Så kører vi igen: Italien mod Tyskland

Hvis vi nu ikke bare skal bygge en sportsvogn, men en rigtig sportsvogn – intet mindre end den bedste. Hvad gør vi så?

Kombinerer den mest effektive konstruktion med de smukkeste former. Og så må vi derefter se, hvad vi kan gøre ved prisen.

Det ved de godt på bilfabrikkerne ovre i den opgående Sols land, over there i USA og overalt i Europa. Men der er to barrierer at passere – den ene svær, den anden meget svær. For det første skal ”en rigtig sportsvogn” passe ind i et bilmærkes image, og det skal give forretningsmæssig mening at have sådan én i porteføljen. Dernæst skal en bilfabrik have tilstrækkelig kreativitet, viden og udviklingskunnen til rent faktisk at være i stand til at bygge den rigtige sportsvogn. Der er langt mellem bilfabrikker, der kan sætte flueben ud for begge dele.

Senest har italienske Alfa Romeo meldt sig ind i klubben – eller rettere atter meldt sig ind i klubben. Det var trods alt Alfa, der skabte coupeerne GTA fra 1960’erne, Spider fra især 70’erne og 80’erne og 8C fra 00’erne. Og ja, alle I alfister, der er mange flere, men GTA, Spider og 8C er tre af de største.

Efter et langt tilløb er den nyeste så klar, netop vist i sin endelige form: Alfa Romeo 4C. Med disse afgørende egenskaber: lavt, bredt karrosseri. Centermotor og baghjulstræk. Smukke former. Altså opskriften på en rigtig sportsvogn.

Dermed placerer italienerne deres nye bil præcist over for Porsche Cayman. Begge har disse egenskaber: lav, bred – centermotor, baghjulstræk – smuk. Og samtidig åbner Alfa så endnu en af de knivskarpe bildueller. Som Capri over for Manta, da vores fædre var knægte, BMW M3 over for Mercedes 190 2,3-16, da vi selv var det, og Ferrari 458 over for Lamborghini Gallardo i dag.

Og som et lille ekstra, der i den grad gør 4C mod Cayman til duellanter: Både Alfa Romeo og Porsche har den glorværdige historie at stille deres to sportsvogne på.

Chassis af kulfiber

4C versus Cayman. Se, hvor ens de er: Begge er forholdsvis små to-personers sportscoupeer. Begge er korte og brede – og lave. Begge har centermotor. Begge har baghjulstræk. Begge udstråler de, at de egentlig bare venter på at komme hen til næste sving i en fart.

Men selv om begge skriger ”Need for Sving”, og begge er centermotor-konstruktioner, følger de hver sin filosofi, når det kommer til vægt. Begge stræber de efter at veje så lidt som muligt – men italienerne gør det via den ekstreme vej, tyskerne den mere traditionelle.

I jagten på lav egenvægt er motoren en 4-cylindret turbo. Men letvægtsskruen får lige et par omgange til, når det kommer til selve bilens bærende del: 4C står på en superlet kulfiber-konstruktion – idé og teknik, der er hentet fra motorsport.

Præcis her virker Caymans 6-cylindrede boxer med sugemotor og selvbærende karrosse i stål nærmest gammeldags.

Monocoque i kulfiber. Dét er en konstruktion, der får øjnene til at fare op på virkelige entusiaster. 4C’s egenvægt er da også kun 895 kg – kun 20 kg mere end en Lotus Elise, der jo ellers står som et letvægts-wunder blandt sportsvogne.

Det er muligt, at Cayman kører bedre – det finder vi ud af senere. Men det er det med kulfiber, man skal sige i baren eller på golfbanen eller hvor som helst, man kan komme af sted med det:

»Min nye Alfa har monocoque af kulfiber – hvad har din Porsche?«

Og et par afgørende nøgletal, hvis dén sætning ikke rækker:

»Nå, min 4C har et vægt/kraft-forhold på 3,8 hk pr. hk. Din Cayman er på 4,2.«

De store rivaler

4C over for Cayman er den nyeste direkte duel i bilverdenen. Men bilhistorien er fyldt med rival mod rival. Her er seks eksempler: