Mercedes udfordrer BMW og Porsche
Premiere: Ny Mercedes GLE fås i vidt forskellige varianter, som alle forekommer vellykkede. Den almindelige GLE er et facelift af den hidtidige M-klasse, mens GLE Coupe kan ses som en konkurrent til BMW X6.
TYROL
A, GL, ML, GLK, E, C, CL, CLA – og vi ku' blive ved. Og det er ikke landekoder, men kryptiske modelnavne til Mercedes-Benz-biler.
Du skal være lidt af en skrap bilkender for at hitte rede i, hvad de forskellige betegnelser dækker over. Dét ved Mercedes, og det gør Mercedes noget ved nu.
Med de nye modeller med betegnelsen GLE, tænkt som afløser for ML-klassen, kommer Mercedes mere på linje med sine sedan- og coupé-modeller.
Alle SUV’er kommer i fremtiden til at hedde GL, hvilket ikke mindst er en hyldest til den ikoniske G-klasse, mens det sidste bogstav E hægtes på gademodellerne.
Vi fik mulighed for at prøve flere af de nye modeller og lagde ud med Mercedes-AMG GLE 63 S 4Matic Coupé.
Den hårdt pumpede model er ”tænkt til kunder med en aktiv livsstil”. Den kan trække 3,5 ton og er ifølge Mercedes selv et godt bud på en bil med masser af ”hverdagsanvendelighed”. Inden man når til anvendeligheden, skal man dog lige have hævet 2,7 mio. i banken, og det er før udstyrspakkerne.
Voldsom lækker
GLE 63 S 4Matic Coupé er en voldsom lækker firehjulstrækker, klemt lidt fra oven for at give den coupé-formen.
Den minder i formen en smule om BMW X6, hvilket Mercedes gerne erkender.
»Til gengæld var vi først med en luksus-SUV, da vi introducerede M-klassen i 1997. BMW kom først med sit SUV-bud et par år senere,« siger Mercedes’ pressechef, Lars van het Erve, og tilføjer:
»Vi ser gerne et par X6-ejere mellem kunderne til vores GLE.«
Overvældende
Instrumentbordet er overvældende med masser af indstillings- og justeringsmuligheder og domineret af den stationære, højtsiddende farve-touchscreen.
Navigationen er standardudstyr og nem at overskue om end lidt forvirrende at finde rundt i med knap til at dreje på, andet til at klikke på og diverse genvejsmuligheder.
De væsentligste hverdagsindstillinger til kørsel er Comfort, Sport og Sport+ til de mest ivrige.
Derudover er der ”Slippery” til glat føre og offroad i biler med den udstyrspakke. Endelig er der mulighed for at lave sin helt individuelle opsætning af de forskellige parametre som eksempelvis affjedring.
Det kan mærkes
Til forskel fra mange andre biler med mulighed for at justere affjedrings- og motorindstillinger så er der virkelig forskel at mærke på Mercedes GLE, alt efter om den er sat til Comfort eller Sport og ikke mindst Sport+. Affjedringen strammes mærkbart, hvilket kun lader sig gøre i modeller udstyret med luftaffjedring og i kombination med Mercedes-versionen af aktiv kurvekontrol, og der kan virkelig gås til den, uden at bilen gynger og duver, men i stedet stort set forbliver vandret rundt i svinget.
Også motorkarakteristikken ændrer sig markant på flere parametre. Når du trykker til den i S eller S+, kører 63 S sig betydeligt længere ud i gearene og knalder lystigt i udstødningen ved op- og nedgearinger, så man hele tiden finder på en undskyldning for enten at accelerere voldsomt eller det modsatte.
Begge dele belønnes med labre skrald fra den 585 HK stærke V8 biturbo-motor, når den arbejder sig omkring i den syvgearede automatgearkasse. I øvrigt behøver man ikke lade sig nøje med automatgearkassens valg. Bag rattet sidder skiftepaler, så man kan skifte op og ned efter behag.
Drejningsmomentet er på 760 Nm, og bilen accelererer sine 2,4 ton fra 0 til 100 km/t. på 4,2 sekunder. På den tid tilbagelægger man cirka fem meter til fods. Begge dele er testet, og det er klart sjovest i bilen.
El plus 333 hk
På andendagen kørte vi GLE 500 e, som er en plugin hybrid. Denne model har sin elmotor i kombination med en V6’er. Tilsammen yder de to motorer 400 HK.
»Du kan sige, at den har kræfter som en V8’er og forbrug som en V6’er,« som Lars van het Erve udtrykker det.
Om det står til troende, var vanskeligt at afprøve på testen – men en ting er sikkert: Hybriden kører længere på literen end både en V8’er og en V6'er.
Man kan vælge mellem at køre ren el, hvor rækkevidden er cirka 33 km, eller man kan kombinere el og benzin i indstillingen Hybrid. Endelig kan man spare strøm i E-save eller bruge indstillingen Charge, der lader batteriet under kørslen.
Offroad
Prøveturen blev lagt forbi en hardcore offroadbane, hvor endnu en af de nye GLE’er stod klar med grove grusdæk. Denne gang en GLE 400 4Matic udstyret med en benzindrevet V6-motor med 333 hk samt On & Off road-pakke. Terrænpakken, der omfatter reduktionsgear og differentialespær, gør det blandt andet muligt at forcere skrappe nedkørsler uden at røre bremsen, hvor det faktisk er umuligt at undgå at skride ned, hvis man forsøger selv at klare nedkørslen på bremsen.
Denne model havde 7-trins gearkasse, mens den GLE 350d, som den sidste del af testturen blev tilbagelagt i, havde fået den nye 9-trins automatgearkasse.
Testbilerne var spækket med sikkerhedsudstyr som f.eks. adaptiv fartpilot med nødbremse, hjælp til at blive i sin vognbane, intelligent LED-lys, ESP og Blind Spot-assistent. Man skal vænne sig til mange af funktionerne, som at mærke de ganske små bevægelser i rattet, der giver en et tip om, at vognbanen faktisk ikke er bredere, og at man er på vej til at forlade den.
Konkurrenterne
Konkurrenterne er ud fra en biltypemæssig synsvinkel for eksempel BMW X6, men køreegenskabsmæssigt nok mere Porsche Cayenne. Andre konkurrenter kunne være Audi Q7, BMW X5 og Volvo XC90.
Priserne starter ved 1,2 mio. kr. for GLE 250 d 4Matic og fortsætter op til 1,6 mio. for den benzindrevne GLE 500 4Matic. Derefter bliver det dyrt. De to AMG-modeller koster henholdsvis 2,5 og 2,7 mio. Beskatningspriser til firmabilkøb har Mercedes endnu ikke klar.
Sidste år blev der solgt 45 Mercedes i M-klassen på hvide plader og 266 på gule plader. I år er der indtil den 27. juni solgt 27 på hvide plader og 48 på gule.
JP var inviteret til Tyrol af Mercedes-Benz