Fortsæt til indhold
Biler

Glemt mellemklassebil relanceres

Faceliftede sedan- og hatchbackmodeller af Mitsubishi Lancer er klar til priser fra 180.000 kr.

Jens Overgaard

Den danske Mitsubishi-importør arbejder hårdnakket på at få en lille fod inden for døren igen på det danske marked.

Efter lanceringen af Spacestar som en af Danmarks billigste minibiler er turen nu kommet til mellemklasse-modellen Lancer, som har fået et facelift med mærkets markante jetfigter-front og nu relanceres til priser fra små 180.000 kr. for Sportssedanen og en halv snes tusinde kr. mere for den femdørs Sportback. Sportsbetegnelserne kan dog ikke skjule, at Lancer med syv år på bagen er noget bedaget. Og den søsættes da foreløbigt også kun i en enkelt udstyrsversion, nemlig Invite, og med den noget gammeldags 1,6-liters benzinmotor på 117 hk, der klarer 18,2 km/l, som også er under standarden for de bedre i klassen.

Udstyret er righoldigt og byder bl.a. på automatisk klimaanlæg, ratbetjent radio/cd, sædevarme, læderdetaljer og alufælge. Det gør bilen 20.000-30.000 kr. billigere end en skarp og langt mere moderne konkurrent som Skoda Octavia.

Mitsubishi lancerede i fjor en helt ny Outlander og har skruet priserne ned på SUV’en ASX, som er en konkurrent til biler som Nissan Qashqai.

Importøren har også firehjulstrækkeren Pajero, elbilen iMiev og den billige Spacestar i programmet.