Fire hurtige biler i dyst på banen

A Day at the Races er titlen på Marx Brothers’ berømte syvende film fra 1937, det er titlen på Queens femte studiealbum fra 1976 – og det er den perfekte overskrift på denne sammenligning. A Day at the Races. Ikke med de tre brødre i sort-hvid, ikke med de fire rockmusikere, men med disse fire biler: de to baghjulstrækkere BMW M235i og Toyota GT86 TRD samt to med træk i alle fire hjørner, Audi S1 Sportback og Subaruen med de mange bogstaver: WRX STi. Fire racerbiler, der kan deles op to og to på mange måder:

To med boxermotor, det er Subaru og Toyota, samt to med rækkemotor, nemlig Audi og BMW. To med baghjulstræk, BMW og Toyota, og to med firehjulstræk, nemlig Audi og Subaru. To fra Tyskland, Audi og BMW, samt to fra Japan, Subaru og Toyota. Eller to bøller, Subaru og Toyota, samt to gentlemen, Audi og BMW. Og – hvad der skulle vise sig at have den helt store betydning – to på sommerdæk, Subaru og Toyota, samt to på vinterdæk, Audi og BMW.

Klar til Knutstorp

Og sådan er vi egentlig tæt på forvirrede, da vi tager Helsingør-Helsingborg-færgen en tidlig morgen. Rundstykker, ost, kaffe, ”vatten”, som de siger her på färjan. Nu skal vi over på Ring Knutstorp for at finde svar på spørgsmålet: Hvilken er bedst til A Day at the Races.

Over rundstykket løber vi lige de vigtigste data igennem: Audi S1 Sportback har selvfølgelig en 4-cylindret turbomotor, den yder 231 hk, og i en hidsig version som denne er det ikke nødvendigt at slå op, om der er træk på forhjulene alene eller på alle fire – det er på alle fire. Prislisten viser, at den lille grå er dagens suverænt billigste bil – 455.000 kr. er jo mindre end en Golf GTI for lige at sammenligne med én fra familien.

Flere og flere BMW’er leveres med firehjulstræk. Men her er vi ovre i den egentlige sportsafdeling. M235i er som en slags ”halv M3” – og her er det fortsat en selvfølge for ingeniører i München, at trækakslerne går til baghjulene, og det er det. Dagens største effekt: 326 hk. Og dagens største prisseddel: 765.000 kr.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

Helt anderledes med Subaru – ingen Subaru fås med træk i kun den ene ende (og her undtager vi så lige BRZ). Derfor er den umanerligt blå WRX STi en firehjulstrækker med den runde effekt på 300 hk. Prisen er 650.000 kr., ret præcist det samme som dagens fjerde bil, Toyota GT86 – her i TRD-udgaven med opstrammet affjedring, store hjul og godt med skørter. 200 hk, også 650.000 skarpe skud.

Som altid – et spørgsmål om gummi

Det er vinter. Men nej – der er ingen svensk sne, end ikke is på den inspirerende og insisterende racerbane ikke langt fra Helsingborg. Så det er vel bare af sted for fulde gardiner?

Vi skulle så i øvrigt blive meget klogere.

For kold asfalt er altså noget helt andet end lun asfalt. Og så yderligere specielt, fordi nogle af testbilerne kører på vinterdæk. Så på en måde ender dagen på Knutten på samme måde som en dag på Formel 1-banen eller efter 24 timer på Le Mans – det handler i den grad om dækkene.

Men hør nu: en racerbane. Fire lommeraketter. 20 omgange. Vi sender de fire til racerbane-eksamen i alfabetisk rækkefølge: Audi, BMW, Subaru, Toyota. Men inden vi løfter sløret: Prøv lige at holde et øjebliks læsepause, og fundér over den rækkefølge, du gætter på.

Audi S1: Sikke en lyd

Altså 2-liters turbopower og med firehjulstræk. Første omgang er selvfølgelig med blød speeder for lige at få alle væsker op i temperatur – præcis som dækkene. Men allerede på omgang to efter den skarpe højrekurve: fuld pedal. Og woourrr – der er 231 hk gemt i turbomotoren. Og de vil frem, når de lukkes ud. Og de vil brøle. Tredje gear er løbet tør – nu fjerde på vej op ad bakken mod den temmelig berømte, men endnu mere berygtede kurve Tändstiften. Da dagen er gået, står det klart, at ingen i feltet lyder så potent som Audien.

Hen over Tändstiften: Her er farten høj – vi er langt over 100 i timen – kurven er blød og åben, og der er ingen grund i hele verden til at mase bilen ud over dækkenes vedhængsevne. Derfor mærker vi her bilens virkelige balance og ikke dækkenes muskler. Her imponerer S1. Skarp indstyring, fin balance, god respons på speederen – drejer lige en anelse mere, når speederen lindes – drejer lige en anelse mindre, når samme pedal lige får en tak mere.

Dette er vores afgørende del af konklusionen. For i de langsomme sving lider raketten med fire ringe af at møde op på vinterdæk. I de små sving giver især fordækkene hurtigt op og forsøget på at forsvinde ud af kurven i en power-understyring. Kold svensk asfalt og derfor også kold tysk gummi holder ikke alverden af hinanden.

BMW M235i: Driftmester

Det ser ud til, at alt, der kommer fra Tyskland, stiller op på vinterdæk. Og dermed også testens Bimmer, dagens eneste med 6 cylindre og i øvrigt den eneste med over 300 hk.

Dette her – den blodrøde bil med 8-trins automatgearkasse – er stor fart ned ad langsiden. Og selv på vinterdæk kan der bremses sent – i hvert fald senere end i Audi. Hen over den glubske Tändstift – tralala – dejlig og troværdig balance.

