Fortsæt til indhold
Biler

Tyske miljømærkater er god forretning i Danmark

<p>Salget af tyske miljømærkater til biler er nærmest eksploderet i Danmark, selv om de er op til 50 pct. dyrere end i Tyskland.</p>

Kilde: Flensborg Avis

Det skriver Flensborg Avis onsdag

"Vi har solgt 15.000 tyske miljømærkater til og med uge 30 og har hver dag utroligt mange forespørgsler. Der er ingen tvivl om, at danskerne er opmærksomme på, at visse tyske byer kræver miljømærkater, siger kommunikations- og marketingchef Mia Osholm fra Applus + Bilsyn.

Synsvirksomheden har netop fået det nøjagtige tal på, hvor mange tyske miljømærkater man har solgt, siden flere tyske byer ved årsskiftet indførte miljøzoner, hvor der kun er adgang for biler, der opfylder bestemte forureningskrav og er udstyret med en miljømærkat i forruden.

Hos Forenede Danske Motorejere (FDM) er situationen den samme, og her ligger man ikke skjul på, at der er tale om en forretning.

"Det er en forretning hos os, men det er nu ikke så meget, vi tjener på det," siger Brian Uldal, der er driftsleder hos FDM.

Udgifter til administration

Prisen på et miljømærke købt i Danmark er ellers væsentligt højere, end hvis man køber sit mærke i Tyskland. Mens det eksempelvis koster 150 kroner hos Applus + Bilsyn og 135 kroner hos FDM, så koster et miljømærke kun 93 kroner eller 12,50 euro hos den tyske synsvirksomhed Tüv Nord.

"Der er masser af administration i det for os, så derfor er vi dyrere. Det er ene og alene derfor," siger Mia Osholm.

Samme holdning gør sig gældende hos FDM.

"Prisen er højere i Danmark, og det er administrationen, der er skyld i det," siger Brian Uldal.

Hos FDM har man gjort sig den erfaring, at mange danskere køber miljømærkatet, selv om de egentlig ikke har brug for det her og nu.

"Op til 30 pct. køber det for en sikkerheds skyld," siger Brian Uldal til Flensborg Avis.

I Berlin og blandt andet Hannover og Köln trådte reglen om miljøzoner i kraft 1. januar 2008. Stuttgart fulgte efter 1. marts, mens Frankfurt am Main og München indfører miljøzoner 1. oktober.