Test: De bedste bud i Polo-klassen

Kia Rio, Opel Corsa, Peugeot 208, Volkswagen Polo.

Hvilket firkløver af stærke biler i klassen lige over de mindste. B-segmentet. Eller bare Polo-klassen.

Tænk f.eks. på en Corsa eller en Polo: Lille og kompakt, men dog væsentlig større end mini-mini’erne til under 100.000 kr. Især har de lidt større biler væsentligt bedre plads på bagsæderne, end de helt små. Dernæst har de oftest noget mere motorkraft, ligesom komforten er afgørende større i Polo-klassen end blandt de mindste. Og da priserne faktisk begynder helt nede ved knap 110.000 kr., er her afgørende mere bil for pengene. Derfor er en bil fra Polo-klassen på mange måder det bedste bilkøb.

Mest for pengene – bedste bilkøb. Der er i den grad grund til at stille skarpt på de førende fra Polo-klassen. Vi vælger Rio, fordi den er den nye stærke udfordrer fra Korea. Corsa, fordi den er klassens storsælger. 208, fordi en Peugeot altid er repræsentant for underholdende køreegenskaber. Og Polo – klassens vigtigste og klassens hidtil bedste – bilen, der lægger navn til klassen.

Vi vælger at teste versioner med pænt store dieselmotorer. Altså har vi fat i udgaver, der virkelig egner sig til at køre – køre meget og køre langt. Mange firmaer overvejer dette efterår at downsize deres flåde af firmabiler, så derfor er B-segment-biler med en kraftig diesel et stærkt alternativ til den traditionelle Passat, Mondeo og Avensis.

Derfor: Korea, Frankrig og Tyskland stiller op med det bedste på diesel med effekt mellem 90 og 95 hk. Priserne springer næsten lige så lidt: fra 200.000 til 220.000 kr. Et tæt race kan begynde. Og vi begynder faktisk med at holde stille: bagsædetesten.

Fin pladsudnyttelse

En afgørende disciplin med et overraskende udfald i øvrigt. At mange vælger bil i B-segmentet i stedet for blandt de mindste skyldes jo ofte, at de har brug for god plads på bagsædet. En Volkswagen up! f.eks. er på mange måder en virkelig glimrende bil; komfortabel, velkørende og med lavt forbrug, men bagsædeplads – ups! Her byder bilerne i den større gruppe sig til.

Testen er, at jeg sætter mig ”bag mig selv”. Indretter førerpladsen korrekt med sædet så langt tilbage, at der er god lårstøtte, men samtidig så tæt på, at albuerne er vinklet tæt ved 90 grader, når jeg griber om rattet ”klokken kvart i tre”. Vigtig oplysning her er, at jeg er knap 190 cm høj. Hvor meget plads er der så tilbage på bagsædet i venstre side? Tre biler godkendes, og én er den klare vinder. Og sejren i denne disciplin går til Korea. Kia Rio har markant mere plads til knæene end de tre andre. Faktisk er der så god plads, at en knyttet hånd uden problemer kan glide ned mellem bagsædet og knæene. I de tre andre rammer knæene forsæderyggene, og i alle tre biler må jeg sprede benene så meget, at knæene favner forsædet.

I alle fire biler er der tilstrækkeligt med hovedhøjde, i ingen af de fire biler rammer jeg hovedet på loftet, ligesom der er behageligt med luft omkring hoved og skuldre. Det er udtryk for fire gange effektiv udnyttelse af pladsen, idet selve sædet fornuftigt er placeret så højt, at der er godkendt lårstøtte. Godkendt, men dog ikke mere, idet lårstøtten – og det gælder igen i alle fire biler – trods alt er væsentligt bedre på forsæderne.

Arbejdspladsen fungerer

Førerpladserne – det er også fire gange godkendt.

Kia: Rattet ser godt ud. Allerede inden man sætter sig til rette, kan man se, at rattet har en fin størrelse og en effektiv vinkel. Begge dele bekræftes, når man først sidder der. Men det, føreren især hæfter sig ved, er den store plads opad og til siderne. Kia Rio er klart den af de fire, der har mest plads på forsæderne. Præcis som på bagsædet.

Corsa: Opelen har én særlig detalje, der bør fremhæves igen og igen. Rattet, der kan justeres i alle fire retninger, og som kan trækkes tættere på føreren, end det kan i de tre andre biler. Derfor kan flere, og her især høje personer, indrette den perfekte førerplads. Understreget af, at sædet kan køres dejligt langt ned. Desværre er Corsa-rattet lige lovligt stort, og derfor er der alligevel ikke en lysende førsteplads til Corsa i disciplinen førerplads.

