Trylleri og snedige løsninger i bolig på 36 m2
Lejligheden er på bare 36 kvadratmeter. Men den er proppet med snedige løsninger, der tryller trang plads om til et funktionelt og luftigt hjem. Kig grundigt efter, og lad dig inspirere af de gode ideer.
Soveværelset er en indbygget, svævende hems kun adskilt visuelt fra køkkenet med en glasvæg. Det er ikke så meget for at kunne følge med i madlavningen, men for at få ledt lys fra køkkenvinduet ind i soveregionen.
Læser du med fra mobilen kan du se billeder her
Det nye køkken og det nydesignede soveværelse med integreret garderobe har hvidmalede vægge i stedet for afskallede tapeter for at understrege, at her er lejlighedens moderne del.
Når det bliver aften, skærmer et par rullegardiner af, så stue, soveværelse og køkken bliver tre helt adskilte afdelinger.
Du får ikke mere plads af at sukke efter den.
I stedet kan du gøre som den svenske arkitekt Karin Matz, der på fornem vis har formået at forvandle denne lejlighed på bare 36 kvadratmeter til en fuldt ud funktionel bolig, der synes af mere.
Da ejerne - et ungt par - overtog lejligheden, der ligger i Stockholm, i 2012, havde den fået lov til at forfalde i de 30 år. Den var blevet brugt til møbelopbevaring, og den var derfor i en sørgelig forfatning.
Ikke desto mindre fortalte det afskallede tapet også en historie, og de rå vægge gjorde muligheden for at starte fra bunden lettere.
For Karin Matz lød opgaven derfor ikke kun på at skabe kreative løsninger og udnytte enhver krog, så lejligheden blev beboelig for det yngre par. De ønskede en bolig, der var lys og luftig, hvor der var et walk-in closet, plads til moderne hvidevarer og et lækkert køkken og bad. Hun skulle også bibeholde det rå look, der var blevet skabt af flere års forfald.
LÆS OGSÅ: Kreativ indretning på kun 45 kvm
Løsningen blev en lejlighed, hvor lyse, funktionelle elementer går hånd i hånd med rå vægge og lofter.
Samtidig blev lejligheden delt op i to. En del med integreret køkken og soveværelse, en anden med stue, bad og entre som separate afdelinger og rum.
Køkken og soveværelsesdelen er den absolut mest kreative. De to rum, der er holdt i lyse farve og moderne stil, ligger side om side kun adskilt af en glasvæg og hylder, der på den ene side fungerer som køkkenplads og på den anden giver plads til sokker og uldne sweatre.
LÆS OGSÅ: Lille bolig med 25 meter til loftet
To lyse rullegardiner kan trække for, så stuen, der er holdt i det mere rå look, afskærmes fra sovepladsen og/eller køkkenet.
Samtidig er sengen hævet, så ønsket om et walk-in closet tilgodeses med rigeligt plads under den. En multifunktionel løsning, der både er smart og nødvendig i små lejligheder som denne.
Se 17 billeder fra boligen her
Fakta: Bolig HB6B - one home
Sted: Heleneborgsgatan i Stockholm, Sverige
Bolig: 36 kvm
Byggeår: 2014
Arkitekt: Karin Matz