Gyldne glimt af barndommens og baronessens papirklip

Zarah Voigt, for tre år siden blev dit første juledesign for Rosendahl, Karen Blixens Jul, lanceret. Hvordan opstod idéen til serien?

»Da jeg for fem-seks år siden fik opgaven at skulle skabe julepynt for Rosendahl i serien Karen Blixen, fik jeg ét kodeord: Eventyr! Ellers havde jeg frie tøjler. Så med udgangspunkt i Karen Blixen og eventyr var jeg straks i gang, fuldt inspireret.

Jeg vidste, at Karen Blixen altid kun pyntede op med hjemmeklippet, hvidt julepynt – hun havde kun én anden ting på træet, en rød tromme, ellers var hele juletræet pyntet med hvidt papirklip.

Det, synes jeg, var ret sjovt, for i min barndom med to kunstneriske forældre har jeg holdt jul på rigtig mange forskellige måder, hos venner og i udlandet, men der var én tradition, der altid fulgte min far og jeg: Han tog altid hvidt papir frem og små spidse sakse, og så klippede vi julepynt.

Det minder lidt om et gækkebrev. Man folder papiret tre gange, indtil man får en slags kræmmerhusform, og så klipper man helt fine, tynde grene og huller i smukke former. Når man så folder papiret ud igen, er det et helt lille værk, der ligner en lille iskrystal. Det er en ret vidunderlig tradition, så jeg var meget inspireret til at gå den vej. Men julepynten skulle ikke være fremstillet af papir. Det skulle ikke være så forgængeligt og måtte godt læne sig op ad smykkets verden.«

Hvordan kom du frem til selve designet?

»Jeg kan godt lide at omgive mig med mørke. Jeg synes ikke, det er farligt eller uhyggeligt. Jeg synes, det er omsluttende og giver en dybde og ro til eftertænksomhed. Så med en start i det mørke, ligesom når man designer en scenografi til teater, tænkte jeg, at vi skal skabe noget, der funkler og glitrer i mørket ligesom stjerner på nattehimlen. Så jeg tog udgangspunkt i de papirklip, jeg lavede som barn, og gik i gang med at tegne og tegne.

Derefter arbejdede jeg med metalpapir, som jeg skar ud med en skalpel. I timevis, dagevis, ugevis. Julepynten tager som sagt udgangspunkt i papirklippet, og det er derfor, der er disse facetbuk på overfladen – de skal illudere, at julepynten har været foldet i papir. Det gør, at når stjernen hænger på træet og bare drejer sig det mindste, bare en millimeter, så glitrer det i et kalejdoskopisk facet-spil, og det genspejler lyset på sådan en eventyrlig måde. Det er i disse lysglimt i mørket, at eventyret opstår.«

I år er der så kommet tre nye design til, en julekugle, en mindre stjerne og en engel. Hvad er tankerne bag dem?

»Ligesom de andre design i serien tager linjerne udgangspunkt i min smykkekollektion, Nomi. Det stringente og arkitektoniske kombineret med eventyr og varme. Vi startede med at lancere den store topstjerne, og det mønster, der er i midten af denne, er det samme, der går igen i resten af kollektionen. Det er vores tanke, at julepynten skal fungere som en kollektion, der udvider sig hvert år. Når jeg arbejder med formerne og genbruger linjerne på nye måder, opstår der ny magi.

Og så kan jeg godt lide, at det praktiske er gemt væk. Jeg er opvokset i en Haute Couture-verden. Min mor skabte galla-rober, og min far var den eneste dansker, der nogensinde har fået tilladelse til åbne et Haute Couture-hus i eget navn i Paris. Så i min barndom var trykknapper, velcro og lynlåse forbudt. De var erstattet af fransk possement og bindebånd af silke og fløjl.

Det ligger så dybt i mig, at det skal væk. Man skal kunne se designet rent. Derfor er der f.eks. ikke en lille top på julekuglen – man bestemmer selv, hvor man sætter snoren. På den måde er der flere design i ét, da kuglens udseende ændrer sig, alt efter hvor man sætter snoren. Det, synes jeg, er skønt. Plus det at man så også kan bruge den liggende. Det bliver mere et designobjekt i sig selv på den måde.

Det samme gælder topstjernen, som var det første, jeg tegnede for Rosendahl. Jeg var meget ivrig efter at få den fremstillet, så man kan tage træspiralen af, for så kan man også hænge den i et smukt bånd eller lægge den på et bord, f.eks. bruge den i borddækningen på tallerkener.«

Hvad er dit forhold til Karen Blixen?

