Porsches gule hammer

Jeg kan jo lige så godt fortælle det med det samme – det kommer jo ud alligevel. Jeg mener, vi var en hel flok journalister. Og hvordan er det nu med sådan nogle som os; vi lever jo ikke ligefrem af ikke at fortælle det.

Begivenhed: første test af den nye Porsche 911 Turbo. Sted: den nye racerbane Bilster Berg, Tyskland.

Den nye 911 Turbo er hurtig. En bil kan være hurtig på mange måder – den nye 911 Turbo er hurtig på den voldsomme måde. Bilster Berg er ikke bare en ”udfordrende” bane. Den er en pissesvær bane (undskyld mit franske). Det er ikke uden grund, at det tyske rallyikon Walter Röhrl har været med til at anlægget sporet rundt på bjerget. Så skarpe sving. Så dybe dyk!

Altså: Voldsomme 911 Turbo plus en racerbane, der bedst beskrives med et bandeord.

»Vi må nok hellere sætte en instruktør forrest til at vise banen rundt – nogen indvendinger?« Jeg gætter på, at den Porsche-person med ansvaret for, at testbilerne (og journalisterne i øvrigt) kom helskindet fra testen, spurgte sådan bordet rundt til morgenbriefing, inden vi ankom. Ingen sagde ham imod.

ESP på arbejde

Og så var det selvfølgelig, at min ufatteligt gule 911 Turbo absolut ville følge instruktøren, da det blev vores tur til at køre lige bag ham. Han gav gas, men det gjorde min gule 911’er også. »Skal vi ikke presse ham instruktøren lidt?« nærmest hviskede min Porsche til mig. »Fint med mig,« nikkede jeg til den – mere fart ad Röhrls vilde asfalt rundt om bjerget.

Så var det. Ja, ind i et hurtigt sving – gætter på mellem 160 og 180. Her fløj instruktøren hurtigere ind, end jeg turde. Men så; kvart inde i svinget med en lille, behagelig understyring og masser af plads til alle sider, og dejlig tør asfalt, og Solen skinnede. Så det var da bare at give lidt mere gas.

Der kom den så, understyringen, der lige var lidt større, end vi var enige om, 911 og mig. Jeg måtte altså lige linde speederen.

Og DER kom bagenden. Armene styrede kontra, uden jeg opdagede noget. ESP’en ordnede resten. Og så ellers bare videre. Men jeg opgav nu at indhente instruktøren.

Hammeren kom ...

»Nå, så kom hammeren,« som en af mine virkeligt Porsche-kyndige kolleger konstaterede lidt senere.

”Hammeren”. Med det udtryk hentydede han til, at alle 911’ere og dermed også min gule 911 Turbo jo har hækmotor. Og uanset hvor godt ingeniører og troldmænd i Porsche R&D har fået nutidens 911’ere til at balancere, så har de altså motoren helt ude bag ved bagakslen. Og derfor er bilen, som det så malerisk er blevet beskrevet, at køre som at kaste en hammer – altså med skaftet fremad.

Jo, Nikolaj, dér kom hammeren. Men styretøjet er hurtigt, bilen ligger fladt, og det, mekanikken og kørerens konstrastyring ikke kunne holde styr på, ordnede bilens elektronik. Den overstyring, der var tilbage efter kontrastyringen, greb ESP’en jo lige på eleganteste måde. Vi kørte jo videre, som om intet var hændt, og kun hvis instruktøren tilfældigvis kiggede op i spejlet, lige i det sekund bilen var i skred, opdagede han noget. Ellers kørte han jo bare i pit et godt stykke foran mig – præcis som han havde planlagt det.

Det er kun bilfabrikker, der vitterligt har styr på deres biler, der inviterer journalister fra hele verden til at prøve deres nye over 500 hk’s monster på en vejstrækning så vanskelig som Bilster Berg. Men sådan er Porsche. Aldrig bange for at vise, hvad deres biler kan, aldrig nervøse for, at bilerne kommer til kort.

For Porsche ved jo godt med sig selv, at deres sportsvogne ikke bare er bragende hurtige, de er effektive køremaskiner. Og med effektive mener jeg lige her kombinationen af fart og balance inkl. evnen til ikke at ryge af. En Porsche kan man køre indædt og hårdt – og den forbliver fortsat under effektiv kontrol. Det er en af de store fascinationer ved netop Porsche. Og i øvrigt i direkte forlængelse af det faktum, at netop sportsvognen fra Stuttgart bare kan monteres med et sæt vinterdæk og så i øvrigt køre det kolde halvår igennem.

