Fortsæt til indhold
Biler

Peugeot 508 giver fransk komfort til lavpris

Peugeot 508 2011: Meget rimelige priser for høj komfort og godt med udstyr.

Peugeot 508 blev introduceret i april 2011 og er populær hos leasingselskaberne. Det betyder, at der kan gøres gode handler på de første årgange, der rammer brugtmarkedet nu.

Modellen er et komfortabelt, veludstyret og rummeligt alternativ til VW Passat og Toyota Avensis.

Pas på diesel

Det mest alvorlige problem er den 1,6-liters HDi-motor. Et dårligt designet bundkar er skyld i, at der kan samles smuds og sod i olien, også selv om olien skiftes regelmæssigt. Det kan føre til, at turboen brænder sammen, fordi olien ikke smører tilstrækkeligt.

Vælg i stedet en 2,0 HDI dieselmotor, der også har et langt bedre kraftoverskud og ikke mindst det sjette gear, som sænker støjen væsentligt på motorvejen.

Typisk opstår fejlen først efter garantiens udløb, og det kan koste 10.000-50.000 kr. at udbedre den. Vi anbefaler at købe et uoriginalt bundkar fra Klokkerholm Karrosseridele. Det koster omkring 600 kr. og løser problemet.

Ifølge Ulrik Weiss, som er teknisk chef hos leasingselskabet ALD Automotive, har ALD haft 444 stk. af Peugeot 508 gennem deres system med et snit på 125.000 km pr. bil. Ifølge ALD er der kun et par enkelte fejl, som går igen:

»Vi havde forestillet os det værste efter Peugeot 407, og derfor havde vi sat budgettet til vedligehold alt for højt. Men der har altså ikke været mange problemer med 508,« siger han.

En brugt og veludstyret Peugeot 508 kan derfor anbefales.