Danskerbilerne på Le Mans
GT-klassen er særligt interessant for danskere. Ikke alene mødes her så forskellige konstruktioner, som det overhovedet er muligt; i tre af bilerne sidder danske kørere med reelle vinderchancer. Den fjerde er rent dansk. Og der er en kvinde om bord.
Skal Jan Magnussen vinde Le Mans endnu en gang? Skal Nicki Thiim, Marco Sørensen eller Michael Christensen øverst på podiet – de to sidstnævnte i givet fald for første gang?
Så mange danskere har faktisk reelle vinderchancer i årets udgave af det legendariske Le Mans-løb. Jan Magnussen i en fabriks-Corvette er blandt de absolutte favoritter i GTE Pro-klassen. Og Aston Martins officielle biler har to danskere blandt de tre kørere, nemlig Nicki Thiim og Marco Sørensen.
En tysk fabriksbil fra Porsche har også i høj grad chancen for at komme til at spraye med den største champagneflaske. I Porsche 911 RSR sidder “den nye Kristensen” på Le Mans – Michael Christensen med “C”.
Men der er en danskerbil mere, nemlig Ferrari 458 Italia med Dannebrog over det hele. Ferrarien med nummer 60 er danskejet, og alle tre kørere er danskere. Bilen er sat ind af Ferrari-Danmark, nemlig Formula Automobile i Allerød nord for København. Kørerne er Christina Nielsen, Mikkel Mac og Johnny Laursen. Ikke et racer-øje er tørt.
Uenighed om design
I samme klasse kører i øvrigt endnu en Porsche og endnu en dansker. David Heinemeier Hansson stiller op i en Porsche 911 RSR – denne dog fra sidste sæson.
Ferrarien er den suverænt bedst balancerede racerbil, som jeg nogensinde har kørt.
Men Le Mans GTE 2016 er også interessant af tekniske grunde. I denne klasse køres et battle på bilteknik. Ikke bare på almindelig uenighed om topstykketeknik eller motorens konstruktion, men på selve bilens opbygning og basale design.
Selvfølgelig er der baghjulstræk hele vejen rundt i denne klasse. Men ellers er alle typer opbygninger repræsenteret af de fire danskerbiler. Aston Martin og Corvette er begge helt klassisk bygget op med et todørs coupé-karrosseri med en lang front og en kort kabine trukket tilbage i bilen. Under den lange frontklap sidder en langsliggende motor, der trækker gennem gearkasse og kardan-aksel ud til bagtøjet.
Ferrari har valgt en mere racer-agtig opbygning af sin bil i klassen: to døre, men med motoren i midten. Det skaber en klassisk centermotor-opbygning med stort set lige lang front og hæk. Og derimellem: en kabine med plads til to. Det vil sige én i racerbilen.
At Ferrariens design er det bedste af de fire, er de fleste enige om. Det er grunden til, at de “rigtige” racerbiler i LMP1 – og Formel 1 for den sags skyld – har motoren placeret mellem kører og bagaksel.
Christina Nielsen har tidligere kørt Aston Martin, men i år kører hun Ferrari. Og hun er ikke i tvivl:
»Ferrarien er den suverænt bedst balancerede racerbil, som jeg nogensinde har kørt.«
Porsches egne veje
Porsche går sine egne veje med hækmotor-designet. Sådan har det været siden modellen 356, sådan er det stadig med gadeversioner af 911, og sådan er det med en racerbil fra 911-familien.
Også 911 er en todørs sportscoupé med lidt mere front end hæk. I midten er kabinen, der i øvrigt er en 2+2 og derfor lidt større. Motoren ligger ude bagved. Det er en særegen konstruktion, men som Michael Christensen funderer:
»Den har jo et enormt bagende-grip – især i regnvejr.«
V8 versus B6
Også de fire bilfabrikkers motoringeniører er uenige, dog ikke i samme grad. Når det kommer til racerbilens hjerte, er der kun to konstruktioner: Boxer-6, som Porsche sværger til, og V8, som de tre andre anvender.
Spændende er selvfølgelig altid motorernes effekt. Hvor meget yder de? Vi ved det ikke. Nogle holder effekten tophemmelig og siger absolut ingenting, mens andre angiver en effekt, som vi imidlertid ikke kan verificere.
Men man kan roligt regne med, at alle fire motorer yder godt og vel 500 hk – nogle måske en hel del mere. Officielt yder Porsches sekscylindrede boxer 470 hk, mens en Ferrari ifølge italienerne yder 491 hk.
De to sidste, Aston og Corvette med V8-power, yder ca. 500 hk, Corvette antageligt kombineret med det største drejningsmoment. Som Jan Magnussen siger med et fedt grin:
»Det er den dér V8-power, dens enorme kræfter kombineret med masser af grip – fra midten af sving og ud ad næste langside – dér er den stærk.«
Ford er tilbage på Le Mans
Men måske er en helt anden bil den egentlige favorit til at vinde Le Mans 2016 blandt GT-biler. For at fejre 50-året for en af løbets mest berømte sejre, 1-2-3-sejren i 1966 til Ford GT40, vender amerikanerne tilbage til Le Mans. Ford GT årgang 2016 har samme sjæl som dengang, men med ny, overraskende teknik.
En amerikansk sportsvogn er kendt for sine otte cylindre. Ford GT anno 2016 har seks. Og den tager i særklasse hul på nutiden og et stykke af fremtiden: Bilen er en V6’er på kun 3,5 liter og med turbo. Det er ren downsizing-filosofi.
Downsizing og lavere CO2-udslip går hånd i hånd. Det samme gør lav vægt og lavt udslip. Derfor er GT 2016 bygget op omkring en celle af kulfiber, som vi kender det fra Formel 1-racere og LMP1-bilerne på Le Mans.
I GT-klassen skal racerbilerne teknisk ligge tæt op ad de tilsvarende gadebiler. Derfor er først og fremmest karrosserierne ens. Men aerodynamikken er forskellig. GT Le Mans har en frontspoiler, der ligefrem slikker asfalten. GT gade har en helt anderledes front med en læbe, der løber opad mod midten. Og aerodynamikken bagtil: GT Le Mans har en regulær vinge, der i øvrigt er fast. GT gade har en noget mindre vinge, der kan bevæge sig afhængigt af bremsning eller topfart.
600 hk plus
Under den enorme motorklap arbejder samme motor i både GT Le Mans og GT gade – i begge tilfælde den nye 3,5-liters V6-motor med to turboer. Gadebilen yder “600 hk plus”, som amerikanerne lidt hemmelighedsfuldt siger. Men det er for intet at regne i sammenligning med GT Le Mans: Her siger de absolut intet.
Mellem motor og bagtøj arbejder gearkassen. Gadebilen kører med en syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse af mærket Getrag. Til at skifte gear på LM sidder en regulær sekventiel racergearkasse fra Ricardo.
Alt det andet er almindelig racerombygning: I princippet samme hjulophæng, men alt er strammet op, gjort hårdere og sænket for at glemme alt om komfort og for at sikre så meget grip som muligt. Og for at få racerbilens slickdæk til at arbejde optimalt.
Der er i den grad linet op. Ford er tilbage på Le Mans. Nu mangler bilen bare at vinde en “1-2-3”-sejr på en fransk landevej i midten af juni for at skrive næste kapitel i eventyret om bilen, som Ford byggede i trods, fordi Enzo Ferrari ikke ville sælge sin fabrik til amerikanerne.
”If you can’t buy him – beat him!”