Fortsæt til indhold
Biler

Danmarks måske billigste crossover

Premiere: Dacia Duster er klar hos forhandlerne til marts. Importøren har ventet på nye motorer, før man turde binde an med bilen. Den er dog kun delvist vellykket.

Jens Høy, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

MARSEILLE

Siden lanceringen i april, er lavprismærket Dacia stille og roligt ved at få fodfæste i Danmark som en ærlig og billig bil, der udgør et alternativ til en brugt.

Frihøjden er 21 cm, og med 4x4 er bilen absolut dygtig i uvejsomt terræn.

Til marts kommer Duster, som med lidt god vilje er det tætteste man kommer på en kultbil med Dacia-logo. Bilen er forhjulstrukket, men kan leveres i en 4X4-version.

Oprindelig er den robuste bil lanceret andre steder i verden i 2010, både som Renault Duster og som Dacia Duster, men den faceliftede model har blandt andet Elektronisk Stabilitets Control (ESC) og tre ekstra airbags i forhold til den første udgave.

Godkendt cockpit

Dertil kommer et interiør, der er fornyet og løftet i forhold til den stenalder-kabine, der prægede forgængeren.

»Først og fremmest er sikkerheden opdateret, og vi er i stand til at levere bilen med helt moderne motor-teknik. De to faktorer var afgørende for, at vi introducerer bilen i Danmark,« siger produktchef, Thomas Kohl, Renault Danmark.

Cockpittet er bygget i klassiske hårde materialer som alle andre Dacia er det. Men det virker mere gedigent end i de kendte Lodgy og Sandero-modeller, som allerede er til salg herhjemme.

Dacia blevet lanceret 14. april i år, og siden er der solgt omkring 1.000 biler fra de 37 forhandlere. Den mest solgte er storfamiliebilen, Lodgy og med Duster forventer importøren, at salget vil øges, så man når omkring 2.000 biler næste år.

»Men Duster er ikke kun en billig bil. Den har mange fans verden over takket været designet og den maskuline udstråling. Derfor vil den bidrage betydeligt til det større salg i 2014. Vi tror, at en del kunder vil vælge bilen alene på grund af udstrålingen og ikke fordi de nødvendigvis vil spare penge i forhold til de mere etablerede mærker,« vurderer Thomas Kohl.

Han er det tætteste Renault-importøren kommer på en fuldtidsansat Dacia-medarbejder, og har de sidste tre måneder arbejdet med at få Dacia etableret. Thomas Kohl har tidligere været ansat hos Peugeot og senest hos Toyota Danmark og har derfor et godt kendskab til det danske marked.

Gennemprøvet teknik

Det nuværende Dacia-program består af velgennemprøvet teknik hentet fra Renault, og det gælder også Duster, der dog også låner løsninger hos Nissan, idet 4-hjulstrækket er magen til det system, der sidder i blandt andet Nissan X-Trail.

En skærm med bluetooth og navigation er på ekstraudstyrslisten.
Dacia Duster kan sagtens agere familiebil med glimrende pladsforhold på bagsædet og et godkendt bagagerum.

Det nye interiør klæder bilen, men vælger man Dacia Duster skal man være indstillet på, at kørestillingen er svær at få til at falde helt i hak, idet rattet kun kan justeres op og ned og sæderne leverer en begrænset støtte. Der er til gengæld udmærket plads på bagsædet, og bagagerummet er absolut godkendt med 475 liter. Det er større end i den nye Qashqai.

Læg dertil et sæt middelmådige køreegenskaber, der inkluderer massiv understyring og masser af krængning og du har et billede af en bil til en lav pris, men som er langt fra at køre som en moderne bil.

Prisskiltene kommer efter alt at dømme til at begynde ved 150.000 kr. for en helt skrabet version med ældre 1,6-liters 105 hk benzinmotor. Men det er også med det meget skrabede basisudstyr, så vi gætter på, at en dieseludgave med pænere udstyr og aircondition til 5.900 kr. lander lige under 200.000 kr.

Duster kan ikke udstyres med nævneværdige ekstra finesser, men under alle omstændigheder noget, der ligner omkring 70-80.000 kr. under en Qashqai.

Succes som Crossover

Med en længde på 4,3 meter konkurrerer Duster både med lidt mindre biler som Renault Captur og lidt større »softroadere« som Hyundai ix35 og Skoda Yeti. Siden 2010 er Duster solgt i flere end 400.000 stk.

Duster kan leveres med moderne lavtryksturbo-motor eller billigere 1,6-liters benzinmaskine.

Desuden er der en 1,5-liters diesel med 90 eller 110 hestekræfter.

Et punkt, hvor Duster desværre står meget svagt er på sikkerheden. Da modellen kom frem for tre år siden, fik den kun tre stjerner, siden da er sikkerheden opgraderet fra en til fire airbags, og antiudskridningssystemet ESC er blevet standard.

Men det ændrer ikke ved, at konkurrenterne er markant mere sikre, lyder det fra FDM.

På ét område slår Dacia dog flere af konkurrenterne, og det er, når man ser på garantien.

Her sælges alle Dacia-biler med en totalgaranti på tre år eller 100.000 km, og det er et år mere end hos Renault.

LÆS MERE OM Dacia PÅ GUIDE.DK