Kobbermøllen

Sidst i 1800-tallet blev en stor eksport opbygget til Asien af plader og skibsudstyr af messinglegeringen yellowmetal.

1914-18 var op mod 350 mand beskæftiget ved kobbermøllen.

Boligerne

Produktionen ophørte i 1962, men de gamle Nyboderagtige arbejderboliger er delvis bevarede og smukt restaureret.

Arbejderboligerne i Krusaa Kobbermølle er opført af de små flade teglsten, der i midten af 1700-tallet fik betegnelsen Flensborgsten og repræsenterer det dominerende byggemateriale i hovedstadens bygninger fra 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Det særlige ved Krusaa Kobbermølle er, at der tilsyneladende indgår Flensborgsten i den ældste bygning fra før 1700.

Arbejderboligerne repræsenterer den ældste bevarede del af bygningsmassen i Krusaa Kobbermølle. Fabrikskolonien rummede fra 1682 til 1962 en lang række bygninger til boligformål og til produktion. Mange er forsvundet, men har påvirket placeringen og udformningen af de bevarede bygninger.

Det bevarede arbejderboligkompleks i Krusaa Kobbermølle omfatter ni sammenbyggede og tre fritliggende bygninger. Hver bygning og hver bolig har sin egen bygningshistorie.

Bevaring

Med fabrikkens lukning i 1962 brød grundlaget for fabrikskolonien Krusaa Kobbermølle pludseligt sammen. Efter krisen i 1956 var arbejdsstyrken på fabrikken steget støt, og umiddelbart inden lukningen var ordrebeholdningen endda større end nogensinde. På den baggrund kom sammenbruddet helt bag på beboerne.

Cirka 90 procent af bygningerne og grunden i Krusaa Kobbermølle var endnu på dette tidspunkt i fabrikkens eje, deriblandt cirka 100 boliger. Lukningen af fabrikken indebar, at al fast ejendom måtte bortsælges for at indfri kreditorerne.

Et socialt boligselskab henvendte sig med planer om at nedrive det gamle arbejderkvarter og bygge nyt. Men det blev i stedet lederen af den danske skole på stedet, Bodo Daetz og hustruen Gisela, der i 1963 købte det gamle arbejderkvarter og dermed i første omgang afværgede, at boliger og bygninger gik tabt.

Baggrunden for købet var, at mange af eleverne på den danske Kobbermølleskole og andre dansksindede familier netop boede i de gamle arbejderboliger. Fabrikkens lukning viste sig med andre ord at være en pludselig og alvorlig trussel mod skolens fortsatte eksistens og mod det danske arbejde på stedet. Hertil kom, at de gamle bygninger vidnede om tiden under danske konger og på den måde fungerede som et synligt minde om Krusaa Kobbermølles nære tilknytning til kongeriget før 1864.

Ved overtagelsen i 1963 omfattede arbejderboligkomplekset i alt 14 huse med 38 lejligheder, et malerværksted, en brugsforeningsbutik og en del havejord. Der boede i alt 154 personer i husene eller næsten lige så mange som i 1833. Købet blev finansieret ved optagelse af lån hos panthaveren, et realkreditinstitut i offentlig eje.

Mens fabrikkens tidligere bogholder tilbød at ordne huslejeopkrævningen, påtog Bodo og Gisela Daetz sig alle øvrige administrative opgaver såsom udlejning, vedligeholdelse, forhandling med myndighederne, viceværtfunktioner m.v. En af de første udfordringer var forsikringsforholdene. Det lykkedes imidlertid at tegne en brand-, stormskade- og bygningansvarsforsikring, og der var dermed skabt et rimeligt sikkert grundlag for den side af bygningernes fremtid.

Midt i 1980'erne modnedes tanken om at fortsætte der, hvor man slap i 1963, nemlig at få bygningerne fredet og at fremskaffe midler til en omfattende restaurering af arbejderboligerne. Bygningerne var hidtil blevet holdt i live, mens det nu var bevaringen på lang sigt, det måtte gælde.

I 1990 var de første 12 boliger istandsat - i dag er 18 ud af de 34 boliger, som bebyggelsen består af, helt færdige.

Kilder: Jens-Peter Hansen - "Kobbermøllen ved Krusaa" - Den Store Danske Encyklopædi og Bodo Daetz.