Kampen mellem originalerne og kopierne
Replikamøbler – eller kopierede originaler – er udskældt af danske møbelproducenter, mens den engelske kopiproducent Voga vil sælge design til billige penge. Men hvad er op og ned i snakken om replikamøbler?
Man siger, at efterligning er den ærligste form for smiger. En lang række danske møbelproducenter vil sikkert være stærkt uenige i den betragtning. For producenterne af de danske designklassikere som Hans J. Wegners Y-stol eller Arne Jacobsens lænestol Ægget bliver udfordret af blandt andet engelske virksomheder, som sælger designet til billigere penge. Arne Jacobsens Ægget koster eksempelvis 36.078 kr. hos møbelproducenten Fritz Hansen, men en replika af stolen koster omkring 5.000 kr. hos den engelske virksomhed Voga, som fremstiller kopierede originaler. En forskel, der kan mærkes på pengepungen.
Hos brancheforeningen Træ- og Møbelindustrien er man dog ikke tilfreds med udbredelsen af replikamøbler.
»For producenterne betyder de kopierede originaler tabte forretningsmuligheder. Derudover vil værdien af det originale forsvinde, hvis markedet bliver oversvømmet af kopiprodukter,« siger Flemming Larsen, der er branchedirektør i brancheforeningen Træ- og Møbelindustri.
Hos Voga er holdningen dog en anden. Her har man i fem år produceret replikamøbler blandt andet af de danske designklassikere. Og missionen fra Vogas side er klar – firmaet vil være det største af sin slags inden for replikamøbler og lave design, der ligner de originale rollemodeller.
»Jeg kan kun svare for Voga, hvor vi sigter efter at producere møbler, der er identiske med det originale design. Det betyder, at du ikke kan skelne mellem det originale design og vores replikamøbel,« siger direktør hos Voga, Chris Diemer.
Engelsk smuthul
Et godt spørgsmål er, om det ikke er ulovligt at efterligne Arne Jacobsens oprindelige design? Nej, faktisk ikke – i hvert fald ikke helt endnu. I England har producenterne af kopierede originaler nemlig opereret efter engelsk lov. Og den siger, at ophavsrettigheder til et design gælder indtil 25 år efter designerens død, mens perioden i Danmark hele tiden har været på 70 år. Det betyder, at man som forbruger har kunnet købe et replikamøbel lovligt fra engelske hjemmesider som Voga. Hos Voga undrer man sig over, at designikoner skal være under beskyttelse af ophavsrettighederne i hele syv årtier i mange europæiske lande.
»70 år er overdrevent lang tid for ophavsrettigheder. Og det er ikke til gavn for massen. Sammenlignet med eksempelvis medicinalindustrien er ophavsrettighederne for møbler meget lange,« siger Chris Diemer.
Mens de engelske kopi-producenter mener, at 70 år er lang tids karantæne for designrettighederne, mener Flemming Larsen noget andet.
»Det gælder alle typer af beskyttelse af patenter, at der er rettigheder knyttet til dem. Det centrale er derfor, at rettighederne til designet tilhører producenter af de originale møbler,« siger branchedirektøren.
Svingende kvalitet
Et varmt emne i kampen mellem kopisterne og producenterne af det originale design er desuden kvaliteten. For netop en svingende kvalitet kan ifølge Flemming Larsen være én af faldgruberne for de forbrugere, der gerne vil investere i replikamøbler.
»For forbrugeren er der den ulempe, at en kopi af et møbel har en anden værdi for brugeren. Brandet er ikke det samme, når der er tale om en kopi. Det er heller ikke givet, at kvaliteten svarer til det, man kan forvente af det originale design,« siger Flemming Larsen.
Mens producenter af de originale møbler langer ud efter kvaliteten af replikamøbler, fastholder Chris Diemer, at man hos Voga også kopierer den gode kvalitet, som originalerne bryster sig af. Den altoverskyggende kløft mellem replikamøbler og de kopierede originaler kan ifølge den engelske direktør opsummeres til en enkelt ting: Prisen.
