Mysteriet om muslingen
En ukendt stol, en fiktiv arkitekt og en gåde, der skulle løses. Designdetektiverne kom på arbejde, da de skulle finde personen bag Muslingestolen. Men nu er mysteriet løst: Den danske arkitekt Philip Arctander tegnede den.
Den er netop blevet solgt på auktion for 150.000 kroner. Men indtil for bare et par år siden vidste ingen, hvem der stod bag Muslingestolen. Den blev derfor solgt på auktion for en beskeden sum af 1.500 kroner med mærkatet 'ukendt oprindelse'. Og der skulle et mindre detektivarbejde til, inden man for nylig fandt ud af, at den blev tegnet af den nu afdøde danske arkitekt Philip Arctander.
Jeg undrede mig jo også lidt over, at stolen florerede så meget i Danmark, hvis det var en norsk arkitekt, der stod bag.Peter Kjeldgård, Auktionshuset Bruun Rasmussen
»Vi har solgt den i mange år, og den dukkede op af og til. Men det interessante er, at den er gået fra at være en formmæssigt skæg stol til pludselig at være en stol, der er penge værd,« siger Peter Kjeldgård fra auktionshuset Bruun Rasmussen og fortæller, at der ligger mange timers arbejde bag opklaringen.
Fiktiv arkitekt
Det var Peter Kjeldgård, der ledte efterforskningen af, hvem der mon stod bag stolen med de buttede og organiske former.
»Vi kunne ikke finde nogen liste eller oversigt over stolen, og jeg begyndte derfor at pløje mig gennem et utal af gamle kunsttidsskrifter for at finde noget, der refererede til stolen.«
Det var ganske svært at finde information om stolen, lige indtil vores norske naboer kom på banen. På det norske nationalmuseums hjemmeside kunne man nemlig læse, at stolen var formgivet af nordmanden Martin Olsen i 1950'erne. Senere viste det sig dog, at denne Hr. Olsen slet ikke fandtes, men at navnet stammer fra en møbelforretning i en forstad til Oslo, som på et tidspunkt havde forhandlet stolen, fortæller Peter Kjeldgård.
»Jeg undrede mig jo også lidt over, at stolen florerede så meget i Danmark, hvis det var en norsk arkitekt, der stod bag.«
Efter lang tids søgen fandt Peter Kjeldgård frem til, at stolen var lavet til en møbelkonkurrence i forbindelse med åbningen af møbelforretningen NY FORM A/S i København. Herefter tog han kontakt til Philip Arctanders barnebarn Anne Sofie Arctander.
»Jeg kendte ikke til Muslingestolen, men da min mor og jeg så den, var vi enige om, at den sagtens kunne være min morfars værk. Rent stilmæssigt minder den meget om de møbler, han ellers har lavet, og som jeg har derhjemme,« siger Anne Sofie Archander, der først og fremmest blev stolt over at blive kontaktet angående morfarens bedrifter.
»Jeg har altid beundret min morfar meget. Han viede sit liv til at redde verden, var med i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig og arbejde senere i FN. Derfor synes jeg måske også, det er lidt paradoksalt, at hans stol nu bliver solgt for så mange penge – for det var egentlig slet ikke i hans ånd at tjene penge,« siger hun med et grin.
Af nød
Det var formegentlig af nød, at Philip Arctander lavede Muslingestolen. På grund af den knappe bebyggelse under 2. Verdenskrig kastede flere danske arkitekter sig nemlig ud i møbelkunsten, selv om det ikke var deres speciale.
Peter Kjeldgård anerkender, at et arkitektnavn har stor indflydelse på prisen på et møbel, men at den store efterspørgsel efter Muslingestolen i udlandet hovedsagligt skyldes stolens moderne formgivning. Og det er ikke usandsynligt, at vi kommer til at se mere til Muslingestolen i fremtiden. Arkitektens barnebarn er nemlig blevet kontaktet af møbelproducenter, som gerne vil reproducere stolen.