Fortsæt til indhold
Biler

Klassisk BMW nyfortolket

Italiensk designer genopliver den klassiske BMW 2000 CS fra 1960erne.

Christian Schacht

1960erne har for længst sat sit præg på moden i tekstilbranchen, og nu begynder biler fra samme årti langsomt at blive anerkendte som klassiske og bevaringsværdige. Det har inspireret den italienske bildesigner, David Obendorfer, til at forsøge at genskabe en af bilhistoriens allersmukkeste BMW’ere, en 1968 E9 og dens forgænger, 2000 CS fra 1965.

Han har netop offentliggjort sit bud på en nyfortolkning af de kendte modeller, som han kalder BMW Concept CS Vintage, der betegnes som en hyldest til den daværende BMW-designchef, Giovanni Michelotti, som var manden bag en række nyskabende BMW’ere i starten af 60’erne.

Den tyske klassiker har ry for et være en designmæssig perle, takket være dens slanke linjer, kombineret med solid byggekvalitet.

Facelift

Obendorfer selv betragter derfor sin egen fortolkning som en slags facelift, alle bilproducenter benytter sig af i dag.

Jeg har udforsket karakteren af modellens overflader og prøvet at fange de proportioner, der giver den en stærk personlighed, siger han til Jyllands-Posten.

Selvfølgelig har det dog været nødvendigt at opdatere køretøjet med respekt for nutidens krav. Blandt andet standarden for fodgængerpåkørsel er påtænkt i forhold til "beskyttelse og de gældende krav til sikkerhed og komfort i almindelighed".

Også indvendigt har designeren mere end skelet til historikken, men er dog gået anderledes radikalt til værks, med blandt andet en helt moderne farveskærm, men samme brug af træ og håndsyet læder.

Efter at have været tæt på en konkurs i starten af 1960erne ville BMW tilbage som stærk spiller i den sportslige luksusklasse. Det lykkedes til fulde.

Uden B-stolper og med et stort glasareal, er en E9 coupé fra enhver vinkel en særdeles elegant bil. Den lyse og luftige kabine er rummelig og udsynet er fremragende. Gedigne detaljer og kvalitetsmaterialer overalt bidrager til, at man føler sig godt tilpas.

Obendorfer har tidligere gjort sig bemærket med ”nye” udgaver af bl.a. Fiat 127 og Renault 4.

For god ordens skyld, skal vi understrege, at BMW-modellen fra Obendorfer indtil videre kun eksisterer i et computerprogram.