»Det er en ære at skabe noget, der skal bære Karen Blixens navn. Hun er jo en af vores allerstørste forfattere og skrev fantastiske skæbnefortællinger, med en dobbeltsiddethed og underfundighed der tiltaler mig. Og så var hun ikke bange for at gå ud på kanten og træde ud i det farlige terræn – hun var en ret modig kvinde. Min søn er opkaldt efter Karen Blixen, han hedder Isak. Jeg er fan af hende.

En lille sjov bi-historie er, at min far kreerede hendes garderobe i de sidste år af hendes liv. Og da hun i 1959 skulle møde dramatikeren Arthur Miller og Marilyn Monroe i New York, var hun iført et Jean Voigt-outfit.«

Hvordan pynter du selv op derhjemme?

»Jeg har to børn, og jeg har faktisk ført traditionen videre til mine børn med at klippe – både til jul og påske. Jeg har altid så travlt op til jul, men jeg tager mig tid til det. Man skal lige ind i det, for det kræver, at man er helt rolig, men så bliver vi grebet af det og sidder og klipper i timevis og pynter op med det.«

Er der så kun hvidt papirpynt, ligesom hos Blixen, eller sniger der sig også nogle røde nisser ind?

»Der er ingen røde nisser. Jeg bor meget som i min butik, ikke sort, men med mørke nuancer, så jeg kan godt lide det gyldne julepynt, der lyser op og stråler og glitrer. Men ellers er der både det, vi laver selv, og så noget gammelt pynt. Jeg har f.eks. noget forrygende pynt, min far har skabt til Riddersalen i slutningen af 60’erne – det er kæmpestort, metallisk julepynt. Jeg kan godt lide det dramatiske og teatralske, og så er det ligesom en lille hilsen fra min far.

Jeg har også altid nogle papirklip, jeg har gemt fra min barndom, fremme. Nu er min far her jo desværre ikke mere, så det er ekstra dejligt at omgås med nogle ting, der vækker minder. Det er jo det, julepynt kan. Hvert år, når man henter det frem fra pulterkammeret, så vækker det nogle dejlige minder, ligesom det er en tradition, der vækker en positiv og skøn følelse i én.«

Og juletræet?

»Når vi fejrer jul hjemme, har jeg et til mine børn – og så får de lov til at pynte det. De får helt frit spil. Jeg bestemmer alt det andet, så de må gerne få lov til at bestemme, hvad der skal på juletræet.«

Hvad er dit bedste juleminde fra din barndom?

»I min barndom holdt vi kun jul hjemme én gang, men den ene gang står meget stærkt for mig. Det var, da min far boede på herregården Rosenlund, hvor jeg også var i mesterlære hos ham. Jeg har nok været 16-17 år. Der inviterede han min mor, selv om de var skilt, og hendes mand og nogle af hans egne venner, og han tog det nærmest som en teaterscenografi-opgave.

Han ville give os et sansebombardement hele vejen rundt og havde virkelig iscenesat det så ypperligt med alt fra damaskduge, fajance, sølvtøj, krystalkarafler, opsatser og blomsterdekorationer, misteltene, juletræer og pynt til overdådige julemenuer, lyssætninger og stemninger. Vi lavede hjemmelavede chokolader med gulddrys på og kandiserede alt muligt. Det glemmer jeg aldrig. Det var en så vild og mættet helhedsoplevelse, at min mor har skrevet et helt kapitel om det i sin biografi om min far.«

Hvor holdt I ellers jul?

»Et af de steder, jeg har holdt jul allerflest gange, er hos Ghita Nørby, som var én af min fars bedste veninder. Hun og hendes mand, Svenn, var som familie. Vi holdt også skønne sommerferier sammen.

Ghita er en fantastisk kok og kreerede julemenuer i dagevis med gåsesteg, hvor hun klippede hvide papir-manchetter og satte om gåselårene. Vi pakkede gaver ind i farvet lamé-papir, Svenn spillede på flygelet, min far pyntede op – jeg husker det som helt eventyrligt.

Der var intense diskussioner om kunst, manuskripter og bøger, de lige havde læst, og hvordan de skulle fortolkes. Der blev talt om store emner, om liv og død det ene øjeblik – og det næste øjeblik var de dejligt fjollede. Så selv om jeg var det eneste barn, generede det mig ikke. Både min far og Ghita levede sig jo fuldstændig ind i eventyrets verden, så jeg følte mig ikke alene.«

Hvad betyder julen for dig?

»Julen er en vidunderlig tid fyldt med varme, kærlighed, nærhed, fordybelse og eftertanke. Da jeg er tilhænger af den store, overdådige skønhed og ødselhed, er det vidunderligt, at det i denne tid er helt legalt at gå endnu mere amok i glitter, guld og skønhed. I det hele taget alle sanserne der vækkes af dufte, smage, traditioner, gavmildhed og kærlighed.«