Fortsæt til indhold
Bolig

Hus med holdning – og plads til flere generationer

Ejerne plukkede frit fra hylderne med grønne, funktionelle og luksuriøse løsninger, da de byggede drømmevillaen. Huset bruger solfangere, genbruger regnvand, har lydisoleret legerum og en hel svømmehal i kælderen. I haven kan alt spises – uden undtagelse.

NINA KLINKER STEPHENSEN

»Det har aldrig været vigtigt for mig, at det skulle blive et smukt hus. Det er funktionen, der er i højsædet. Men jeg synes faktisk, at det er blevet smukt,« siger boligens ene ejer, indretningsarkitekt Anne Kirstine Riemann, der deler adresse med sin mor og sine tre børn.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.

Hun bor i én afdeling af huset, og hendes mor Birgit Riemann i en anden.

I et ældre villakvarter i Nordsjælland – af den slags, der har ligget der i mange år, med høje hække, sprossede vinduer og krogede æbletræer i haverne – skiller én villa sig ud. Ikke blot fordi huset er nyt, men fordi det slet ikke ligner de andre huse i området. Det er mildt sagt rummeligt – 700 kvm, der fordeler sig med 350 kvm beboelse i grundplan samt 350 kvm fuldt udnyttet kælder. Det er enkelt, nogle vil sikkert sige stramt, og funktionalistisk i sit udtryk. Beklædt med grå skiferplader og et tag i galvaniseret zink. Og så er det bygget af to generationer – den ene med små børn.

Som en moderne, trelænget gård

»Vi ledte oprindeligt efter en gård, hvor vi kunne bo alle sammen, og vi så også på én. Men vi syntes, det blev for isoleret. Vi valgte i stedet at bygge vores eget på en central beliggenhed, forholdsvis tæt på skole og indkøb. Vi faldt for lyset og skoven. Men grundidéen om en trelænget gård, hvor man bor i hver sin længe, er bestået,« fortæller Anne Kirstine Riemann.

Anne Kirstine Riemanns lyse køkken-alrum har direkte udgang til terrassen. Foldedøre kan skydes til siden og næsten ophæve grænsen mellem ude og inde. Der er ingen niveauforskel mellem terrassen og rummet indenfor.
Den blå sofa er en Natuzzi. De sortbejdsede sofaborde fra Muuto er købt hos Paustian. Standerlampen er den velkendte Panthella af Verner Panton. Endnu en standerlampe – den sølvfarvede – er en ældre model med marmorfod fra italienske Flos. I loftet er indbygget spots, klimaanlæg og højtalere. Alt styres fra en server i kælderen og kan betjenes via en iPhone eller en iPad. I begge lejligheder er valgt hvidbejdsede egeplanker på gulvene.

De to ejere, mor og datter, har fået mange reaktioner på deres valg af skifer som facadebeklædning.

»Det er et hus, der deler vandene. Nogle kan lide det, og andre bryder sig ikke det fjerneste om det. Oprindeligt var idéen at bygge et hus i betonskaller, for jeg er slet ikke til krummelurer og store, voldsomme udskæringer eller huse i gule sten. Eller murstenshuse i det hele taget. Jeg kan godt lide enkelheden, selv om det kan lyde selvmodsigende, for dette er jo alt andet end et anonymt hus. Jeg kan lide, at vores hus har et næsten industrielt udseende – at udtrykket er en slags ”brutal funktionalisme”. At det ligner noget, der kan stå imod vejr og vind,« siger Anne Kirstine Riemann.

Det har altid været Anne Kirstine Riemanns drøm at få et svømmebassin, der var varmt nok til, at man havde lyst til at bruge det – og langt nok til en ordentlig svømmetur. »Vand er en passion, der deles af hele familien, så vi svømmer ofte sammen, alle tre generationer,« siger Anne Kirstine Riemann. Det 31 grader varme bassin måler 3,5 gange 13 meter. Bassinet har lys i vandet, der kan skifte farve og en gejser i midten.
Møblerne i plast ved svømmebassinets kant er fra Kartell. Værket på væggen er et relief i kunstigt harpiks, lavet af kunstneren Mauro Perruchetti.

Den karakteristiske skifer fra den udvendige facade går delvist igen som vægbeklædning indenfor. Skiferen ses i det rummelige gangareal, der har store glaspartier og som forbinder de to lejligheder.

»Jeg synes, det giver oplevelsen af, at glasdørene kan løftes af, og så står huset der stadig. Det er gedigent i sit udtryk,« siger hun.

Ved at gentage den udvendige beklædning indenfor understreges det desuden, at man bevæger sig fra én bolig til en anden – også selv om turen tilbagelægges indendørs, beskyttet mod vejr og vind.

Badeværelsesmøblet med håndvask er fra Dansani, og de grå klinker fra Royal Mosa. Lænestolen, der ses i baggrunden, står i Anne Kirstine Riemanns soveværelse og er en Børge Mogensen-stol. »Den har stået på min fars kontor, da han stadig levede, så den er jeg sentimental omkring,« siger hun. Gulvtæppet er fra Egetæpper.

Begge lejligheder har rummelige køkken-alrum. Børneværelset til det ældste barn og Anne Kirstine Riemanns kontor ligger i det gangareal, der forbinder lejlighederne. Begge boliger har store glasdøre og udgang til den fælles terrasse. Glasdørene fylder en væg og kan åbnes som foldedøre og få en hel gavl til at forsvinde.

