Fortsæt til indhold
Bolig

Noahs ark ved Limfjorden

Det arkitekttegnede sommerhus ligger i første parket til Limfjorden. På godt og ondt. Men mest godt, for det store renoveringsarbejde og de mange oversvømmelser er det hele værd, når Alice og Henning Gjellerod læner sig tilbage og nyder panoramaudsigten over fjorden i sommerhuset, de har givet det kærlige kælenavn Noahs Ark.

Nana Elving Hansen

For ti år siden var Alice og Henning Gjellerod på udkig efter et sommerhus. Et, der lå tæt på deres hjem i Holstebro, så de nemt kunne komme frem og tilbage, men mindst lige så vigtigt: Ét, der lå ved vandet. Valget faldt på et lille, lyseblåt arkitekttegnet træhus fra 1970'erne på Thyholm lige ned til Limfjorden.

Køkkenet er holdt hvidt, og der er blevet flyttet en væg, så der er åbent ind mod stuen.

»Det var anderledes end de andre huse, vi havde kigget på. Stedet emmede af sjæl og gode muligheder. Der var højt til loftet både i overført og konkret betydning, for loftet til kip gav en stor rummelighed, der fik relativt få kvadratmeter til at føles som flere. Jeg kan huske, der var en klar forårshimmel den dag og rigtig godt brus på ude i fjorden – og så var vi simpelthen bare solgte,« fortæller Alice Gjellerod.

70'erne hang stadig ved inden i huset, men det gjorde ikke noget, at det var »en rigtig cigarkasse,« som Alice Gjellerod siger, for så var der mulighed for, at parret kunne sætte deres helt eget præg på det.

Fjorden, lyset og oversvømmelsen

Parrets absolutte favoritting ved huset er naboen. Den store, indimellem humørsyge skønhed ved navn Limfjorden, som skvulper ind mod land ganske få meter fra den overdækkede terrasse.

»Vesterhavet er vældig fascinerende, men her ved fjorden har du også en baggrund – der er jo land på den anden side. Og der er bare de her helt fantastiske lys- og sceneskift. F.eks. når tågen letter, og der pludselig åbner sig et helt landskab foran dig,« siger Alice Gjellerod og fortsætter:

»Når man kommer herop, falder skuldrene ned. Det er som at sidde midt i naturen, selv om der er et hus udenom én.«

Men lige så fantastisk, som det er, måtte de også hurtigt sande, at den skønne nabo ikke altid var lige nem at bo ved siden af.

»Vi nåede at være heroppe i to weekender, og så kom stormen,« siger Alice Gjellerod.

»Jeg husker den præcise dato,« indskyder hendes mand, Henning Gjellerod:

»Det var den ottende januar 2005. Der stod 15 cm vand over alt i huset. Det lignede, der var et lerdige, der havde brudt ind i huset.«

Også fra spisepladsen sikrer de store vinduer panoramaudsigt over fjorden. Spisebordet stod i huset, da Alice og Henning Gjellerod overtog det.

Der havde været storm, og det, parret ikke havde været klar over, var, at deres nye sommerhus lå i et udsat vådområde tæt på Nissum Bredning. Når diget bliver belejret af storm eller højvande i flere dage, bliver det slet og ret udraderet, og fjorden vælter ind. Den når helt op til hovedvejen til Thisted.

Pladsen er udnyttet godt i huset, hvor der er syv sovepladser i alt. I vinduet på det ene værelse står et skilt med husets kælenavn "Noahs Ark".

»Det var skrækkeligt. Der var gamle sisaltæpper over det hele, som vi måtte have af for at få luft til gulvet. Så jeg kravlede rundt på knæ og rykkede dem af stykke for stykke,« husker Alice Gjellerod og fortæller også, at ydervæggene måtte skiftes, isolering under huset lige så, og at vinduerne rådnede.

Da huset fik et løft

Selv om det var en skrækkelig oplevelse at få huset invaderet af fjorden, skete det alligevel på et godt tidspunkt. Alice og Henning Gjellerod skulle nemlig alligevel renovere det, men havde før stormen endnu ikke nået at finde ud af, hvordan de skulle få deres sjæl ind. Så nu startede de med et rent lærred så at sige. De fik et par af de små vinduer, der alligevel var rådnet, lavet om til gulv til loft-vinduer, som åbnede op til en 180 graders udsigt til fjorden. Samtidig rev de flere vægge ned, så der bl.a. blev åbnet til køkkenet og skabt mere lys og rum i huset. Ligeledes blev der lagt nye, lyse trægulve og malet hvidt over det hele. Endelig fik de også installeret solceller på taget, så de i dag er selvforsynende med strøm.

