Kinesisk elbil går efter Europas sidste sikre fordel
Zeekr 7GT er ikke den mest praktiske elbil fra Kina og heller ikke uden fejl. Men den gør noget, mange nye bilmærker hidtil har haft svært ved, og det kan blive et problem for Audi, BMW og Mercedes.
Jeg kan godt mærke, at jeg efterhånden møder den slags biler med en vis træthed.
Ikke fordi de nødvendigvis er dårlige. Nogle af dem er faktisk blevet overraskende gode. Men efter mange test af elbiler fra Kina ved jeg også, at flotte tal ikke er det samme som en god bil. Mange har haft masser af udstyr, fine specifikationer og priser, der så fornuftige ud på papiret. Alligevel har flere af dem været svære at huske. Nogle også ganske elendige, endda.
Derfor er Zeekr 7GT interessant.