Sådan får du sommerhuset godt gennem vinteren
Inden du sender dit sommerhus i vinterhi, kan du med fordel bruge et par timer på at gøre huset klar, så du undgår vejrskader og ubudne gæster.
Er du den lykkelige ejer af et sommerhus, er det ved at være tid til at lukke ned for vinteren. Men før du gør, er der nogle ting, som er vigtige at huske på, hvis du vil sikre, at huset får de bedste muligheder for at komme igennem de mange vintermåneder, som ofte er præget af nedbør, blæst, sne og frost og en lang periode, hvor sommerhuset står tomt.
Hvis du bruger et par timer på at gå sommerhuset igennem, når du besøger det en sidste gang inden vinteren, øger du sandsynligheden for, at huset kommer igennem vinterhalvåret uden de store skader.Anja Lintrup Sørensen, Konsulent, Forsikring & Pension
»Men hvis du bruger et par timer på at gå sommerhuset igennem, når du besøger det en sidste gang inden vinteren, øger du sandsynligheden for, at huset kommer igennem vinterhalvåret uden de store skader.« Det fortæller Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent hos Forsikring & Pension, der er forsikrings- og pensionsselskabernes brancheorganisation.
»Det, vi hører fra forbrugerne, er, at de ofte glemmer helt at lukke for vandet udendørs, eller at de har lukket for vandet, men glemt at tømme f.eks vandhanerne eller sommerhusets øvrige installationer for vand, og derfor oplever frostsprængning, når de kommer tilbage til sommerhuset igen til foråret,« fortæller Anja Lintrup Sørensen.
Luk for vandet
For at undgå, at sommerhuset får en bygningsskade, som f.eks frostspringning af rør, er det første, du skal gøre, at lukke for vandet. Når du har gjort det, skal du huske at åbne husets vandhaner og tømme øvrige installationer som varmtvandsbeholdere, opvaskemaskine og toilet for vand.
»Hvis man vælger ikke at lukke for vandet, skal man sørge for at holde huset opvarmet, da forsikringen ellers ikke vil dække en eventuel frostsprængning af rør,« forklarer hun.
Tjek dine tagrender
Efteråret byder ofte på en del nedbør i form af regn. Derfor er det vigtigt at se efter, om sommerhusets tagrender ikke er fulde af f.eks blade og fyrretræsnåle, som kan stoppe dem og forårsage skade på huset. Sørg også for, at husets afløb fungerer, så vandet bliver ledt væk fra huset.
»Når man er ved at gå huset igennem, så husk også at se efter utætheder. Hvis der bliver snestorm, og taget er utæt, kan der hurtigt komme fygesne ind i huset. Derfor er det vigtigt at holde øje med loftrummet – og skulle det ske, at der kan komme fygesne ind, så fjern det hurtigst muligt, så det ikke laver yderligere skade,« forklarer Anja Lintrup Sørensen og pointerer, at man hele året bør holde løbende eftersyn med utætheder, da det nedbringer risikoen for skade.
Bliver det en vinter med meget sne, er det også vigtigt at holde øje med taget. Hvis der er meget sne, kan det også være nødvendigt at fjerne det, så du undgår fare for nedskred eller skade på taget.
Tjek før stormen
Efterår og vinter er ofte lig med hård blæst og nogle gange storm. Derfor anbefaler Anja Lintrup Sørensen at gå en tur rundt om sommerhuset for at sikre, at der ikke er noget, der sidder løst og kan forårsage skade på huset.
»Hvis man har træer i nærheden af sit hus eller sin nabo, er det en god ide at overveje, om man kan fælde dem, og du bør fjerne rådne eller løstsiddende grene. Desuden bør man fjerne andre løse genstande, så der ikke er risiko for, at de blæser væk eller ind i noget. Det kan f.eks være trampoliner, havemøbler og parasoller,« forklarer Anja Lintrup Sørensen.
Pas på tyvene
Endelig er et vinterlukket sommerhus en favorit-arbejdsplads for indbrudstyve, der i det tomme hus har rigtig god mulighed for at arbejde uforstyrret. Derfor opfordrer Anja Lintrup Sørensen generelt til, at sommerhuset er forsvarligt aflåst med sikre låse.
»Tag nogle af husets mest værdifulde ting med hjem, eller gem dem væk. Hvis man ikke har mulighed for at tjekke huset regelmæssigt, så allier dig med naboer og få dem til at holde øje med huset og eventuelt tømme postkassen, så det ser beboet ud. Vi opfordrer også til at skabe frit indsyn til huset, ved f.eks at åbne skabe og trække gardiner fra – kort sagt, blotlæg huset, så det bliver mindre attraktivt for tyven at bryde ind,« forklarer Anja Lintrup Sørensen.
Ifølge forsikringskonsulenten skal de danske sommerhusejere også huske at låse haveredskaber og havemøbler ind i et skur eller andet rum, hvor tyve ikke kan få fat i det. En eventuel ekstranøgle, som ligger uden for sommerhuset, skal også fjernes, da forsikringen ellers ikke dækker i de perioder, hvor huset er ubeboet.