Cadillac udfordrer sydtyskere
Den nye CTS-V er med sine 640 hk den kraftigste Cadillac nogensinde, den overgår både Mercedes E63 AMG S, Audi RS6 og BMW M5.
Større, stærkere og vildere. Det er nøgleordene i bilernes superklasse, hvor Cadillac nu kaster en Autobahn-killer på banen i kampen om prestige. Den nye version af topudgaven CTS-V med en 6,2-liters V8-motor sparker nemlig intet mindre end 640 hk og et moment på 855 Nm fra sig.
Det er langt mere end forgængerens 556 hk og gør den ikke alene til den mest kraftfulde model i mærkets 112-årige historie, men lægger også luft til konkurrenterne. Mercedes E63 AMG S yder nemlig 585 hk, Audi RS6 560 hk og BMW M5 600 hk.
Læg dertil en topfart på 320 km/t og en acceleration 0-96 km/t på 3,7 sekunder – det er den nærmeste opgivelse, vi kan komme på 100 km/t, der formentlig tager en tiendedel længere.
Ikonisk USA-brand
CTS-V, som er et stærkt brand i USA, er udviklet sammen med søstermærkets Chevrolet Corvettes motorsportsafdeling, og den hidsige V8’er med kompressor findes også i topmodellen, Corvette Z06.
Ligesom i Corvetten byder CTS-V, der bygger på den netop lancerede tredje generation af CTS’en, også på en undervogn med den nyeste udvikling af GM’s Magnetic Ride, hvor elektronisk styrede støddæmpere kan sætte bilen op til tour, sport, bane eller sne.
Med til at hæve effekten er den nye supercharger, der kan klare flere omdrejninger og samtidig leverer mere effekt ved lavere af slagsen. Den holdes på plads af Brembo-skiver, der er 390 millimeter for og 365 millimeter bag med Michelin Pilot Sports-dæk, mens et ZF-sportsstyretøj sørger for at sikre kursen. Karosseriet er gjort lettere med dele i kulfiber, blandt andet motorhjelmen eller et stort spoilersæt, hvis man køber en ekstra fiberpakke. Indendørs byder modellen på en sportskabine med specielle sæder, som kan peppes op med Recaro-stole.
Cadillac skriver ikke så meget om det arsenal af muligt sikkerhedsudstyr, som de tyske konkurrenter ellers bryster sig af. Modellen har dog den seneste generation af Siri Eyes Free, hvor sms’er kan læses op over bilens højttalere. Cadillac CTS-V vises på det kommende motorshow i Detroit og lanceres til sommer. Der er intet officielt om danske priser, men den nuværende CTS-V koster 1.683.000 kr.