Jersey. Foto: Jan Ove Kristensen

Den erkendelse førte til, at familien i stedet etablerede sig i en 185 kvm stor lejlighed med 100 kvm tagterrasse og to gårdhaver i en gammel brødfabrik i hjembyen. Her er al indmad udskiftet med nyt, da bygningen i monumental funkisstil fra 1933 80 år senere blev indrettet til 11 lejligheder med en velordnet forhave.

Nu har familien det privilegium ikke at skulle istandsætte og renovere de første mange år. I stedet kan de bruge energi på familielivet og karrieren og overveje endnu et udlandsophold, hvis chancen byder sig.

»Inden vi blev udstationeret, boede vi på en villa på landet uden for Slagelse. Det betød konstant krævende arbejde med at vedligeholde og forbedre. Det er vi lykkelig fri for nu. Vi behøver ikke at bruge ret meget tid på boligen. Den fungerer bare. Desuden bor vi centralt med gåafstand til skole, gymnasium, centrum med butikker og cafeer, og kort til motorvejen, som vi skal ud på for at komme på arbejde hver dag,« forklarer Lone Vittrup Jacobsen.

Trods de mange kvadratmeter består lejligheden kun af tre værelser og 100 kvm integreret stue, spisestue og køkken. Der er ikke mange eller store vinduer, idet lyset kommer ind ad alternative veje via trappen til tagterrassen, en gårdhave (med et 200 år gammelt oliventræ) overdækket med glas om vinteren og via den gårdhave, familien skal dele med to naboer. Her ses også den gamle brødfabriks høje skorsten, som i dag kun er til pynt. I lejligheden er desuden badeværelse med spa samt gæstetoilet og bryggers, men her er ingen entre:

»Selv om alt er nyt, er stedet charmerende med stenvæg i stuen, massive asketræsgulve og indgang direkte i stuen. På den måde undgår vi spildplads, og overtøjet hænger vi bare på et tøjstativ. Har vi snavsede sko, ryger de ud i bryggerset,« forklarer Lone Vittrup Jacobsen.

Frankrig og USA

Da familien boede i New Jersey i USA, regnede de med let at kunne finde en sofa til afløsning for den, de havde efterladt hjemme i Danmark. Men det viste sig meget svært, idet amerikanske møbler generelt er ret overdådige og pompøse, som Lone Vittrup Jacobsen udtrykker det.

Det lykkedes dog, og hjemme igen i Danmark har de købt loungestole sat sammen til sofa, hvor familien kan slænge sig foran fjernsynet til en god film. Spisestuestolene har de hjembragt fra USA sammen med et par Eames gyngestole, et ovalt Eames ”Surf”-sofabord og en træbænk fra ægteparret Eames` tidlige karriere som formgivere. Stolene står omkring familiens klassiske Monestair klosterbord. Det er af massivt pæretræ, 40 år gammelt og erhvervet i Frankrig, hvor familien boede i seks år på grund af Søren Ravn Jacobsens arbejde lige over grænsen i Schweiz:

»Der er noget industriagtigt og lidt råt New York loftstil over lejligheden, som vi har foretrukket at indrette enkelt,« fortæller Lone Vittrup Jacobsen og tilføjer til slut:

»Vi omgiver os med kvalitetsmøbler, men også med ting med en personlig betydning. Som for eksempel min farmors keramikvase fra 60’erne, en samling amerikanske emaljeskilte og en fotostat af Brooklyn Bridge, hvor vi har gået søndagstur.«

Ved køkkenåbningen hænger fotostaten fra Brooklyn Bridge, hvor familien gik søndagstur, da de boede i New Jersey. Foto: Jan Ove Kristensen
I gårdhaven, som deles med to naboer, vokser et 200 år gammelt oliventræ importeret fra Spanien. Gardinet er en simpel men smart løsning. Foto: Jan Ove Kristensen
Arbejdernes Fællesbageri fra 1933 har også huset et slagteri og en køreskole. I flere år lå bygningen forfalden hen, men den blev i 2013 overtaget af en entreprenør og indrettet med luksuslejligheder, hvoraf én stadig er ledig. Den gamle skorsten er kun til pynt, men bevaringsværdig.