»Forskellen er prisen. For mange af designerne har det aldrig været intentionen, at deres møbler skulle sælges til de høje priser, vi ser i dag. Vi forsøger at lave værdifulde møbler, som er tilgængelig for massen. For at sætte det i en kontekst ønskede Arne Jacobsen ikke, at den berømte syverstol skulle koste mere end 50 kr., og Børge Mogensen producerede FDB-møbler, som var ment til at være tilgængelige for alle,« siger Chris Diemer.
Ny lov sender kopierede originaler i gulvet
Selv om man endnu kan købe de kopierede originaler på lovlig vis, gør en ny engelsk lov fremtiden usikker for branchen af producerede møbelkopier. Sidste år bestemte man ved domstolen i England nemlig, at landets ophavsret til designermøbler skal synkroniseres med resten af de europæiske lande. Og det betyder, at udsigten til at kunne erhverve sig en kopi af Ægget til 5.000 kr. ser temmelig skidt ud. Det er direktør Flemming Larsen godt tilfreds med.
»Det har i mange år været en udfordring for møbelproducenterne med rettigheder til designet, at der er forskellighed i lovgivning i EU-landene. Det er efter vores opfattelse helt galt. Nu ligger der en EU-dom, som vil betyde, at Storbritannien skal følge de normale beskyttelsesregler. Det, regner vi med, vil sætte en stopper for de kopierede originaler,« siger han.
En af dem, der længe har været ude efter producenter af de kopierede originaler, er advokat i ophavsrettigheder, Peter Schønning. For ifølge advokaten har det aldrig været i orden at sælge kopierede møbler via den engelske kanal, når ophavsrettighederne i Danmark beskytter møblerne i en længere periode. Mens den nye lov er vedtaget, gør en overgangsfase det imidlertid lovligt at sælge kopierede originaler et stykke tid endnu. Det betyder, at forbrugere må holde øjne og ører åbne for at finde ud af, hvornår overgangsfasen slutter. Når fasen er forbi, er de kopierede originaler nemlig helt forbudte.
»Som forbruger skal man vide, at det er et potentielt ulovligt produkt, man er i gang med at købe. For netop nu kører der en sag i Sø- og Handelsretten, hvor producenter af de originale møbelproducenter kører sag mod kopisterne. Sagen bliver afgjort i maj og kan betyde, at det bliver ulovligt at sælge kopimøbler,« siger Peter Schønning.
Hvor lang tid overgangsfasen vil vare, er endnu uvist. Hos Træ- og Møbelindustrien krydser man fingre for, at fasen bliver så kort som overhovedet muligt.
»Vi håber, at overgangsperioden ikke bliver for lang, og producenterne vil forsøge at appellere til de engelske myndigheder, så de ikke trækker dommen i langdrag. Vi har det sådan, at dommen skal sættes i værk hurtigst muligt. Hellere i går end i morgen,« siger Flemming Larsen.
Modsat forholder det sig hos Voga, hvor man fortsat vil sælge de lovlige kopierede originaler, så længe overgangsfasen tillader det. Derefter vil virksomheden sammen med et hold af advokater i ophavsret forsøge at finde nye muligheder for at sælge design til masserne. Og Chris Diemer er skuffet over den nye lov, som ifølge direktøren går ud over de mange mennesker, som gerne vil have designervarer til spotpris i stuen.
»Vi mener, at vi leverer en værdifuld service. Vi producerer designklassikere, som mange af os gerne vil eje, men som få har råd til på grund af prisen. Når det kommer til de originale møbler, er der næsten tale om et tilfælde “omvendt Robin Hood”, hvor det gode design gives til de rige. Vi vil gerne gøre det gode design tilgængeligt for massen for en langt mindre pris. Så vores intentioner er gode,« siger Chris Diemer.
Trods gode intentioner må man ifølge direktøren Træ- og Møbelindustrien holde fast i, at rettigheder er rettigheder på tværs af landegrænser.
»Det afgørende er, at der ikke sker en krænkelse af rettighederne. Det er en god ting at få spredt det gode design, men ikke på bekostning af virksomhederne,« siger Flemming Larsen.