Fortsæt til indhold
Bolig

10 gode råd til husbyggere

Undgå, at nybyggeriet udvikler sig til et mareridt. NCC har udarbejdet 10 råd, som kan hjælpe kommende boligbyggere mod de værste faldgruber.

For mange er det at planlægge og bygge nyt hus en drøm, der bliver virkelig. Men for nogle bliver drømmen også et mareridt, når det viser sig, at huset ikke lever op til forventningerne; er fuld af fejl og mangler; bliver forsinket i månedsvis; eller er langt dyrere end oprindelig planlagt.

NCC, der også bygger typehuse for private bygherrer, har udarbejdet ti gode råd til kommende bygherrer. Og det er råd, der gælder alle, som vil bygge nyt hus - uanset hvilke håndværksmestre eller byggefirmaer, de vælger til at bygge for sig.

Det er NCCs råd nr. 3, vi her vælger at nævne allerførst - for det er ifølge vores egen erfaring det allervigtigste og bedste af alle rådene:

Uafhængig rådgivning

3. Få professionel rådgivning. I bygger måske hus for første gang. Sørg for at få rådgivning af nogen, der virkelig ved hvad de taler om. En god ven som er håndværker er altid rar at have, men hans eller hendes erfaring rækker ikke altid udover eget fag. Supplér venneråd med uvildig rådgivning.

Redaktionen kan supplere rådet med nogle praktiske oplysninger: De fleste rådgivende byggeingeniører, som bl.a. er godkendt til at foretage tilstandsrapporter, påtager sig også at være kontrollant eller ligefrem projektledere på private byggerier. Det vil sige, at de skubber sig selv ind som et led imellem den private bygherre (der som regel ingen erfaring har med byggeopgaver) og byggefirmaet og sikrer, at alting udføres håndværksmæssigt rigtigt og uden byggefejl og lignende.

Det koster typisk et par procent af byggesummen at få sådan en professionel ingeniør til at kontrollere byggeprocessen.

NCCs råd til nybyggere er i øvrigt:

Vælg med hjertet

1. Vælg form, arkitektur, rum og særligt beliggenhed med hjertet. Brug fornuften til at stille spørgsmålene, og mærk svarene med hjertet, når det gælder kvarteret og husets udtryk, rammer og former.

Tænk langsigtet

2. Husk samtidig at tænke langsigtet. Tænk på, hvordan familiens liv ændrer sig – børnene bliver store og får nye behov. En dag flytter de hjemmefra. I bliver selv ældre. Tænk mindst 20 år frem i tiden. Det er svært, men gør forsøget – du kan få meget godt at vide af den fremtid, du forestiller dig.

Vælg erfaring

4. Når I vælger byggefirma, er erfaring afgørende. Vælg et firma, der kan dokumentere, at det har styr på byggeprocessen. Måske er virksomheden ISO-certificeret, måske har den en særlig byggemetode, måske har den stribevis af gode referencer. Forlang garanti for afleveringsdatoen.

Check firmaet

5. Undersøg firmaet grundigt. Spørg din bank til råds om byggefirmaet. Gå på internettet og læs om andres erfaringer. Kig fx på Bolias websider, hvor der er et godt forum for nybyggere. Tag stikprøver at firmaets referencer.

Forlang prisgaranti

6. Forlang økonomiske garantier. Vent med at betale indtil huset er færdigt. Få fastprisgaranti. Sørg for at byggefirmaets garantier rækker udover den lovpligtige byggeskadeforsikring.

Husk forbruget

7. Tænk på din totale økonomi. Opførelsespris er sjældent afgørende. Se i stedet på den samlede driftsøkonomi. Vand, varme, lys og vedligeholdelse er dyrt, hvis huset er bygget dårligt. Pris og kvalitet følges ofte ad.

Husk etikken

8. Undersøg nu om dine og byggefirmaets værdier stemmer overens. Opføres huset på en måde, så bygningsarbejderne ikke kommer til skade? Er der sikkerhed for, at materialerne er fremstillet uden børnearbejde? Hvad gør vi, hvis vi bliver uenige om noget?

CO2-udslippet

9. Undersøg husets CO2-udslip. Få foretaget beregninger af husets energiforbrug og CO2-udslip. Husk, at byggefirmaet bagefter skal dokumentere, at bygningen i praksis bruger meget lidt energi. Der findes også Svanemærkede huse, hvor du er helt sikker på, at materialer og bygningsarbejdet belaster miljøet mindst muligt.

(Her kan redaktionen tilføje: Tænk evt. på vedvarende energiløsninger).

Vælg selv materialer

10. Hvis I bygger et typehus, så tjek, at I kan få de materialer, I selv ønsker. Det kan være gulve, bordplader, maling, tapet, hvidevarer, armaturer, kontakter og varmesystem. Husk også at bede om en samlet drifts- og vedligeholdelsesmappe, som fortæller hvad du selv skal gøre, når huset er færdigt.