Fortsæt til indhold
Bolig

Billig bolig på landet bliver lettere

Med en ny lovændring skal tilladelsen til at bruge helårsboliger som fritidshuse nu følge huset i stedet for ejeren. Det betyder bedre muligheder for køberne, som vil få nemmere ved både at finde en flexbolig og at få realkreditlån til købet.

KIRSTINE BACHE NICOLAISEN

Et sommerhus i Nordsjælland kan være en bekostelig affære. Rykker du derimod nedad til Lolland, kan du købe en helårsbolig og anvende den som sommerhus for et langt mindre beløb.

Hvor sommerhuse bliver forhandlet til en meget høj kvadratmeterpris, får du rigtig meget hus for pengene med en flexbolig.
Flemming Bentzon, Dansk Ejendomsmæglerforening

Siden foråret 2013 har flexboligordningen nemlig givet kommuner mulighed for at give tilladelse til, at helårshuse benyttes til fritidshuse, hvor der altså ikke er bopælspligt. Og nu bliver det endnu nemmere at erhverve sig et sådan hus.

Som det ser ud nu, følger tilladelsen ejeren. Det har betydet, at man ikke kunne sælge boligen videre som flexbolig, men senere på året vil en lov ændre dette, så tilladelsen fremover vil følge huset. Det vil gøre flexboliger mere udbredte, mener Flemming Bentzon, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Ejendomsmæglerforening og driver Nybolig i Vordingborg.

»At tilladelsen i fremtiden kommer til at følge matrikelnummer i stedet for cpr-nummer vil medføre, at det bliver nemmere at markedsføre ejendomme som flexboliger, og dermed bliver det nemmere for køberne – dels at blive bekendt med begrebet og dels at kunne søge og finde en sådan flexbolig.«

Hus for 75.000

Giver du dig i kast med boligsøgningen, kan du ende med et hus til en lav pris, og det gør, at flexboligerne appellerer til en bredere kundegruppe end sommerhusene, mener Flemming Bentzon.

»Med priser, der går helt ned til 75.000 kr., kan langt flere være med. Hvor sommerhuse bliver forhandlet til en meget høj kvadratmeterpris, får du rigtig meget hus for pengene med en flexbolig,« fortæller Flemming Bentzon, som samtidig mener, at mange af flexboligkøberne søger noget andet end et traditionelt sommerhus.

Liv året rundt

»Sommerhusområder er meget velfriserede og ligger øde hen uden for sommersæsonen, men med en flexbolig er man i højere grad en del af et livligt samfund. Der er ikke, ligesom i sommerhuse, restriktioner på, hvor meget man må være der,« siger Flemming Bentzon.

Han mener, at flexboligkøbere har vidt forskellige ønsker for brugen af huset.

Foto: Jan Ove Kristensen

»En del vælger at putte penge i en flexbolig i stedet for en pensionsordning. Nogle kunne aldrig forestille sig at forlade København, men vil bare gerne have muligheden for at komme og rode i en have, mens andre har planer om at flytte derned, når de bliver gamle.«

Mest til gavn for øerne

Lovændringen er en del af regeringens vækstplan og Carsten Hansen, ministeren for by, bolig og landdistrikter, mener, at den nye lov vil have positiv betydning for både købere og lokalsamfund - og hele landet.

»Der ligger mange dejlige huse, som ikke kan afsættes, men med lovændringen vil der nu være økonomisk incitament til at købe, så jeg tror, at flere og flere vil få øjnene op for mulighederne i at købe en bolig, som er fleksibel,« siger Carsten Hansen, som ser det som en stor mulighed for områder, hvor købelysten ellers ikke er stor.

»Vi undgår, at husene står og forfalder, og der kommer mere liv i områderne. Samtidig vil flere flexboliger også betyde flere turister og dermed omsætning, så lovændringen er positiv for hele Danmark.«

Curt Liliegreen, der er sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter er dog mere skeptisk over for lovændringens betydning, set i et større perspektiv.

»Lovændringen vil få en positiv betydning for den enkelte køber i forhold til den tidligere lovgivning, da det vil blive nemmere at få realkreditlån,« siger Curt Liliegreen, som mener, at lovændringen vil få betydning på øer som Ærø, Samsø, Læsø og Langeland, hvor flexboliger med en høj herlighedsværdi vil være interessante. Men i det store billede vil lovændringen få mindre betydning, mener Curt Liliegreen.

»Lovændringen kommer til at have mindre betydning for landet som helhed, og det kommer ikke til at løse kommunernes problemer med yderområder, fx på Sjælland, hvor der er store udfordringer. Det skal nærmere ses som en enkelt farve på paletten i løsningen af problemerne med tomme boliger i yderområder.«