Velkommen til den sociale sofa-bil
Premiere: Det skal være enkelt at køre bil, og man skal føle sig hjemme, som sad man i en sofa med benene oppe. Om en måned er Citroën klar med bilen.
Hvorfor skal biler være så komplicerede at betjene, så sarte, at de ikke tåler den mindste nærkontakt med en parkeringsstander eller en indkøbsvogn og hvem har brug for stenhårde sportslige affjedringer med store dyre dæk?
Tja, hvis det står til Citroën, så er der behov for at tænke bilen forfra, og det er, hvad man gør med konceptet, Cactus.
Vi skriver konceptet, men i virkeligheden er man ganske tæt på at lancere nyfortolkningen af en kompakt crossover, der lander i butikkerne allerede til sommer og som bliver på størrelse med Peugeot 2008 og Renault Captur.
Vi møder Cactus i et udstillingslokale i Sydhavnen til en snak med designeren, Mark Lloyd, der er taget til Danmark for at præsentere bilen.
Verden har brug for en bil, der er simpel og som tager stressen ud af bilkørsel. Jeg tror, at mange vil elske en bil, med en god stemning og som man føler sig hjemme i, siger Mark Lloyd og uddyber hans holdning.
Omkring 80 pct. af Cactus, som du ser den her, vil være magen til de løsninger, som vi præsenterer i den endelige produktionsbil den 5. februar, forklarer designeren, som har været i gang med planerne om en anderledes crossover meget længe.
Tankerne om en simpel bil er slet ikke nye, og Citroën lavede den første Cactus-variant i 2007.
Men den var for primitiv, lød kundernes reaktioner.
Giv os komfort, afslappet stemning og moderne teknologi inklusiv internetadgang, men drop den meget spartanske indretning, lød dommen over den første Cactus, forklarer Mark Lloyd.
Mere komfort
Kunderne nikkede ja til atmosfæren i den første Cactus, men ville have mere komfort, så det oprindelige ganske primitive bænkesæde overlever derfor ikke i produktionsbilen, men det gør heller ikke så meget, mener Mark Lloyd.
Du vil få oplevelsen af et bænkesæde i produktionsbilen. Og oplevelsen af at sidde i en sofa med et menneske ved din side er en anderledes og mere venlig fornemmelse, end hvis man sidder i to individuelle stole, selv om de står tæt, vurderer han.
Der vil dog kun være plads til to, og man sidder i en fordybning.
Enkel instrumentering
Konceptbilen er præget af en lethed i instrumenteringen, hvor det meste er skrællet væk, så man har en helt åben fornemmelse.
Det betyder også et stort handskerum, som kan åbnes ovenfra, idet man har flyttet airbaggen op i loftet, så det naturlige lys så at sige oplyser det indvendige af handskerummet.
Placeringen af airbaggen i loftet er ikke set før i nogen bil, og dermed bliver Citroën første producent, der har den feature, som giver mulighed for et kæmpemæssigt handskerum.Til gengæld er det ikke muligt at få forruden til at gå helt op i taget, som bl.a. kendes fra C4 Picasso
Den nye Cactus arver dog Picassos store skærme, hvor det er muligt at styre de fleste af cockpittets funktioner fra.
Som noget helt nyt er alle sider på Cactus beklædt med store felter af, hvad man bedst kan beskrive som den moderne afløser for sidebeskyttelseslister.
Det er firkantede stykker gummi, der er fleksible nok til, at man kan køre en indkøbsvogn hen langs siden uden risiko for skader på bilen.
Beklædningen vil senere kunne leveres til andre modeller fra Citroën.
Mindre er mere
I det hele taget handler det om at gøre det ind-og udvendige design så enkelt så muligt. Men med brugervenlig højteknologi. Noget, som er helt i tråd med tidsånden, hvor mange, ifølge Citroën, søger mod det mere enkle ud fra filosofien Less is more - altså at der en merværdi i det mere simple. Noget, de også tror, vi vil se, som en trend i bilindustrien, har mærkets øverste designchef, Thierry Metroz, tidligere sagt til Jyllands-Posten.
»Når du taler med unge på 18-20 år, er de meget fascinerede af biler fra 1970' erne og 1980' erne. De var nemlig meget simple og lette at køre i. Jeg tror, at det næste store bliver enkle biler med teknologi og charme. Vores moderne biler er alt for perfekte. Der ingen charme eller personlighed,« lød det.
Når den endelige version er klar, bliver navnet C4 Cactus.
Men hvorfor fabrikken har valgt et navn, der signalerer en utilnærmelig plante, som man kan stikke sig på, melder historien ikke noget om.
LÆS MERE OM Citroën PÅ GUIDE.DK