Fortsæt til indhold
Biler

Nyt fra den store SUV-verden: Mercedes facelifter ML-serien

Den store SUV fra Mercedes, ML hedder den, står foran en opdatering og et facelift. Vi befinder os et pænt sted oppe i millionklassen.

Flemming Haslund

I forbindelse med en opdatering og et løft i de ydre linjer skifter bilen navn fra ML til GLE. Dermed passer den bedre i rækken af modeller, og det hele bliver herefter mere logisk, når nu coupé-udgaven af bilen hedder GLE Coupé. Så for fremtiden: GLE som den egentlige SUV og GLE Coupé for samme bil, men med en anden taglinje bagtil.

Fra september i år er denne bil klar til Danmark – faceliftet ML, der ved samme lejlighed skifter navn til GLE.
Merceds ved hvordan man får et rat til nærmest at skrige – så tag dog fat om mig. Her i GLE AMG.
Den ene af de helt store nyheder på biludstillingen i New York: Mercedes GLE.

Sammen med navneskiftet følger mindre ændringer i fronten og selve grillen samt forlygterne. Under den store frontklap er dette udvalg af motorer; 3,0 V6 benzin med 333 hestekræfter og 4,7 V8 med 435 heste. På dieselsiden disse to motorer: 2,1 række-4 med 204 hestekræfter og 3,0 V6 med 258 heste. Endnu ingen danske priser.

Plugin-hybrid

For første gang kommer den største SUV fra stjernemærket som plugin-hybrid og dermed altså ikke ”bare” almindelig hybrid. Plugin-versionen kan oplades fra en udvendig strømkilde, hvorfor batteriet kan rumme mere energi og således gøre bilen i stand til at køre længere på elmotor alene.

Gennemført kabine i den nye GLE – brun ser ud til at være det nye sort i Stuttgart.
Lækre detaljer – store syninger, logo udstanset i læderet.

Mercedes-Danmark har endnu ikke priserne på GLE 2016 parat. Men ændringerne er trods alt mindre, hvorfor et kig i den eksisterende prisliste for GLE Coupé skaber et billede: Den nuværende GLE Coupé starter ved 1,28 mio. kr. for den 258 hestes 350d. Billigste benziner hedder bare 400, effekten er 333 hk, og prisen er 1,32 mio. kr.

Hurtigst og dyrest er selvfølgelig en AMG-version: 584 hk og 2,6 mio. kr.

Mercedes-Benz GLE – motorer

Benzin

  • 3,0 V6 – 333 hk
  • 4,7 V8 – 435 hk

Diesel

  • 2,1 R4 – 204 hk
  • 3,0 V6 – 258 hk
  • Plugin-hybrid effekt ikke opgivet
Artiklens emner