Dansk design med amerikanske armbevægelser

Søren Rose havde nærmest glemt alt om Milk-bordet. Da producenten ringede ham op en eftermiddag i 2007 og fortalte, at den første prototype stod klar, var arbejdskalenderen fyldt med alt andet end møbler. Ideen til den mælkehvide arbejdsstation, der få år senere skulle vise sig at blive en velsmurt låge til ikke kun den danske, men også den internationale designscene, var født af ren og skær personlig interesse. Men tilsyneladende ikke uden potentiale.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her

»Jeg har altid haft en passion for indretning og design – har altid syntes, det var spændende at tegne ting til mig selv og så få møbelsnedkere til at lave dem,« lyder en del af forklaringen bag det såkaldte Milk-bords tilblivelse – og efterfølgende succes.

»Jeg tror, min fascination af det fysiske bunder i, at min faglige baggrund i lang tid har været så digital. Et designobjekt har en længere og større historie end meget af det, der foregår på internettet, hvor alt er så omskifteligt,« lyder det fra den tidligere hjemmesidekreatør og autodidakte designer.

»Mere footprint«

Ordene falder, imens vi sidder bænket om et solidt spisebord – med New Yorks eftermiddagssol strømmende gennem store ovenlysvinduer og på stole, der bærer Søren Roses egen designautograf. Kaffen er omhyggeligt brygget i det åbne køkken, og fra husets øvrige etager undslipper lyden af henholdsvis arbejdsflid og børnestemmer. Manhattan-adressen rummer både Søren Roses studie og familiens private bolig. En kombination, der ikke er helt nem at finde i den hippe storby, og som indfandt sig mere eller mindre tilfældigt, da Søren Rose på sand newyorkermanér spottede flyttemændene på det rigtige tidspunkt – og slog til. I dag er det her, et par populære gadehjørner fra Hudson-flodens bred, at ideer og streger til alt fra lamper og lænestole til helstøbte indretningsløsninger får liv. I hænderne på samtlige af virksomhedens i alt seks medarbejdere – uanset titel og tidligere bedrifter.

Søren Rose tog hul på det oversøiske designeventyr i 2011 – i kølvandet på en anden iværksætteride, billedbureauet Trunk Archive, som måtte parkeres i selvsamme kvarter. For den dengang 37-årige dansker var beslutningen om at slå et nyt sæt teltpæle i amerikansk jord ikke svær – på trods af de udfordringer og udanske vilkår, der unægtelig følger med, når man etablerer virksomhed i “The Big Apple”.

»New York er en magnet for de nysgerrige – det er her, de allerbedste lander, fordi der er så mange muligheder, og man skal stå tidligt op for at slå igennem. Det er let at falde i fælder, hvor man for eksempel taler med en potentiel kunde og tænker: “Hold da fast, nu har jeg fået et kæmpe projekt!”, og så bliver der ikke svaret på de næste 10 mails. Man finder ud af, at den gode vibe og umiddelbare entusiasme, som på mange måder er fantastisk ved den amerikanske kultur, ikke altid bunder i en reel interesse,« siger han.

»Til gengæld åbner USA døre til større producenter, langt mere omfangsrige projekter og budgetter – og ikke mindst chancen for, som designer, at få lov til at arbejde med arkitektur på et helt andet niveau end derhjemme. Hvis man vel at mærke husker at praktisere rundsave på albuerne og en nødvendig “cut-through-the-shit”-attitude,« forklarer Søren Rose og nævner et af firmaets nuværende projekter – design af et walk-in closet på størrelse med en gennemsnitlig dansk lejlighed – som et eksempel på højden til arbejdsloftet.

»Der er ikke mange af vores slags i New York, og vi mærker en stor glæde herovre over vores måde at gribe moderne møbler og moderne indretning an på; med kombinationen af en skandinavisk tilgang og en kosmopolitisk New York-feel. For eksempel når det gælder materialer, hvor vores danske streg kan få lov at forene sig med amerikanernes ofte vilde ønsker om masser af marmor, valnød og tunge dørhåndtag, skuffebeslag eller hængsler,« fortæller Søren Rose.

Italiensk inspiration

Flere end 50 design har indtil videre fundet vej fra Søren Rose Studio og til alverdens møbelbutikker, og spørger man ind til et fælles dna, skal det ifølge Søren Rose ikke udelukkende findes på de skandinaviske og nordamerikanske breddegrader. Den italienske designer Achille Castiglioni falder ham prompte på læben, da talen runder hans egne inspirationskilder, og han vender blikket bagud – mod et af stuens hjørner, hvor et eksempel på fascinationen har taget plads. En simpel stol med cykelsadelsæde og omtrent 60 år på bagen – og karaktertræk, der stadig kan fænge den dag i dag.

»Jeg synes, stolen er et vanvittig fedt formgivet lille objekt. Den er rædsom at sidde på, men den stiller spørgsmål ved, om man har brug for endnu en stol. Den provokerer og fremstår nærmest som et kunstobjekt – og samtidig er den på én gang poppet og superklassisk. Et bevis på, at man ikke skal holde sig tilbage – hverken i sin formgivning eller i sine valg af materialer,« siger Søren Rose.

Iveren efter og muligheden for at spænde opgavebuen vidt – fra de mindste interiørdetaljer til de bredere arkitektoniske linjer – har senest ført Søren Rose på sporet af et ganske særligt projekt: en skandinavisk fortolkning af det amerikanske mobile home (autocamper, red.).

»Vi har udfordret den traditionelle indretning af et mobile home og samarbejdet med navne som Dinesen, Københavns Møbelsnedkeri, Kvadrat, Roblon og Vola om at nytænke en fin dame fra 1974 på 18 kvadratmeter,« fortæller han.

»Det er et projekt, som i høj grad viser, hvordan vores design tager afsæt i konkrete behov – og det har været en sund proces at gå igennem som designer, når man er vant til at arbejde med high end-newyorkerkvadratmeter i store antal,« fortsætter han og åbenbarer, hvordan projektet ikke mindst har pustet til ambitionen om at dykke endnu dybere ned i arbejdet med de mindre formater – gerne med indretningen af Manhattans mindste (og sejeste) penthouse, hvis det kan flaske sig.

»Jeg er meget fascineret af tanken om at få det optimale ud af de mindste rammer; skabe det store i det små. Og lige nu synes det mere relevant end nogensinde før,« siger designeren.

Dermed slet ikke sagt, at designets vægt eller værdi skal reduceres.

»Som designer skal du tænke over, hvordan du laver noget, som også kan være her, når du ikke selv er her mere; noget, der har eftermælekarakter. Det er et fedt ansvar, der hviler på dig. Og det glæder jeg mig over – hver eneste dag,« slutter han.