Fortsæt til indhold
Bolig

Elspareskinnen er et hit

Der findes nu flere end 600.000 elspareskinner i de danske hjem, og det sparer 100 mio. kr., vurderer Elsparefonden.

Der er tilsyneladende gået sport i at spare på elektriciteten.

Således er der i januar og februar solgt næsten 105.000 elspareskinner, hvilket svarer til cirak 75 pct. af salget i hele 2007. På den baggrund vurderer Elsparefonden, at der nu er flere end 600.000 elspareskinner i de danske hjem.

Elsparefonden indledte i efteråret en kampagne for at få danske til at spare på elektriciteten.

”Det er meget positivt, at forbrugerne nu for alvor har sat elforbruget på elspareskinner. På det samlede elforbrug betyder et salg af 600.000 elspareskinner en årlig elbesparelse på mere end 50 mio. kilowatt-timer eller knapt 100 mio. kr. Det svarer til, at kraftværkerne kan reducere CO2-udslippet med godt 25.000 tons,” siger Anders Hjorth Jensen, projektleder i Elsparefonden.

Elspareskinnerne fjerner både det faktiske forbrug og standby-strømmen ved automatisk at slukke strømslugerne, som typisk bruges sammen med pc, tv, dvd-afspiller og printer.

Behovet er langt fra dækket

”Elspareskinnerne gør det nemt for forbrugerne at sætte elforbruget ned, og vi glæder os over, at vores kampagne har haft stor effekt,” siger Anders Hjorth Jensen.

Det er Elsparefondens mål, at salget af elspareskinner skal op på en mio. i løbet af 2009.

”Hvis danskerne fortsætter med at købe elspareskinner i samme tempo, kan millionen måske blive rundet i år. Det samlede behov for elspareskinner er 7 mio. – 5 mio. til tv og 2 mio. til computere. Så der er stadig langt til, at alle elspareskinner er i hus,” siger Anders Hjorth Jensen.

I en kommende kampagne vil Elsparefonden anbefale, at elspareskinner, der i dag kun bruges til tv-apparatet, også anvendes til pc´en. Det skyldes, at tv-markedet er væsentligt større end markedet for computere.