I skovens dybe, stille ro

En sen aften i begyndelsen af december 2012 fik Lars Ryde Pedersen en sms. Han så forbløffet op på sin kone, Helle Berentzen, og udbrød:

»Vi har fået Skovgården!«

En drøm var blevet til virkelighed, for minuttet efter sagde de ja, med endnu en sms, til at leje skovridderboligen til Tirsbæk Gods. Endnu uden at have set huset indvendigt.

Tirsbæk Gods ligger mellem skovklædte skrænter ned til Vejle Fjord. Der hører en skovridderbolig til de skovklædte skrænter, og den har parret i årevis kredset omkring. De gik ture i området, nød skoven, mediterede ved vandet. Og Helle Berentzen og hendes yngste datter havde deres to islandske ponyer gående på godsets jord. At bo der var en drøm, en uopnåelig drøm. Og så alligevel ikke helt uopnåelig, for drømmen blev til virkelighed kort før jul 2012 – med to sms’er.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her

Drøm til virkelighed

Allerede det at komme frem til huset er at fjerne sig en smule fra verden. Grusstier leder firhjulstrækkeren længere og længere ind mellem træerne til det lille hus, hvorfra skovridderen havde udsigt over Vejle fjord og direkte adgang til skoven. Parret har til at starte med inviteret inden for i køkkenet, som Helle Berentzen har indrettet i, hvad hun kalder andalusisk stemning. De gennemgående farver er nuancer af brun i træ og kobber og en lys blå. For Helle Berentzen betyder ”andalusisk” en varme, en lethed som man kender den fra sydlandske køkkener:

»Det er her, hvor familien kryber sammen,« fortæller hun.

Flammerne danser i det åbne ildsted, og Helle Berentzen og Lars Ryde Pedersen fortæller, at da de havde fået nøglerne til huset, begyndte den proces, der skulle blive deres drømmebolig. Huset skulle gøres i stand, isoleres, køkkenet bygges om, hvert af husets værelser indrettes. Det var fra begyndelsen klart, at huset indvendigt skulle præges af omgivelserne.

»Vi ville trække skovens højtidelighed og ro ind i huset,« fortæller Helle Berentzen.

»Skoven har helende kræfter,« supplerer Lars Ryde Pedersen, han trækker straks i land, kan selv høre, at det lyder som en kliché – men han mener det.

Huset er stort, 300 kvm. Hvert af husets rum er indrettet efter sit eget tema, men fælles for rummene er, at en unik blanding af naturmaterialer, møbler, ting fundet på loppemarkeder, Lauritz.com og i udvalgte indretningsbutikker giver huset en stemning af, at tiden her er sin egen. Vi mærker det, mens vi sidder i køkkenet og snakker. Tiden går, lyset skifter, vi opdager det nærmest ikke, samtale, frokost, fotografering følger stedets rytme.

Skabt til ro

Helle Berentzen arbejder som psykolog og Lars Ryde Pedersen som psykiater. De mediterer begge en time om dagen, og de bruger begge meditationen i deres daglige arbejde med klienter. Det ses i soveværelset på førstesalen, som er indrettet til ro med en helt enkel seng med en bane hørstof fra loftet ned på begge sider.

»Hør falder så smukt,« lyder det fra Helle Berentzen.

Foruden sengen er der to lave meditationsskamler foran et abstrakt maleri af Peer René Larsen. Helt anderledes tungt er der i det afrikanske rum - også på førstesalen. Rummet er arbejdsværelse og gæsteværelse for børnene, og egentlig begyndte det med bordet, kæmpestort, kæmpetungt, af suartræ. Det første hold flyttefolk måtte give op, da de skulle have det ind, fortæller Lars Ryde Pedersen. Med bordet tog rummet form, og siden kom en kurvestol til, som er en kopi af Karen Blixens samt afrikansk inspirerede udsmykninger malet af Helle Berentzens yngste datter. Op ad væggen står tre buer, som tilhører Lars Ryde Pedersens yngste søn.

Det, Helle Berentzen går efter til hver enkelt rum, er en grundstemning, som hun ”maler” med sin indretning. Den stemning har hun med sig, når hun besøger sine favoritjagtsteder. Hun har en god kontakt til en række butikker, der kender hendes smag og er ligeså dedikerede til boligindretning, som hun selv er.

Indrettet efter omgivelserne

Det er ikke kun huset, der indretter sig efter omgivelserne, det er også beboerne. Lars Ryde Pedersen og Helle Berentzen fortæller, at de har langt sværere ved at komme ud. De er tilfredse, hvor de er:

»Her er ikke mental støj. Turen gennem skoven til huset er en given slip,« fortæller Helle Berentzen.

»Her er der længere mellem tankerne,« supplerer Lars Ryde Pedersen.

Stedet holder dem også i fysisk form. Grunden ligger højt med mange plateauer, der skal forceres for at komme ned til fjorden. Den daglige tur hver morgen ned til vandet, det daglige dyp - også om vinteren, når hver en kropsfiber hyler om at blive i den lune seng.

»Viljen og disciplinen i at gøre noget, som ens krop skriger imod, kan overføres til andre områder. Og så er der en tryghed i ritualet,« fortæller Helle Berentzen.

Parret er ikke i tvivl om, at de vil bo her resten af deres liv. De ser hinanden i øjnene:

» Vi skal bæres ud,« siger Lars Ryde Pedersen.