Fortsæt til indhold
Bolig

Kan det betale sig at bygge et lavenergihus?

Vi skal bygge nyt hus. I det område, hvor vi skal bygge, er der naturgas. Jeg er i tvivl om, hvorvidt vi skal bygge et lavenergi hus for at slippe for at blive tilsluttet naturgas.

Vi vil gerne have jordvarme. Hvor meget kan vi spare ved ikke at blive tilsluttet naturgas? Der er jo ikke en årlig afgift som ved fjernvarme. Stikledning fra forsyningsselskabet koster ca. 12.000, men nedgravning af forsyningsledning til området er jo dækket af kommunen og fordelt ud under grundpriserne, kan vi modregne det?

De byggefirmaer, vi forhandler med, siger, at det koster omkring 70.000 kr. at opgradere huset til lavenergi klasse 2. Det er prisen for mere isolering i gulv og hulmur. Hvordan kan de vide, hvad det koster, når de ikke ved, hvor mange vinduer der vender mod nord, og hvilket ventilationsanlæg der skal installeres?

Er det ikke muligt at lave et lavenergi hus klasse 2 med et godt ventilationsanlæg og jordvarme uden at isolere ekstra? Vi vil gerne have brændeovn, vil den påvirke energiberegningen, når vi kun vil bruge den af og til?

Med venlig hilsen

Kristian

Svar:

Hej Kristian

Et lavenergihus skal bruge ca. 25% mindre energi end et almindeligt hus. Men du bestemmer selv, hvordan dette lavere energiforbrug opnås – blot du overholder en række mindstekrav for de enkelte dele.

Energitjenesten har tidligere beskrevet én metode til at bygge hhv. standardhus og lavenergihus klasse 2:

Standardhus

Isolering:

Gulv 300 mm

Vægge let konstruktion: 250 mm

Hulmur tung konstruktion: 190 mm

Loft/tag: 400 mm

Vinduer og døre: u-værdi 1,5

Max 22 m2 vinduer pr 100 m2 boligareal

Opvarmning: Fjernvarme, gas eller Kondenserende oliefyr

Ventilation:

Naturlig eller varmegenvinding

Andet:

Tagudhæng skygger for solen mod syd.

Lavenergi klasse 2

Isolering:

Gulv 350 mm

Vægge let konstruktion: 300 mm

Hulmur tung konstruktion: 250 mm

Loft/tag: 400

Vinduer og døre: u-værdi 1,2

Max 22 m2 vinduer pr 100 m2 boligareal

Opvarmning: varmepumpe og evt. solvarme

Ventilation

Varmegenvinding

Andet:

Tagudhæng skygger for solen mod syd. Huset er kompakt. Varmtvandsbeholder centralt placeret tæt ved tappestederne

Lavenergihuse er dyrere

Det er dyrere at bygge lavenergihuse. Men som du selv skriver, er der mange forhold, der bestemmer hvor stor ekstraudgiften bliver. Designet af huset har stor betydning for husets samlede energibehov, og ved at tænke på energi og design, kan du opnå store energibesparelse uden ekstraomkostninger:

  • Byg kompakt, det holder nemlig på varmen. Et hus i 1½ eller 2 plan bruger mindre energi end et hus på 1 plan (i forhold til husets m2). Kviste, karnapper og vinkelstuer vil næsten altid give en større overflade, og dermed et større varmetab.
  • Rum med højt til loftet giver et øget energiforbrug. Eventuelt kan man have lidt højere til loftet i stuen og så en normalhøjde på 2,5 m i de øvrige rum.
  • Vinduer isolerer meget dårligere end ydervægge, så pas på med for store vinduesarealer. Tommelfingerreglen siger max 20-25 m2 vinduer pr. 100 m2 boligareal.
  • Vinduer der vender mod syd vil fungere som solfanger, så vend flest muligt af vinduerne mod syd. Vinduer mod nord kommer der aldrig sol ind igennem, så placer kun få eller små vinduer her. Vælg vinduer med en god isoleringsevne (u-værdi), og med store ruder uden sprosser, da de isolerer bedst. Overvej vinduer med 3-lags glas.
  • Nye velisolerede huse kan nemt blive for varme og dermed ubehagelige om sommeren. Så det er vigtigt at skygge for den høje sommersol, fx ved hjælp af tagudhæng.

De ovenstående råd bør selvfølgelig overvejes, uanset om du bygger standardhus eller lavenergihus.

Vælger du et optimalt design (energimæssigt) og et jordvarmeanlæg, er du tæt på et lavenergihus. Men du kommer ikke udenom, at huset skal være bedre isoleret og have bedre vinduer end et standardhus. Og derfor bliver det dyrere. Om det er 70.000 kr dyrere i isolering og vinduer, har jeg selvfølgelig svært ved at vurdere uden at kende de nærmere omstændigheder. Men umiddelbart lyder det fornuftigt.

Jeg vil anbefale at du allerede nu kontakter den energikonsulent, der skal lave energirammeberegningen. Han vil – på baggrund af din konkrete energiberegning – rådgive om den bedste løsning. Du er også velkommen til at kontakte din lokale energitjeneste på 70 333 777.

Antages det at ekstraudgifter til at bygge lavenergihus klasse 2 er 70.000 kr. Og antages det at du bygger hus på 175 m2, så bliver økonomien ved hhv. et standardhus opvarmet med gas og et lavenergihus opvarmet med jordvarme:

Gas:

Energirammen for et standardhus på 175 m2 er 82,6 kWh/m2/år. Energibehovet for dette hus er beregnet til ca. 12.000 kWh, hvilket svarer til ca. 10.000 kr (ved en gas-pris på 8,85 kr/m3). Hertil kommer en fast afgift på ca. 4.000 kr. Den årlige udgift for denne løsning er derfor omkring 14.000 kr.

Jordvarme:

Energirammen for et lavenergihus klasse 2 på 175 m2 er 59,1 kWh/m2/år. Her er det årlige energibehov til opvarmning og varmt vand beregnet til ca. 9.000 kWh. Ved jordvarme bliver strømforbruget således ca. 3.000 kWh, hvilket svarer til ca. 5.000 kr (ved en el-pris på 1,65 kr.).

Økonomi:

Gaskedel: ca. 40.000 kr

Tilslutningsafgift: ca. 12.000 kr

Årlig udgift: Ca. 14.000 kr

Jordvarme:ca. 110.000 kr

Ekstra udgifter til mere isolering, bedre vinduer, mv.: 70.000 kr.

Årlig drift: ca. 5.000 kr

Den ekstra udgift til jordvarmeanlægget og lavenergibyggeriet er ca. 128.000 kr. Og du vil spare ca. 9.000 kr om året. Eller opgjort på en anden måde. Over anlæggenes levetid på 20 år, vil løsningen med naturgas koste 332.000 kr, mens jordvarmen vil koste 280.000 kr.

Den ovenstående beregning bygger på en række forudsætninger. Og det er vigtigt at få en individuel beregning. Det er også vigtigt at understrege, at ovenstående udelukkende fokuserer på det økonomiske. I dine overvejelser bør naturligvis også indgå komfort i lavenergibyggeri og miljøbelastninger.

Endelige spørger du, om en brændeovn vil påvirke energiberegningen. Det vil den ikke. En brændeovn indgår ikke i energiberegningen. Men den påvirker selvfølgelig økonomien i det ovenstående eksempel.

Har du yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Energitjenesten på 40 333 777.