Mercedes er snart klar med trådløs opladning af batteriet
Hvis du har en elektrisk tandbørste derhjemme, så er det lige til at forstå denne løsning fra Mercedes.
MALMØ
Hvis du har en elektrisk tandbørste derhjemme, så er du allerede med på, hvordan Mercedes inden for få år vil oplade batteriet i el- og hybridbiler helt trådløst.
Tandbørsterne figurerer da også på en storskærm, da ingeniører fra det tyske mærke viser os, hvordan batteriet i den nye S-klasse plug-in-hybrid, som kører på både strøm og benzin, nemt kan lades op.
Vi befinder os i Malmø, hvor Mercedes demonstrerer opladeren, der er en magnetspole, som minder om en forstørret pandekage. Proceduren foregår ganske enkelt ved, at vi ruller den store bil hen over pandekagen, så den ligger lige under motoren, hvor en anden magnetspole er.
Manøvreringen sker ved hjælp af de enorme indbyggede farveskærme, der er standard i den store S-klasse.
Så er vi klar, et blåligt skær strømmer fra spolen, og bilens batteri, som supplerer en V6 benzinmotor i 500 S plug-in-hybriden, lades op. Det kan gøres på to timer – eller samme tid, det tager, hvis du sætter et stik i fra en såkaldt wallbox med et kraftstik på 400 volt og 16 ampere.
Induktionsladningen fungerer ved, at det kraftige magnetfelt mellem de to spoler overfører en energi med en effekt på 3,6 kW til bilens batteripakke – eller hvad der svarer til 1.800 eltandbørster.
Teknologien, som udvikles sammen med BMW, er langt fremme, og den vil være klar inden for levetiden af den nuværende S-klasse, forklarer teknikerne fra Mercedes. Det vil sige inden 2018, nogle medier skriver dog allerede i 2016. Her skal induktion også kunne oplade for eksempel den elektriske Mercedes B-klasse og BMW i3, og det vil kunne ske med endnu kraftigere effekt.
Flere mærker med
Også VW, Volvo og Toyota er langt fremme med induktionsopladning.
Mercedes lægger vægt på, at teknologien skal være ukompliceret.
»Det vigtigste er, at tingene er nemme at betjene og fungerer ubesværet,« siger Timo Baumer, der er talsmand hos Mercedes.
Således vil induktionsopladningen kunne bruges både inde i en garage og udenfor.
»Der er i første omgang lagt op til, at det er private, som oplader hjemme med induktion. Men det kan sagtens være i det offentlige rum, hvor man for eksempel betaler gennem en app på sin smartphone,« siger Timo Baumer.
Den nye teknologi vinder frem på mange fronter, hvor især smartphonebrugere kan drage nytte.
Når vi snakker biler, kan man sagtens forestille sig, at køretøjerne for eksempel sjatlades, når de holder for rødt lys, og på den måde hele tiden fødes med energi. Så perspektiverne er store for induktionsopladning, der først og fremmest skal gøre hverdagen lettere.