Under hele huset er kælder, der rummer en svømmehal med en konstant vandtemperatur på 31 grader. Desuden har kælderen fælles vaskerum, bryggers, legerum og et hobbyrum. Både mor og datter har valgt at indrette sig med hvide vægge, danske møbelklassikere og nyere udenlandsk design. F.eks. har de begge sofaer fra italienske Natuzzi.

Grønne og funktionelle løsninger

Trods indtrykket af ødsel luksus har ejerne tænkt miljøvenlige løsninger ind i byggeriet på lige fod med de funktionalistiske, der skal lette hverdagen og brugen af huset. F.eks. har huset ingen dørtrin, dørkarmene er brede og der er niveaufri udgange. Det gør det nemt at trille rundt med en barnevogn – og med en rullestol, hvis det engang skulle blive nødvendigt, for familien har bygget et hus, der skal kunne rumme alle aldre.

Birgit Riemanns soveværelse er enkelt og hyggeligt. En ældre Børge Mogensen-stol er gjort blød og lun med et lammeskind. Både stol og skind er fra Paustian. Vægtæppet er hjembragt fra en rejse i Peru. Sengetæppet på sengen fra Hästens er købt i Spanien. En Arne Jacobsen ”AJ lampe” sikrer læselyset.

»Vi er meget funktionsorienterede. F.eks. er vindueskarmene brede, enkle og nemme at holde. Og en hel del af vores ting er udstyret med hjul, så de er nemme at flytte rundt. Desuden smitter vi hinanden til at anskaffe os de samme ting. Det er ret praktisk, når vi har gæster – så kan vi supplere hinanden med både stole og tallerkner,« siger Anne Kirstine Riemann.

Som varmekilde ville familien egentlig have haft jordvarme, men haven var for lille til den løsning, fortæller Anne Kirstine Riemann.

»Vi har i stedet valgt naturgas, som er billigere og sundere for indeklimaet.«

Derudover er der lagt solfangere på hendes del af huset. Regnvandet samles desuden ind til genanvendelse – det bruges til toiletskyl.

Birgit Riemanns lejlighed har et stort glasparti i gavlen – det kan ved hjælp af foldedøre åbnes fuldstændigt. Det er Birgit Riemann, der tager sig af køkkenhaven. Den er rigt udstyret med højbede, der rummer alt fra bær til salater og rodfrugter. Faktisk kan alt, der gror i haven, spises. Højbedene hedder ”Grow Camp” og kan blive til drivhuse.

Anne Kirstine Riemann har efter sit eget udsagn ikke grønne fingre. Det har hendes mor til gengæld. Det har været hendes grundtanke, at alt i haven skal kunne spises – og det kan det. I bunden af haven er der lavet højbede med alt fra jordbær til rødbeder og kartofler. Børnene har desuden et klatrestativ i naturmaterialer, hvor der vokser grønne asparges omkring.

Familien har ganske enkelt bygget det hus, de planlægger at forblive i. Her er plads til, at børnene kan blive store, og både mor og datter kan blive ældre. Det er et hjem, der rækker langt ind i fremtiden.

Om at bo flere generationer sammen

  • »Vi spiser sammen ca. én eller to gange om ugen. Men vi holder os også for os selv. Vi har dog et eftermiddagsritual, hvor vi altid lige drikker en kop kaffe sammen. Min mor aflaster desuden med børnene, og det er en luksus. Hun er tæt på sine børnebørn – og vi er tæt på hende. Det knytter stærke bånd. Det har også den fordel, at vi kan være fælles om husdyr. Vi har f.eks. en delekat. Det gør det uproblematisk for én af os at rejse. Men det at bo på denne måde, kræver også, at vi respekterer hinanden og ikke blander os i alt indbyrdes. Vi har balancen i orden, og tænker på vores hjem som to lejligheder,« fortæller Anne Kirstine Riemann.
Villaen består af tre moduler – ét til hver bolig og et til gangarealet, der forbinder dem. Familien kalder det ”glasgangen”, som også rummer den ældste søns værelse, et arbejdsrum og et badeværelse. Skiferbeklædningen udefra går igen indenfor. På gulvet ligger fliser fra Royal Mosa i farven Terra Maastricht, der matcher skiferen på væggene. Briksen er en klassisk Poul Kjærholm, og vægbelysningen er Arne Jacobsens Eklipta-lamper.

Om selve huset

  • Familiens hus er bygget til flere generationer og alle aldre. Her er niveaufri udgange, brede døråbninger og ingen dørtrin.
  • Huset er opført som tre sammenhængende moduler. To moduler indeholder hver sin lejlighed på hhv. 115 og 150 kvm. Den ene del kan i princippet lejes ud. Det tredje modul er et gangareal på ca. 100 kvm, kaldet glasgangen.
  • Huset er delvist opvarmet af solvarme og opsamler og genanvender regnvand til toiletskyl. »Anne Kirstine Riemann har haft en finger med i ret mange ting under byggefasen, men skifer-facaden er arkitekt Mikkel Manuels idé,« fortæller Birgit Riemann.

Yndlingsting i vores hus

  • »Der er mange ting, vi er glade for i vores hjem, men én af de ting, vi virkelig sætter pris på, er de store glaspartier, og at man kan åbne en hel væg og være i niveau med haven. Det, at man næsten kan ophæve overgangen mellem ude og inde, er fantastisk,« siger Anne Kirstine Riemann.
  • »Og så er både min mor og jeg ret vilde med selve ”flow’et” i huset, og at man kan gå på besøg hos hinanden. Husets gange og lange linier gør, at vi bor sammen og alligevel hver for sig.«