Fortsæt til indhold
Biler

Skal bilerne nu have laserlys?

Det tyske mærke Audi gør forsøget med en konceptudgave på elektronikmesse i Las Vegas.

LED-lygter er endnu langt fra at være standard på nye biler, men det afholder ikke bilproducenterne fra at forsøge sig med nye lygtetyper. Står det til det tyske mærke Audi, kan lygter med laserlys måske blive en del af fremtiden - i hvert fald på de dyreste prestigemodeller.

Laserlygterne skulle kunne give fjernlyset en rækkevidde på 500 meter.

Audi præsenterer fremtiden på den forestående elektronikmesse i Las Vegas. Her udstiller Audi sin Sport Quattro Laserlight Concept. Bilen er en plug-in hybrid med samlet 700 hk. Heraf leverer en 4,0 liter V8-motor de 560 hk, mens resten kommer fra en elmotor.

Og så har bilen en kombination af LED- og laserlygter.

Meget mindre dioder

Laserdioderne, der er væsentligt mindre end LED-dioderne, udgør bilens fjernlys. Det skulle ifølge Audi have en rækkevidde på næsten 500 meter. Dermed lyser lygterne dobbelt så langt som tilsvarende LED-fjernlys, og lyset er også tre gange kraftigere. Det er planen, at laserlygterne skal tilbydes til mærkets prestigemodeller som Audi A8. Audi oplyser dog ikke noget om, hvornår det vil ske.

Men fremtiden er allerede til sommer, når Audis R8 etron-biler i juni deltager i årets udgave af 24-timers løbet på Le Mans. Her vil racerbilerne være forsynet med laserlygterne.

I en pressemeddelelse forklarer Audi det på denne måde:

"I det nye laserlys danner et blåt laserlys baggrundsbelysning til en gul fosforkrystallinse, hvorigennem lysstrålen udsendes og supplerer LED lygterne på Audi R18 e-tron quattro."

Ved en skillevej

Men vil laserlygter så være morgendagens billys?

Det tror Anders Grønbech, der er salgsmanager hos Philips Automotive i Danmark, ikke umiddelbart på. Systemerne vil være så dyre, at de vil være ekstraudstyr selv på de dyreste modeller.

"Lige nu står bilproducenterne og lygteproducenterne ved en skillevej, hvor retningerne er xenonlys, LED-lys og måske laserlys, og flere af de store bilproducenterne har meldt ud, at de tror mest på LED-lyset," fortæller Anders Grønbech.

Xenonlys eller læderindtræk

Det betyder dog ikke, at LED-lygterne er på vej til at blive standard.

"LED-lygterne er fortsat meget dyrere end de almindelige halogenlygter. Vi regner med en faktor 40. Til gengæld regner vi så også med, at LED-lygterne holder i bilens levetid. Det betyder, at bilproducenterne kun vil tilbyde det til de dyreste modeller som eksempelvis en Audi A8. Først fra 2018 forventer vi, at LED-lygterne, vil begynde at blive mere udbredte end halogenlygterne. Så halogenlygterne vil først være udfaset om måske 20 år," siger Anders Grønbech.

Han tilføjer, at de høje bilafgifter i Danmark betyder, at bilisterne tænker sig om en ekstra gang, før de investerer i xenonlys eller LED-lys.

"Xenonlys har en markedsandel på omkring 8 pct. De dyre lygter bliver ofte valgt fra, hvis valget står mellem dem og læderindtræk eller automatgear," forklarer Anders Grønbech.

Bedre lys øger sikkerheden

På samme måde vil halogenlygterne også fortsat have en fremtid på eksempelvis det store kinesiske marked, hvor det store bilsalg udgøres af billigere biler.

Men danske bilister kan også få bedre lys på bilen uden at skulle investere i xenonlygter eller LED-lygter til 20.000 kr. eller mere. Således har bilistorganisationen FDM i samarbejde med Philips Automotive gennemført en test af forlygtepærer. Her blev testvinderen Philips' egen X-treme Vision-pære.

"Vi gennemførte testen med en VW Golf V, og den viste, at der er meget stor forskel mellem de dårligste og de bedste halogenpærer. En gammel pære kan, selv om den er godkendt, have en rækkevidde, der er 40 meter kortere end de nyeste og bedste pærer. De 40 meter giver med de nye pærer 2,5 sekunder længere reaktionstid ved blot 60 km/timen," forklarer Anders Grønbech.

"Jo ældre vi bliver, i jo højere grad har vi behov for mere lys. Derfor vil mange bilister kunne have stor gavn af at udskifte bilens gamle pærer med nogle nye," forklarer Anders Grønbech.

Tjek først med værkstedet

Det skal han selvfølgelig mene, når han lever af at sælge lys til biler. De nye pærer koster cirka 250 kr. stykket.

"Man skal først spørge på sit værksted, om de nye pærer passer til bilen. Nogle mærker har problemer med højere spænding, og derfor har vi bl.a. hos Citroën og Peugeot oplevet problemer med, at pærerne går i stykker. Så jeg anbefaler ikke pærerne til alle biler," siger Anders Grønbech.

LÆS MERE OM biler og lys PÅ GUIDE:DK