Fortsæt til indhold
Biler

Ford-veteranbil genopstår

Nu kan du bestille karosseriet til en Ford Coupé 1932 og bygge en ny veteranbil.

Jens Overgaard

Er du blandt de, som mener, at bilerne var meget bedre i gamle dage, kan du nu gøre noget ved sagerne.

Ford i USA er nemlig klar til at levere et nybygget karrosseri til en Ford Coupé årgang 1932, som var en af mellemkrigstidens mest markante modeller i Staterne.

På den måde kan veteranbilsentusiaster og hot rod-byggere bogstaveligt talt få en ny bil i garagen, lyder det fra Ford, som i forvejen bygger karrosserier til en Ford Coupé fra 1940 og den klassiske Mustang fra 1965-70.

De er konstrueret efter de gamle tegninger, men med nye materialer og metoder, og er endda rustbeskyttede, så bilerne kan bruges til hverdag.

I alt producerer Ford 9.000 dele til udgåede modeller fra 1909 til op i det nye årtusinde, hvor de ældre har en stor fanskare verden over. Ford har i en del tilfælde også måtte konstruere nyt produktionsværktøj.

Stort set alt er muligt

Det er også muligt at bestille en klassisk V8-motor fra Fords motorsportsafdeling, hvis bilen skal være helt autentisk.

»Du kan få alt fra motorer til interiørdele, så du kan restaurere din veteranbil, ombygge din bil til en klassiker, eller bygge din helt egen version af et af de ikoner, som var en del af cruising-kulturen i 1950’er og 1960’erne,« siger Dennis Mondrach, som er chef for vintage-bilerne hos Ford.

Netop at finde den rigtige del kan være en udfordring for fans af klassiske biler, der ofte kan bruge år på at lede efter stumper, og som er lykkelige, når det endeligt kan lade sig gøre.

Herhjemme er en af de største jagtmarker Bilmessen og brugtmarkedet, der foregår hvert forår og efterår i Fredericia Messecenter.

Det er dog langt fra alle entusiaster, som vil have bilerne til at se ud som nye. En af de nye trends hedder oiley rag, hvor det autentiske karrosseri med buler og solbleget maling får en klar lak og ser seje ud, ifølge ejerne.