Fortsæt til indhold
Biler

Rækkevidden er uendelig

Med motorcykelmotor, der kan give strøm til batteriet, fungerer BMW i3 næsten som en almindelig bil.

Christian Schacht

Problemet med batteridrevne biler er så velkendt, at ethvert moderne legebarn kan tale med om emnet: Når der ikke er mere strøm på bilen, stopper legen øjeblikkeligt. Og det uanset hvor interessant bilen ellers måtte være.

Rækkevidden i elbiler er ganske enkelt for ringe, og efter en tur i selv de mest moderne elbiler bekræftes man af den gamle fordom, om at elbiler er gode, bare ledningen er lang nok.

Spændende alternativ

Men ikke hos BMW, der har et spændende alternativ til den rene elbil, i3. Den fås nemlig med rækkeviddeforlænger, dvs. en lille motorcykelmotor, der giver strøm til batteriet, når det ellers var på vej til at blive fladt.

Takket være et officielt forbrug på 167 km på literen, som følge en en speciel forbrugsopgørelsesmetode for hybridbiler, får den så stort et fradrag, at prisen starter ved 336.000 kr.

For hver kilometer benzinbiler kører længere end 16 km pr. liter udløses nemlig en skatterabat på 4.000 kr.

Skatterrabat på 604.000 kr.

Og da BMW i3 kører ikke mindre end 167 km på literen, udløser det en rabat på 604.000 kr.

Skat har godkendt den udvidede udgave til at være energieffektiv nok til, at fradraget næsten udligner registreringsafgiften.

Med en stor udstyrspakke med automatisk parkering, en 10 tommer navigationsskærm, metallak, radarbaseret fartpilot og klimaanlæg koster i3 REX 391.000 kr.

Elbilens fordele

BMW i3 er trods sin benzingenerator stadig en elbil med alle de fordele sådan en har: Kraftig acceleration, lavt støjniveau, lavt forbrug og ingen traditionel gearkasse.

De første prøvekørsler i udlandet indikerer dog, at støjen er mere markant, når den lille tocylindrede motorcykelmotor på 0,6 liter går i gang med at levere strøm til batteriet.

Teknisk set er i3 REX bygget i kulfiber og aluminium med elmotor, benzingenerator og en benzintank på 9 liter. Rækkevidden er 300 km - men vigtigere endnu: Du har adgang til 2.000 danske tankstationer, og behøver derfor aldrig frygte at løbe tør, som du gør i andre elbiler.

BMW i3 REX er en anelse langsommere end den rene elbil.

Den bruger 7,9 sekunder på at nå 100 km/t mod ellers 7,2 sekunder.