Danmarks billigste stationcar
Dacia Logan MCV til 109.990 kr. rummer hele familien.
Lavprismærket Dacia lægger an til, at stationcaren Logan nu snart følger Sandero og den store Lodgy.
Med en længde på 4,49 meter placerer Logan MCV sig i mellemklassen og klarer hele 573 liters bagage. Den er dog baseret på den mindre Sandero, rent teknisk.
Dacia fremhæver selv, til sammenligning, en Megane Sportstourer, der kan sluge 524 liter. Dacia Logan er kortere, men rummer mere på grund af det ekstra firkantede design.
Motorerne kommer fra Renault og er helt moderne. Det gælder den 0,9 liters turbobenziner på 90 hk, den 1,2 liters benziner på 75 hk eller dieselversioner på 75 og 90 hk, der kører over 26 km/l.
Dacia Logan MCV er i bund og grund stationcarversionen af Dacia Sandero, og så alligevel ikke. For i Logan MCV er der mere benplads på bagsædet, bedre bagageplads og andre motorer, Men trods dette er merprisen beskedne 10.000 kr.
Skrabet basisudgave
I Base versionen er der ikke meget luksus at hente. Her er der blot det mest nødvendige som isofix på bagsædet, splitbagsæde og tagrails. Vinduerne må man selv rulle op, musikken må man tænke sig til og aircondition klares bedst ved manuelt at rulle vinduerne ned.
Importøren forventer, at mellemudstyret, Ambience, bliver det mest populære valg til 5.000 kr. ekstra.
LÆS MERE OM Dacia PÅ GUIDE.DK