Fortsæt til indhold
Bolig

Nu kan du købe Mogens Glistrups æresbolig

Det er få mennesker forundt at bo i en æresbolig, men Mogens Glistrup var en af dem.

Boliga.dk

Villaen på Hummteltoftevej i Virum, som netop er blevet sat til salg, var i 25 år residens for Fremskridspartiets stifter og hans kone Lene, der fik overdraget boligen i starten af firserne af fonden “Fremskridtspartiets Æresbolig”.

Det skriver Boliga.dk.

Anledningen var den fængselsstraf og medfølgende millionbøde, som Mogens Glistrup fik for skattesvig i 1983, og som anbragte ham på falittens rand.

Hans luksusvilla i Lyngby røg kort før dommen på tvangsauktion og blev solgt for 1,4 mio. kr. i maj 1983., men med overdragelsen af nøglerne til huset på Hummeltoftevej behøvede han ikke at bekymre sig om, hvor han skulle bo efter afsoningen i Horserød Statsfængsel.

Mogens Glistrup hjemme i villaen på Hummeltoftevej. Boligen blev kaldt "Fremskridtspartiets Æresbolig".

“Nu står jeg ikke længere ude på gaden som den lille pige med svovlstikkerne”, lød den dengang muntre kommentar til husgaven ifølge Flemming Chr. Nielsens Glistrup-biografi.

Mogens Glistrup fik lov at beholde æresboligen, men blev til gengæld frataget sin status som livsvarigt æresmedlem af Fremskridtspartiet, da han i 1991 blev smidt ud af Fremskridtspartiet.

Samme år stiftede han Trivselspartiet, som dog ikke blev mere end en parentes i dansk politik, og i 1999 vendte han tilbage til Fremskridtspartiet, som seks år senere igen gjorde Glistrup til livsvarigt æresmedlem.

Mogens Glistrup døde i hjemmet på Hummeltoftevej i 2008, mens hans kone, Lene, døde sidste år.

Se Glistrups æresbolig her.