En halv multi-løsning
VW-koncernens multimediesystem til mikrobiler med navigation og telefonopkobling skuffer.
Bare fordi du køber en mikrobil, behøver udstyret ikke være spartansk som i en bjælkehytte. De helt små biler kan nemlig opgraderes med udstyr, som før var forbeholdt luksusklassen.
Som de første i klassen byder VW-koncernen med trillingerne VW Up, Seat Mii og Skoda Citigo nu på et integreret multimediesystem til bilstørrelsen omkring 100.000 kr. Her får du både navigation med stemmestyring, bluetooth opkobling med telefonkontrol og et øko-program, der hjælper dig med at køre, så du sparer på dråberne.
Systemet, som i VW Up hedder Maps and More, er integreret i et Navigonanlæg, der kan købes som ekstraudstyr til de fleste af trio-modellerne til priser fra 3.400 , 3.900 eller 7.500 kr. alt efter om det er en Skoda, Seat eller VW. Hos Wolfsburgeren får du dog også mere udstyr med i prisen, og kan for 1.500 kr. få integreret en baksensor, som vises på skærmen.
Det fine set up er dog kun en halv løsning. Systemet virker nemlig lige billigt nok. Touchskærmen er gnidret, og ikonerne reagerer langsomt, hvis du da ikke skal trykke flere gange for at få bid. Det går helt galt, hvis du prøver at stemmestyre navigationen – noget, som ellers skulle forbedre trafiksikkerheden.
På trods af, at vi til sidst talte med en tydelighed, som når Matadors Oberst Hackel titulerer Fru Fernando Møhge gennem hørerøret, blev vi ledt både i øst og vest.
Langsomme menuer
Oplevelsen blev ikke bedre, da vi med viljefaste fingreforsøgte at trykke os gennem de langsomme menuer i telefonopsætningen.
Da opkaldet gik igennem, kunne modtageren mest høre rungen fra kabinen. Et klassisk problem, når en telefon skal tale sammen med en gps, som VW’s teknikere tilsyneladende ikke har fået helt styr på.
Det gælder for øvrigt også parringen med telefonen, som krævede mange forsøg for at få bid. Som navigation isoleret set byder erfarne Navigon på ganske glimrende vejledning. Baksensoren, som burde være standard i alle biler, fungerer også udmærket.
Man mister interessen
Det gælder også det køretekniske program, der er en gimmick, som er sjovt at lege med i starten. Men som man mister interessen for efter et stykke tid. Vi testede i samme periode Toyota Touch-system, der virker langt mere funktionelt, og hvor touch-skærmen spiller bedre, men kun fås fra Yaris og op.
VW skal dog have ros for at løfte overliggeren i mikroklassen, men de fleste får mere for pengene ved at købe en løs gps. Her koster de billigste Navigon, Tomtom eller Garmin fra i omegnen af 800 kr. og så en Parrot til sin telefon, hvilket kan gøres for omkring tusind kroner.
En anden mulighed er at købe en telefonholder og en af de af de mange glimrende navigations apps til sin smartphone. Den koster cirka 700 kr.
Baksensoren kan købes som løst ekstraudstyr, i hvert fald hos Skoda.