Fortsæt til indhold
Bolig

Fru Grøn: Sådan slipper du af med dårlig lugt i vaskemaskinen

Mange oplever, at vaskemaskinen lugter dårligt, men der er en løsning. Få Bolius’ rengøringsekspert, Fru Grøns, opskrift på en lugtfri vaskemaskine.

Bolius

Hvis din vaskemaskine lugter, er det et tegn på, at der har ophobet sig kalk og smudsrester i maskinen, hvilket giver grobund for bakterier.

Det kan ikke nødvendigvis ses, da kalk og smuds kan sidde indvendigt på tromlen eller i revner og sprækker.

LÆS OGSÅ: Fru Grøn: Sådan undgår du brune striber i toilettet

Vaskemaskinen kan komme til at lugte, hvis du:

  • Altid vasker ved lave temperaturer
  • Ikke rengør vaskemaskinen
  • Lukker lågen efter vask, så fugten bliver i maskinen

Sådan fjerner du lugten i vaskemaskinen

Tag trevlesien ud, tøm den og rengør den med en tandbørste.

Rens sæbeskuffen for sæberester på både for- og bagside. På de fleste maskiner kan sæbeskuffen tages ud med et lille, fast ryk.

Skrub hullerne over sæbeskuffen (der, hvor vandet kommer ind) med en hård børste, så der ikke sætter sig kalk og bakterier.

Fjern kalk fra hullerne hvor vandet kommer ind i maskinen. Brug fx en kødnål til at skrabe kalken løs, hvis der er meget og/eller spray en blanding af 4 dele vand og 1 del eddikesyre 32 % på, og lad det virke natten over. Du kan også sætte en klud med eddikesyreblandingen på hullerne natten over.

Tør rude og plastkanter af med en fugtig mikrofiberklud, og vær særlig opmærksom på snavs i plastkanternes revner.

Kør en kogevask på 95 grader som afslutning på rengøringen, gerne med hvidt tøj og et hvidvaskemiddel.

LÆS OGSÅ: Fru Grøn: Så tit skal du skifte karklud

Hvis du har hårdt vand

Bor du i et område med hårdt vand (over 20dH) er det en god idé at tilsætte ekstra kalkopløser som fx Nahexametafosfat, som du kan købe i fx Matas og Silvan. Det vil fjerne en evt. kalkbelægning på indersiden af tromlen og gøre det hvide tøj endnu hvidere. Læs og følg brugsanvisningen på produktet.

Se her, om vandet er hårdt i din kommune

Sådan undgår du lugt i vaskemaskinen fremover:

  • Giv vaskemaskinen en hovedrengøring et par gange om året. Gør som beskrevet ovenfor.
  • Lad lågen stå på klem efter hver vask, så maskinen tørrer inden i. Det hæmmer bakterievækst.
  • Doser vaskemidlet efter pakkens anvisning. For lidt vaskemiddel kan også være medvirkende til dårlig lugt.

LÆS OGSÅ: Fru Grøn: Sengetøj skal ikke vaskes for tit