Men udover renoveringen, der hev huset ind i det nye århundrede, tog Alice og Henning Gjellerod også et drastisk skridt for at fjordsikre deres fritidsbolig. De fik nemlig hævet hele huset 40 cm ved at forlænge de piller, det i forvejen stod på.

Fra alle rum er der kig ud til vandet, også på tværs af huset, takket være en væg, der er blevet flyttet.

»Hvis vi ikke havde gjort det, var det samme sket ved Bodil (den voldsomme storm, der ramte Danmark i december sidste år, red.). Men der skete ingen skade, ligesom der heller ikke var problemer ved nogle af de andre storme,« siger Henning Gjellerod og fortsætter:

Det har kostet arbejde, men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at det var for besværligt.
Henning Gjellerod

»Det har kostet arbejde, men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at det var for besværligt. Når man sidder heroppe på terrassen og nyder udsigten, så falder alt det der væk. Så glemmer man hurtigt de trælse tider og bøvlet med rengøring udendørs, efter der har været vand, og de træer, der visner osv.«

Arkitekten bag modulerne

At huset lå i et udsat vådområde var ikke det eneste Alice og Henning Gjellerod ikke vidste, da de købte det. Selv om de nok vidste, at det var arkitekttegnet, anede de ikke, at manden bag stregerne var den lokale Ringkøbing-arkitekt Flemming Bay Jørgensen. Han havde i 1974 tegnet det modulopbyggede træhus for Kalmar Huse, som dengang vandt Bo Bedre-prisen for årets sommerhus.

»Vi kan godt se, at han har tænkt sig om, da han tegnede det. Indretningen er virkelig funktionel, og det kan huse meget og mange på få kvm.«

Der er ikke spildt en centimeter, og som i mange sommerhuse er der også en hems, hvor man kan stå oprejst i den ene halvdel. Her står et lille arbejdsbord, hvor man kan sidde og kigge udover vandet.

»Det er den mest komfortable arbejdsplads. Der er nemlig tænkemæssig ro,« siger Alice Gjellerod.

Der er dog ikke internetforbindelse i sommerhuset, så der er masser af plads til at trække stikket. Endnu, som Henning Gjellerod indskyder. For de unge vil jo helst have internet, så det kan være, stikket bliver sat i denne sommer.

I sin oprindlige form var huset bare 69 kvm. Siden er en udestue inddraget til et værelse, så det i dag er cirka 80 kvm. Også farven på huset er ændret fra den oprindelige sorte og røde.

»Huset havde den blå farve, det har nu, da vi købte det. Vi har tænkt på at male det sort og hvidt som alle andre – men vi må absolut ikke lave om på den farve for børnene,« siger Alice Gjellerod.

Hun og Henning Gjellerod har tilsammen fire børn og en lille flok på i alt seks børnebørn, som ofte kommer derop. Hvis de alle skal være der samtidig, vil det dog kræve, at nogle overnatter i telt. Derfor er parret ved at bygge et anneks, så der er plads til lidt flere.

De har haft huset i ti år, fjordsikret det og ført det ind i det nye årtusinde på både indretnings- og teknikfronten. Og de bliver ved med at nusse omkring det og nyde naboen. På godt og ondt.

»Det er et gammelt hus, som skal males og holdes ved lige. Men fjorden er så fantastisk. Bare mens vi har talt sammen, har vandet skiftet farve fra mørkegråt til blank sølvfarvet. Naturen kommer jo ind to veje – når du kigger ud ad vinduet, og når der kommer en storm.«

Hvis du læser med fra mobilen, så se flere billeder her.

Huset ligger i læ for vestenvinden, så der er ofte dejlig varmt på den overdækkede terrasse.»I år kunne vi sidde ude med 15 grader og fuld sol allerede i slutningen af februar. Det er nok rekorden. Men vi bruger den ofte helt frem til november,« siger Henning Gjellerod.
Ved skuret har Alice og Henning Gjellerod fået installeret en udendørsbruser, som de bruger hele året - også til det daglige bad. De første år havde de kun koldt vand, men nu har de fået varmt vand også.
Huset havde den lyseblå farve, da Alice og Henning Gjellerod overtog det - og det bliver der ikke lavet om på.
Der er smarte pladsbesparende løsninger flere steder i huset. Ved indgangen til det ene soveværelse er en skydedør eksempelvis sat ind.
De hvide vægge og lofter gør, at husets rum syner større. Stuen med direkte udsyn fjorden er et af parrets favoritrum, hvor de ofte sætter sig i sofaen og nyder udsigten. Møblerne er købt til huset og fundet hist og pist – bl.a. i en lille butik inde i Struer ved navn Dukkehuset og fra dødsboer.