Kør langt uden om overlæs på bilen
Nye regler og mikrobiler, som let overbelastes, stiller større krav til anhængerkørsel.
En stak havefliser vejer mere, end du tror. Men det er ikke, det eneste, du skal forholde dig til, hvis du spænder en anhænger efter bilen. Det er nemlig ikke nemt at finde ud af, hvor stor og tung en trailer eller campingvogn, du må trække. Det afhænger både af bilens og anhængerens totalvægte, hvilket kørekort du har, og hvornår det er erhvervet.
»Vi ved, at mange er i tvivl om, hvor stor og tung en trailer eller campingvogn de må trække. Reglerne for lovlig kørsel med anhænger er mange og komplicerede. At der samtidig gælder forskellige regler, afhængig af om man har taget sit kørekort før eller efter 1. maj 2009, gør det ikke nemmere,« siger advokat i FDM Casper Schad.
Mikrobiler
En problemstilling, som ikke bliver mindre af, at du nu kan montere anhængertræk på mikrobiler som Aygo-trillingerne og VW Up & Co. Det er træk, der er godkendt af Trafikstyrelsen, men som frarådes monteret af bilfabrikkerne, fordi bl.a. karosseri og motorer er spinkle og ikke konstrueret til at være trækdyr.
Det stiller større krav til bilisten, således må en fuldt lastet VW Up med fire personer ombord kun have 150 kg på traileren. For at hjælpe bilisterne med klart svar på deres spørgsmål til, hvor stor og tung en anhænger de må trække i deres konkrete tilfælde, har FDM udviklet en trailer- og campingvognsberegner, der kan give svar på, om man er inden for reglerne.
Her indtastes oplysninger om ens kørekort og køretøjernes vægtgrænser, hvorefter den giver et klart svar på, om man lovligt må føre den ønskede kombination af køretøjer i Danmark og i udlandet.
»Man risikerer store bøder, hvis man trækker større anhænger, end reglerne berettiger til, mens overvægt kan forringe bilens køreegenskaber markant og dermed skabe farlige situationer i trafikken.« siger Casper Schad.
Du kan finde svar på FDM.dk.