Fortsæt til indhold
Biler

Mercedes S-klasse ruller sig ud som coupé

Stjernemærket klar med kæmpe luksuscoupe, der er en rullende opvisning i teknologi.

Jens Overgaard

Kendere vil huske monstrøse coupémodeller fra Mercedes som den store SEC fra 1980’erne og måske 280 SE 3,5 Coupé, som blev søsat et årti tidligere. Nu vil stjernemærket tilbage på tronen, som leverandør af den største og mest luksuriøse todørs coupé på markedet. Det sker med den nye S-klasse Coupé, som får premiere på det kommende motorshow i Geneve.

Helt ny teknik

Den fem meter lange topmodel er en rullende showcase og proppet med alle de nyeste features fra koncernen.

Således byder modellen som den første serieproducerede bil på en kurve-vippe-funktion, som gør, at bilen forcerer sving efter samme teknikker som en motorcykel eller skiløber, og det skulle give en mere fast og rolig oplevelse for passagererne.

Krystaller

Full LED-forlygterne kan optimeres med 47 Swarovski krystaller, som giver et mere elegant udseende, mens Pre-safe systemet - som i sedanen - kan mindske piskesmælds-ulykker ved nænsomt at trække håndbremsen, hvis sensoren registrerer en bil, der nærmer sig bagfra uden at bremse. De ombordværende kan også tilkøbe massagesæder, der bygger på teknikken kendt fra hot stone massage, mens et Burmeister anlæg også kan levere 3D highend surround sound i højttalerne.

Det store glaspanoramatag kan tones eller gøres helt mørkt med Magic Sky Control, hvor magnetfelter styrer den gradvise formørkning, mens instrumenterne selvfølgelig kan vises på et farve head up display.

S-klasse Coupé vises i første omgang som S 500 4MATIC Coupé med en 4,7 liter V8 biturbo motor på 455 hk, der leverer et moment på 700 nm og selvfølgelig firehjulstræk. Men vi gætter på, at der også kommer en heftig AMG-version. Så vi har formentlig ikke set det sidste endnu fra den tyske fabrik.

Der foreligger intet om danske priser eller tid for introduktion.

LÆS MERE OM Mercedes Coupé PÅ GUIDE.DK