Fortsæt til indhold
Bolig

Brug din sø som varmekilde

Hvis dit hus ligger tæt på en sø, er det en god idé at få installeret et søvarmeanlæg, der kan varme dit hus op. Metoden er forholdsvis ubrugt i Danmark, men den fungerer på samme måde som jordvarme. Og så er den populær hos vores norske og svenske naboer. Selv hos den svenske kongefamilie.

Lea Ryberg Kruse

I Danmark har man i stigende grad fået øjnene op for jordvarme, hvor man bruger varmen fra jorden til at varme sit hus op. Ved at grave nogle slanger fyldt med frostvæske ned i jorden, kan man samle den varme, som solen har lagret, op.

På helt samme måde kan man også bruge en sø, og installere et søvarmeanlæg. Men selvom det, ligesom jordvarme, er miljørigtigt og producerer vedvarende energi, er det kun få i Danmark, der har kastet sig ud i det.

Forudsætningen er dog også, at man bor tæt på en sø, og helst ikke over 100 meter væk. Og det er der ikke nær så mange danskere, der gør, som i Norge og Sverige.

Dér er det til gengæld populært, og selv den svenske kongefamilie bruger søvarme til at varme flere af deres slotte op.

Et omvendt køleskab

Men hvis dit hus er rigtigt placeret, er der mange gode grunde til at give sig i kast med projektet. Man lægger en lang slange fra huset ned på bunden af søen, og så vil søvandet afgive varme til det kolde vand i slangen.

Den varme kan via en varmeepumpe og en kompresser i huset blive udnyttet til opvarmning. I modsætning til jordvarme hvor hele grunden skal graves op, kræver søvarme kun et enkelt og simpelt indgreb i jorden, hvor man graver en grøft fra vandet og op til huset.

Så hvis man har en lille sø med fisk, skal man være opmærksom på, om fiskene kan tåle, at vandet bliver noget koldere
Palle Petersen, Plovtec ApS

»Det fungerer lige som et omvendt køleskab, som afgiver varme for at kunne lave kulde. Varmpepumpen afgiver kulde for at kunne lave varme,« siger Palle Pedersen, der er partner i Plovtec Aps, som blandt andet arbejder med nedgravning af både sø- og jordvarme.

»Det smarte ved søvarme, i forhold til jordvarme, er, at der er fugt omkring slangerne hele tiden. Ved jordvarme kan der blive tørt, men jo fugtigere der er omkring slangerne, des mere varmeledende er de,« fortæller Palle Pedersen og understreger, at man skal være opmærksom på, om søen er tilstrækkelig dyb, før man vælger at installere søvarme: »Søen skal være minimum halvanden meter dyb, så man er sikret, at den ikke fryser til.«

Hvad koster søvarme?

Det koster nogenlunde det samme at få installeret søvarme som jordvarme. Afhængigt af areal, skal man regne med mellem 100.000 og 200.000 kroner.

»Hvis vi taler om et almindeligt hus, koster det omkring vi 110.000 kroner inklusive pumpe, montering og slanger,« siger Palle Pedersen.

Herefter koster søvarme blot den strøm, der skal til for at drive varmepumpen, og det er omtrent halv så billigt som ved et oliefyr og gas. Investeringen er tjent ind på omkring 8-10 år, afhængigt af hvor omkostningstung installeringen har været, og hvad ens varmeforbrug normalt ligger på.

Når man graver slangerne ned i søen, skal man være opmærksom på, at de kan medføre et mindre temperaturfald i vandet, fordi de er fyldt med frostvæske.

»Så hvis man har en lille sø med fisk, skal man være opmærksom på, om fiskene kan tåle, at vandet bliver noget koldere,« siger Palle Pedersen.

Og skulle uheldet være ude, og der går hul på slangen, undgår man bedst at skade naturen, hvis slangerne er fyldt med sprit i stedet for glykol.

»Man kan bruge glykol. Det er det samme, vi bruger til vores biler, men det er skadeligt for grundvandet. Sprit er mindre farligt, fordi det fordamper,« siger Palle Pedersen.

Hvis man skal have installeret søvarme, skal man godkendes af kommunen. I nogle tilfælde kan man blive afvist, hvis der for eksempel er fare for, at anlægget kan skade naturen omkring.