Ny Kia Rio med vokseværk
Den næste generation af Kia Rio vokser og får mere kant.
Det er farvel til de bløde former og goddag til mere kantede linjer på den næste generation af Rio. Det viser de første rigtige billeder af den nye miniklassemodel fra Kia, som lander herhjemme til marts næste år.
Rio vokser i bredde og længde, mens den bliver en smule lavere end den nuværende generation. Med godt 4,01 meter fra snude til bagkofanger er den vokset med 1,5 centimeter, hvor den ene centimeter er placeret mellem akslerne.
Flere konkurrenter
Det skal ruste Rioen bedre mod konkurrenter, der vokser, som den kommende Fiesta og den næste generation af VW Polo. Begge er på banen i 2017. Modellen, som er designet med input fra både Tyskland, Californien og Korea, er skabt ud fra en skabelon med en lang motorhjelm med længere udhæng foran, kortere udhæng bagude og en tynd lodret C-stolpe.
Noget, som ifølge designerne er med til at give en mere selvsikker attitude.
Den understreges også af fronten med den seneste version af mærkets ”Tigernosegrill”, som er blevet strammet op, mens de U-formede LED-kørelys, som ikke skal forveksles med LED-forlygter, giver mere personlighed.
Stilen er gennemført indendørs med lige linjer, der løber i hele instrumentpanelets bredde. Det er let vinklet mod føreren, mens en del af funktionerne styres af en stor berøringsskærm, så antallet af kontakter er blevet færre. Det er dog uklart, hvor stor en skærm standardversionerne vil få.
Flere udstyrsmuligheder
Basistrimmet med sort eller gråt stof – eller kunstlæder i de to farver – kan erstattes af ”de røde pakker”, som omfatter sort kunstlæder med røde detaljer til sæderne. Elementer i højglans og metal er med til at give et moderne look.
Fabrikken er foreløbig fåmælt omkring motorbestykningen. Men Rio vil bl.a. få den nye 1,0-liters turbobenzinmotor, som også findes i Ceed. Den yder 100 hk og 120 hk. Importøren skriver, at Rio tilbyder køberne klassens bedste sikkerhedsteknologi.
Hverken priser eller dansk udstyr er dog forhandlet på plads endnu.