Fortsæt til indhold
Biler

Ambitiøst Kina-mærke ruller sig ud

Qoros sælger ny sedan fra omkring 20.000 euro eller anslået 250.000 kr. Slovakiet første europæiske marked.

Jens Overgaard

Det fremadstormende kinesiske bilmærke, Qoros, som har en række topfolk fra den tyske bilindustri i spidsen, fortsætter offensiven og viser nu billeder af den anden modelserie, en crossover, som får officiel premiere på forårets motorshow i Geneve.

Den følger Qoros 3 Sedan, som nu introduceres i Kina og bliver den første model på det europæiske marked. Det er en model, som sidste år fik topkarakter i Euro NCAP-testen og dermed slår hul i tidligere tiders Kina-bilers ringe sikkerhed.

Qoros sedan får premiere på det slovakiske marked til en pris af 20.960 euro bestykket med en moderne 1,6 liters turbobenziner på 156 hk og formentlig otte tommers farve LED-skærm som standard.

Det er en pris, som svarer til en basis VW Golf Variant på det store tyske marked eller frit oversat omkring 250.000 kr. herhjemme med alle forbehold. Qoros lover dog, at den billigste sedan-model vil komme under 20.000 euro.

Der er endnu ingen officiel dansk importør. Ledelsen har dog tidligere vist interesse for Danmark.

»Vi lægger ud med salget i Kina og Østeuropa. Derefter følger resten af Europa, Skandinavien og dermed også Danmark,« har Eric Geers, som er kommunikationsdirektør hos Qoros tidligere sagt.

Næste model, som præsenteres, bliver en crossover, som mærket nu har løftet lidt af sløret for.

Qoros har fået megen opmærksomhed, fordi Gert Hildebrandt fra BMW Group og tidligere designchef hos Mini, står i spidsen for designet, som har fået et europæisk touch, mens ansete europæiske leverandører som TomTom været med til at udvikle instrumentbordet, og Bosch har bidraget til nye benzinmotorer med direkte indsprøjtning.

Flere motorer

Målet er at lancere en ny model hver 6.-12. måned.

Sedanen lanceres med to firecylindrede motorer på 1,6 liter, der yder henholdsvis 126 hk og 156 hk, og hvor den største er turboladet.

Senere kommer en 1,2 liters turboladet benziner, lover mærket. 3 Sedan vil også kunne leveres med noget så avanceret som automatgear med dobbeltkobling.

Efter forlydender får hybrid crossoveren en teknologi a la Lexus RX 450 h, nemlig med forhjulstræk drevet af en benzinmotor og en elmotor til at hjælpe på baghjulene.

Indtil videre er der ingen meldinger om dieselmotorer, men det kan komme senere, vurderer iagttagere.