Nu med to turboer

Den nye generation af 911 – i øvrigt med den interne Porsche-betegnelse 991 (og spørg ikke, hvor det nummer kom fra) – blev lanceret i 2011. Først i den nye generation var coupeerne Carrera og Carrera S. Selv om silhuetten lignede forgængeren med nummeret 997, er 991 en helt ny bil.

Nye motorer med flere hk og lavere CO2, nye gearkasser inkl. en ny manuel boks med – nej, ikke seks trin, men syv trin. Nye og større hjul. Men måske vigtigst af alt, større akselafstand. Her gemte sig en væsentlig del af den nye generations endnu bedre, hurtigere og sikrere køreegenskaber. Efter den første, coupeen, kom 911 som cabriolet, næstsenest omtrent-raceren GT3 og nu og her på Bilster Berg: 911 Turbo og 911 Turbo S.

Tallene i dataoversigten er i sig selv opsigtsvækkende: 520 hk i Turbo og 560 hk i Turbo S. Og det maksimale moment – 750 Nm. Og mens effekttallene er store, er accelerationscifrene små: Til 100 km/t. på 3,2 og 3,1 sek.

3,1 og 3,2 sek. Hvordan er det? Hvor meget eller hvor lidt er det nu? Ja, det er jo bare at kigge på sekundviseren eller lige starte et stopur. Et – to – tre sekunder. Og nu kører vi 100 i timen. Let nok at læse, men at opleve det ...

Launch control

911 Turbo har firehjulstræk og PDK-gear, altså Porsches version af en dobbeltkobling-boks. Firehjulstrækket sikrer, at al effekten vitterligt mases ned i asfalten. Så ingen tid tabt på hjulspin. Og PDK’en sikrer, at der kan være launch control – altså et slags elektronisk ”starte-maks-hurtigt”-system i stil med Formel 1-racere.

Det fungerer sådan her: Sæt gearvælgeren i helt almindelig ”D”. Tryk bilen i Sport-mode. Træd med venstre fod bremsen i bund. Mas med højre fod speederen i bund. Og når lampen i rattets højre eger tændes, er det SLIP bremsen, hold speederen nede. Og så – tre sek. – og nålen viser 100 km/t.

Hvis dette her nu var tv, var det let nok. Jeg kunne tage mig til hovedet og lade øjnene vise en mellemting mellem vantro og fascination. Men den går jo ikke på tryk, men selv det udvidede katalog med beskrivelser af fart slår ikke til her og nu. 0-100 i 911 Turbo. Ligesom 100-200 og alle mulige andre fartdiscipliner. Hurtig på den effektive måde. På den rå måde. Måske også på den lidt skræmmende måde.

0-100-testen løb i øvrigt videre i 100-160 og igen direkte over i maks-bremsning, så dækkene skreg, og kulfiberbremserne hyggede sig. Det skulle jeg da lige opleve én gang til. »Aber natürlich, Herr Haslund,« som Porsche-værten sagde. »Og hvis De har lyst, kan de jo bare gøre det igen og igen – og igen.«

Det er jo lige præcis det, der er så typisk Porsche. Effektivt. Holdbart. Igen i stil med dette med. at man bare kan køre sin Porsche vinteren igennem. Hvis man nænner det. Og har købt vinterdæk.

Hvad så med stjernerne?

Er 911 Turbo så verdens bedste sportsvogn? Jeg gav jo 911 Carrera seks stjerner, da den blev lanceret. Og det er ikke muligt at give mere end seks stjerner i Tempos system. Hvad så?

Intet problem, for selv om der havde været syv stjerner, skulle 911 Turbo ikke have dem. For det første er der jo lige dette med prisen, for uanset hvor hurtig, uanset hvor rå og effektiv. 3,5 mio. kr. er dyrt. Ikke at den ”lille” 911 uden turbo til 2 mio. kr. er billig; men her er der dog langt bedre harmoni mellem bil og pris. Ligesom der på et mindst lige så afgørende område er mere harmoni – nemlig mellem fart på den ene side og grip og balance på den anden side.

I supersportsvognenes univers kan man pr. definition ikke få for megen effekt. Men alligevel … Derfor er der seks stjerner til den lille Carrera og fem til den store Turbo.