208: Bilen med PlayStation-rat. Rattet i testens franskmand er overraskende lille og ikke nok med det; det er placeret lavere end i nogen anden almindelig hverdagsbil. Når man ser det første gang – nå, hold da op! Når man kører de første km – det føles da underligt. Men når man så har kørt i bilen et par gange, lægger man faktisk ikke mærke til det: PlayStation-rattet lægger sig naturligt i hænderne, så hvad det angår, er 208 som at køre alle de andre.

Polo: Som alt andet i en Volkswagen er rat og kørestilling lige efter bogen. Intet kritisk at komme efter på nogen måde. Men modsat: Heller intet sted stikker tyskeren op over de tre andre.

Køretest med overraskelser

Det var kabinerne. Men biler lever jo først, når de kører. Ikke mere holde-stille-test – asfalten kalder. Ad de lange stræk, gennem alle typer sving – ad vores yndlings-”back roads”. To stikker for alvor frontspoilerne frem. Gæt hvilke? Du har sikkert allerede tænkt ”208” – og ja, det er rigtigt. Den anden er sikkert noget af en overraskelse.

Men lad os først forklare om gruppetestens køremaskine, Peugeot 208.

Peugeot spiller jo op med den nye 208’er. »Vi ved godt, hvad vi er oppe imod,« siger franskmændene selv og peger på et af de store køre-ikoner; 205 fra 1980’erne, underforstået 205 GTI. Og nej, en moderne diesel-208’er kører altså ikke præcist som køre-om-hjørner-legenden fra dengang, da GTI-begrebet var nyt. Men derhenad faktisk. 208’eren i testen, på trods af alt for forsigtige 15”-fælge (som var enormt stort i 80’erne), er forrygende balanceret. Den styrer hurtigt og nøjagtigt ind på ratudslaget, og den følger forhjulet gennem svinget i god balance. Og som en lækkerbisken: 208’s bagende kan justeres med speederen – som dengang. Men det sker aldrig abrupt og så skarpt, at det nærmer sig det nervøse. Den gør det bare – præcist, blødt og lækkert på én gang. At den netop er sådan, skyldes bl.a. netop hjulstørrelsen. Derfor svarer bilen blødere på førerens kommandoer.

Testens koreanske bil, Kia Rio, styrer også ganske sporty, men på en noget anderledes måde. Hjulstørrelsen er koden til forskellen. Rio, der her kører på 17” store hjul, er testens skarpeste, når føreren styrer ind i sving. Bilen ligger ganske fladt og følger rattet gennem svinget. Det er den sporty måde at se verden på, dette her. Forklaringen gemmer sig i de store hjul med de lave dæk, der kan køre hurtigere, inden de skrider ud, til gengæld advarer de langt senere, når grænsen nærmer sig – de svarer ikke så blødt som 208.

Nummer tre på listen over dynamik og køreglæde er Opel Corsa. Jo, i forhold til biltypen er den dynamisk i sine bevægelser hen over asfalten, bare knap så elegant som 208 og knap så skarp som Rio. Volkswagen Polo havner på en fjerdeplads i denne disciplin: Velkørende, komfortabel – men et sporty svar fra undervognen, når man tager fat i rattet? Nej.

Vi tager en sæson mere …

Spørgsmålet er så, om Polo-klassen skal skifte navn. Og nej, det skal den ikke. Volkswagen Polo er fortsat den eneste bil i klassen, der kan score fem ud af seks stjerner. Slet og ret, fordi den er så gennemført god – GOD i ordets bredeste og bedste betydning. Dertil kommer, at dens forbrug og dermed CO2-udslip er lavt.

De tre andre scorer hver især fire ud af seks stjerner. Men med hver deres fordele og ulemper: Nævnt i alfabetisk rækkefølge er de afgørende styrker og ulemper disse: Kia: Plads, køredynamik og garanti som stærkeste egenskaber, mens især forbruget trækker i modsatte retning. Opel Corsa: Laveste forbrug og laveste pris er da argumenter, der er til at forstå. I modsatte retning trækker et måske noget bedaget udseende. Og Peugeot 208: Klassens bedste køreegenskaber og en på alle måder fin motor. Minus sættes især ud for prisen.

Med andre ord: Vi tager en sæson mere med navnet Polo-klassen til Polo-klassen.