Hårdføre bilspioner jagter de nye biler

Knitrende polarsne, temperaturer på minus 20, 30 eller 40 grader og stille venten i timevis bag et træ, mens du tæt pakket i din hvide camouflagedragt håber på, at den næste nye tophemmelige bilmodel kommer inden for rækkevidde af telelinsen.

Sådan er arbejdsbetingelserne for nogle af verdens mest hårdføre fotografer, som går til ekstremerne for at få netop det scoop, som ikke alene kaster kontant gevinst af sig. Det finansierer måske også flere ugers research og venten i uvejsomme dele af verden, hvor bilfabrikkerne ikke alene kan udsætte kommende bilmodeller for ekstrem belastning, men også håber på at undgå nysgerrige blikke og kameralinser, som afslører de kostbare nyheder før tid. Det nordlige Sverige og Lapland er nogle af de mest brugte testområder for bilfabrikkerne, som derfor tiltrækker bilspioner som fluepapir. Det er hårdføre folk, der arbejder på egen hånd eller er ansat af billedbureauer.

Vi har gennem danske Freddy Wulff og tyske Andreas Conradt, der er medejere af bureauer som Automedia, Carparazzi, Sccopy og Lehmann Photo Syndiciation fået et sjældent indblik i en branche, hvor man arbejder med skæg og blå briller og på nogle fronter tangerer James Bond. Udstyret er bare ikke så sofistikeret.

Timingen er det vigtigste. Det gælder først og fremmest om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Men det handler også om at føre sig diskret frem. Det kan være en udfordring i de mest øde egne af Sverige, hvor en by som Arjeplog med et par tusinde sjæle er omdrejningspunkt for mange af de store bilfabrikker. De lokale tilfrosne søer er med deres flade glatte overflader ikke alene perfekte testbaner for bremser, dæk og antiskridsystemer, fremmede stikker også ud som rumvæsener i de små lokalsamfund.

Samfund hvor bilfabrikkernes store delegationer booker hele moteller og sætter gang i omsætningen uden for turistsæsonen. Derfor skal bilspionerne heller ikke forvente den store hjælp fra de lokale.

Mange informationer

De store bilfabrikker bruger også andre øde områder som de spanske Pyrenæer og ørkenen ved amerikanske Death Valley, mens VW-koncernen har haft en stor lukket bane på Grønland.

VW bruger i dag et topsikret anlæg i Namibia og den hemmelige ”Ehra Lessien” testbane i Tyskland, men har også købt et jordstykke i Finland, mens GM har en bane i Sydamerika, og Renault har bygget en øde bane ved Dacia-fabrikken i Rumænien. Nedlagte racerbaner og flyvepladser er også tit rammen.

Derfor kræver det grundig planlægning, før fotograferne tager af sted.

»Det handler om at stykke oplysninger sammen. Bruge brudstykker af information, du har hørt, sammenligne med pressemeddelelser og krydstjekke,« fortæller Andreas Conradt.

Lokalt gælder det om at være de steder, hvor bilfabrikkernes folk kommer, det vil sige tankstationer og restauranter, eller fange bilerne, når de transporteres.

Det er kattens leg efter musen. Bilfabrikkerne analyserer nøje spionernes færden, udgiver håndbøger med gode råd til at undgå dem og rundsender aktuelle billeder af spionernes biler.

VW flytter kun prototyperne om natten, mens fabrikkerne ofte sender spejdere ud for at spotte bilspionerne, som Freddy Wullf pointerer, altid kun fotograferer fra offentlig vej. Det kan få fabrikkerne til at tage drastiske skridt som at opkøbe et lille stykke land for at fælde bestemte træer, der kan være gode fotoposter.

Højt tempo

Samtidig er bilerne pakket ind i camouflage ved for- og baglygter plus zebrastribet folie, som ikke gør det lettere.

Transporten på de isdækkede veje sker med høj fart i kolonner af tre-fire biler, som kører meget tæt. Det kan for eksempel være en ny Audi A4, som testes, og hvor de yderste biler er camoufleret i det gamle karosseri, og det nye er i midten.

Nogle gange går det galt. For et par år siden blev en kvindelig testkører dræbt, da hun var i front for en halv snes Audi’er og ramte frontalt ind i en modkørende bil under en overhaling.

Der er flere årsager til, at de nye biler bevogtes med så stor iver. Hvis rygterne om en ny model løber, kan salget af den udgående gå i stå, og så skal konkurrenterne heller ikke vide for meget. Derfor kræver det et trænet øje at kunne spotte de godt camouflerede nyheder. Det gælder også bilspionen, som bruger dæknavnet Jerry, og som Freddy Wulff har interviewet. Den tidligere bilforhandler kan på flere hundrede meter gennemskue et ”muldyr”.

Således afslørede en Fiat-prototype sig med mistænkelig stor udstødning. Det viste sig at være en ny, kommende firehjulstrukket model. Nogle gange overgår fantasien virkeligheden, og Jerry opdagede engang en koreansk prototype, der stod i sneen camoufleret som et vejskilt. Jerry fortæller også om bagsiden ved det hårde job. Han undgår restauranter og at tale engelsk offentligt, han betaler med kontanter frem for kreditkort, og så bor han i en lejet hytte i skoven.

»Det er ret ensomt. Ingen kan lide mig, jeg kan ikke gå i byen og må undvære min kæreste i månedsvis,« fortæller han.

Masken faldt

Selv om der bliver vogtet tæt over hemmelighederne, har Andreas Conradt dog i få tilfælde følt sig truet. Han oplevede tilbage i starten af 1990’erne, at testkøreren i en Porsche 968 accelererede imod ham og undveg i sidste øjeblik, mens han nogle år senere blev jagtet af en BMW Z3 prototype i Finland.

»Vi kørte begge 170 km/t. på ren is. Jeg havde dog den fordel at køre på pigdæk mod hans almindelige vinterhjul. Så han gav op. Men nu ved jeg, hvordan det er at svede i minus 30 grader,« lyder det med et glimt i øjet fra Andreas Conradt, som også har haft sjove oplevelser. Han fløj flere gange med en lille maskine t/r fra Stockholm og til et øde skandinavisk testcenter. Han var på det tidspunkt berømt og berygtet, så alle bilteknikerne kendte hans navn, men ingen vidste, hvordan han så ud. Så der blev talt livligt omkring ham i den lille maskine, lige indtil en dag, hvor masken faldt.

»Jeg synes, det var lidt smart at kunne rejse ”inkognito” med fjenden. Men da jeg skulle hente bagagen, lød mit navn i højttalerne, fordi kufferten ikke var kommet med fra Stockholm og skulle leveres med næste fly. Forestil dig, hvor stille der pludseligt blev…,« smiler Andreas Conradt, som i dag sidder mere tilbagetrukket fra foto-fronten.