Ibiza Cupra – fart, men uden GTI-sjæl
Fart: Målt på de to lige ud-discipliner er Seat Ibiza Cupra lige så hurtig som Fiesta ST.
Fart: Målt på de to lige ud-discipliner er Seat Ibiza Cupra lige så hurtig som Fiesta ST – ja, den er endda en mikro hurtigere på toppen. Men gennem Ring Knutstorps mange sving får spanieren både Ford- og Peugeot-klø. Her på banen mærker man vitterligt, at Ibiza stiller op med en 1,4-motor og Ford med en 1,6. At tænke sig, at man kan mærke forskel på, hvad der svarer til et glas vand. Men det kan man. Vel bliver Seat hjulpet på vej til mere fart af dagens hurtigste og bedste gearkasse, men det hjælper ikke meget, når bilen slet og ret ligger for højt og ikke har arrigt greb i de fire dæk.
Stil: Nok er Cupra en pæn bil; men den har intet af alt den lir, der skaber en GTI, som får drenge til at vende sig om, og mænd til at sende et stjålent blik.
Men måske skal der ikke så meget til: Forestil dig en Cupra i matsort folie med lave fjedre og fælge sprayet over med metallicgrå maling. Så var den der.
Pris: 300.000 kr. i runde tal er en o.k. pris i dette felt, hvor Fiesta er billigst med 280.000 kr. og Peugeot dyrest med 330.000 kr. En yderligere anerkendelse af prisen er, at testbilen her er født med DSG-gearkasse.
Sjov: Det sjove er gearkassen. Lynskift mellem de mange trin – motortoner, der stiger hurtigt, flader brat og stiger hurtigt igen. Den nutidige lyd af en sport. Men styringen griber ikke nok, og bagenden kan ikke justeres med speederen. Og tilmed sidder man alt for højt. Farten er godkendt – men GTI-sjov? Nej.
Konklusion: Da Leon Cupra R var ny for nogle år siden, stod den lige over for Golf GTI Mk VI og kørte fra den. så Cupra-afdelingen i Spanien ved godt, hvordan det skal gøres. Men de har undladt at spænde buen tilstrækkeligt i Ibiza Cupra. Der er plads til en måske kommende Cupra R.
Dommen
Kommentar
- Ibiza Cupra er en fin bil, men den mangler enten en drenget kant eller den ekstra fart for at hæve sig over karakteren tre, der jo udtrykker gennemsnittet.
Plus
- Motor
- Gearkasse
- Lige-ud-præstationer
Minus
- Omgangstider
- Mangler GTI-udstyr
LÆS OM Seat PÅ GUIDE.DK