I de langsomme sving, hvad sker der så der? M235i er på vinterdæk, og derfor er der blød forbindelse mellem bil og bane. Men alligevel er det let at få forenden til at holde fast – så det er bare ind med forenden og ned med speederen. Så hopper bagenden ud i en tydelig bagendeskrider, der er så let at kontrollere, som den slags nu kan være. Mere gas – bredere bagende. Mindre gas – smallere bagende. Er det virkelig så let at være driftkører?

Subaru Impreza WRX STi: Rallyjernet

2-liters turbo. 300 hk. Rallyjern. Køremaskine. Og vi kigger lige under skærmkasserne igen for at være helt sikre. Ingen vinterdæk. Så er det jo bare af sted ud på den 2,079 km asfaltsnoning. Warm-up af hensyn til olie i motor, gearkasse og de tre differentiale – og dækkene selvfølgelig.

Nå, vi kommer jo helt fra Danmark, og så må 2,5-liters turbopower bevise, hvad den kan. 300 hk er dagens næststørste effekt og 0-100 på 5,2 sek. er dagens næstbedste. Så der er muskler her – og det er let at mærke. Den gode gamle accelerationsforklaring ”som at få et los bagi” passer virkelig her. Først og fremmest fordi der vitterligt er store muskler i gang, dernæst fordi turbotøven og ketchupeffekt fortsat er en del af Subaru-virkeligheden. Og fordi de seks gear ligger tæt, og koblingen aldrig har tænkt sig at gøre noget på den blide måde. Thank God it’s Friday, sagde man i filmverdenen engang. Vi siger: Thank God – Subaru bygger fortsat biler, som de gjorde dengang, de havde for vane at mule Mitsubishi i VM i rally.

Men dækkene. De vil ikke være med i legen. Vel er vi på sommerdæk, men det er jo fortsat koldt. Og de meget store dæk når aldrig driftstemperatur. Derfor er der stort set lige så dårligt greb i Subaru på sommerdæk som i Audi og BMW på vinterdæk. Dét mærkes især midt i sving og på vej ud. Uanset hvor blødt højre fod griber opgaven an, ender det hurtigt i for megen gas i sving og på vej ud. Og de skidekolde fordæk kvitterer med powerunderstyring. Det er ikke kønt, dette her. Men vi ved fra andre ture i det blå lyn, at grip er en langt mere effektiv sag, når temperaturen er højere. Så understyrer bilen kun en anelse. I dag gør den det alt for meget.

Toyota GT86: Ren racerbil

Lille og lav. Med herreflad boxermotor oppe foran og trækket ude bagved. Det er derfor, vi har jublet, lige siden vi hørte om den for første gang. Samtidig har vi jo nok ment, at japaneren så noget hulkindet ud på de der smalle 17”-hjul. Men o.k., det er jo blandt andet takket være dem, at det er så let at drifte og køre sidelæns og alt det andet, vi ikke må – medmindre man er inde på et sted som her.

Men en hulkindet sportsvogn. Ikke helt godt. Det ved japanerne godt, og derfor har folkene fra Toyotas Racing Department fået til opgave at skrue op for et mere arrigt racerlook. Deres svar på ledelsens bønner: Et kit med mere sugende undervogn, større hjul og vinger og spoilere karrosseriet rundt. GT86 TRD hedder bilen så. Det er sådan én, der er dagens fjerde raket.

Bare at sætte sig ind – eller rettere derned. Den er lav. Dernæst at trykke på startknappen og høre lyden. Den er hård. At gribe om gearstangen – den er høj. Og at sætte i gear – klonK.

Så ud ad pitten, ned ad langsiden, rundt om den skarpe dobbelte, hvor det er, som om venstre forhjul nærmest suges ud i sandet på vej ind i svinget, og som om højre forhjul slet ikke kan lade være at vade ind over kerbkanten i midten af svinget.

Denne her bil. Den hajhvide GT86. Den vil have omdrejninger. Den styrer ikke ind i svingene – den springer ind. Accelerere. Geare. Bremse. Dreje. Bilen reagerer ikke nu, men med det samme på hver bevægelse. GT86 TRD kan bare smide nummerpladerne og få sat store startnumre på dørene. Plus sponsormærker. For det er racefeeling, dette her. Nej, ikke bare –feeling – GT86 er en racerbil, kunne man fristes til at tro.

Ikke mindst i de små sving oppe bagved. For lige så let det er at køre sidelæns for sjov heroppe, lige så giftigt er det. For at få bagenden til at give slip skal man kaste med bilen. Og hvis man tøver – ja, mindre end tøver – bider bagenden igen, og driften holder op. Den hvide GT86 er giftig. Så er den jo en større udfordring. Og derfor sjovere for nogle.

Og dagens vinder er …

Der er længe imellem, at en bil vinder en sammenligning så tydeligt, som GT86 TRD gør i dag. Racerbil, racerbil, racerbil. Men hvis vi nu ikke bare skulle vurdere bilerne på Skandinaviens sjoveste stykke asfalt – men i det hele taget – hvad så? Så ville Audi S1 mase sig på – ikke mindst på grund af kombinationen af fart og pris. Ligesom Subaruen ville mase sin frontgrill frem mellem de fire andre og gøre opmærksom på, at den bare kan det hele. Inklusive at dreje – bare asfalten ikke er for kold.

Men vil du høre mit valg? BMW M235i – ja tak. Jeg ville give apparatet et sæt lavere fjedre og større fælge. Montere egentlige racersæder. Og pakke det hele ind i mat gungrey folie og i øvrigt blæse på, at de rettroende ville beskylde mig for billig smag. For jeg ved, at Porsche 911’erne ville trække ind til højre på vej op ad bakken til Tändstiften, når ”den skide BMW” igen var i bakspejlet.