Nyeste BMW M4 er en rendyrket bisse
Test: En rendyrket sportsvogn for entusiasten – lidt for rendyrket vil nogle sikkert mene. Kør med en tur i den nye BMW M4 Competition og få historien om det legendariske bogstav.
Fronten med den asfaltdybe kavalergang springer i øjnene. En ordentlig potensbule på motorhjelmen, sidespejlene i særlig aerodynamisk udformning og frække spoilere i kulfiber. Bilen er ikke bare grøn, men Isle of Man Green, opkaldt efter det legendariske engelske motorcykelrace.
Inde bag de store fælge gemmer der sig gule bremsekalibre med M-logo og skiver i kulfiber. Agter ser vi en stor diffusor, der sørger for optimal luftstrøm og naturligvis fire afgangsrør.
Løfter om fart og potent mekanik. Lav, brutal og med en rigtig ”flyt dig”-front, når den dukker op i bakspejlet. Jo, den nye BMW M4 Competition fører sig frem blottet for politisk korrekthed og frigjort fra pænhedens tyranni.
Gæt selv, om det giver maks. respekt hos gadens hurtige drenge …
Nu er der heller ikke tale om en tilfældig bilmodel. Alene M-betegnelsen henviser jo til BMW’s ypperste og mest sportslige modeller, og det meget sigende navn: BMW M4 Competition Coupé afslører, at vi her har at gøre med en af de mere kompromisløse af slagsen.
Konkurrenterne er få, men tæller Audi RS5 og Mercedes C-Klasse AMG Coupé. Ingen af de to kan dog helt samle lige så meget interesse fra gadens parlament.
Den nye coupé er faktisk så barsk at skue forfra, at den får en Porsche 911 til at ligne en genert skoledreng.
Man skal dog kærtegne speederen med samme følsomhed, som Robert Lewandowski behandler fodbolden i Bundesligaen, ellers resulterer det hele i små udskridninger. Testbilen har nemlig totalt nedslidte bagdæk (jeg håber, at den forrige journalist har haft en fest), så der er absolut intet vejgreb, da jeg henter vognen i silende regn.
Heldigvis kigger solen frem, asfalten tørrer, og alt er godt igen.
M-historien begynder i 1978
Der er tid til erindring, og den legendariske BMW M1-bil, der grundlagde M-familien, er selv 40 år efter, at den blev lagt i graven, et fænomen. Dengang kostede den lige godt 1 mio. kr. Nu står den til mindst 4 mio. kr. På trods af en levetid på kun tre år fra 1978-1981 tilbagelagde den distancen fra bil til myte.
Designet af italienske Giugiaro og med centermotor. Den sekscylindrede, 3,5 liters, 24-ventilede rækkemotor med Bosch-mekanisk benzinindsprøjtning stammede fra coupéen BMW 635 CSi. Opbygningen, en rørgitterramme iklædt et karrosseri af glasfiber, var ensbetydende med lav vægt, og det udløste tilsammen gnistrende præstationer: en topfart på 261 km/t. og et afsæt fra 0-100 km/t. på 5,6 sek.
Selv i dag er det præstationer, som kan godkendes, selv om det grønne fartbæst af en M4 kun bruger 3,9 sek. på den disciplin, det næsten er ved at være forbudt at tale om.
Her er afgjort flere heste i stalden end i hr. og fru normaldanskers leasede BMW 3-serie. Faktisk hele 510 af slagsen og fra en højtydende og lettere kolerisk sekscylindret benzinmotor på 3,0 liter og med to turboladere.
Perfekt motor
Giv gas og mærk, hvorfor BMW står for Bayerische Motoren Werke: Kvik speederrespons, vibrationsfri gang og et tilsyneladende uendeligt sug af kraft, der bare vokser i styrke, jo mere speederen nærmer sig gulvtæppet. Ingen tvivl om, at samtlige heste er klar til galop. Lyden er let hvæsende, og hvert skift understreges af en raceragtig baslyd som et fjernt kanonslag, der er potent, men også relativt afdæmpet. Gearskiftene foretages af den ottetrins automatgearkasse, der er tunet til at være hidsig som en anden John McEnroe på en tennisbane. Den skifter hurtigt, men også med konstante ryk som i en racerbil.
Competition-udgaven, der er eneste model herhjemme, har en ekstra motoroliekøler samt separat transmissionsoliekøler, så den kan holde til en tur på en racerbane. Og det er det passende sted at udforske den.
Vi kører med baghjulstræk, men de tyske teknikere har udviklet firehjulstræk til bilen, så den kan blive endnu hurtigere i en rå acceleration. Og det vil givetvis være en fordel, i hvert fald i regnvejr. Under alle omstændigheder er den så 4/10-dele af et sekund hurtigere til 100 km/t. Spørgsmålet er, om det bliver lige så sjovt.
For det er sjovt at køre den kradsbørstige krabat – rigtig sjovt, og den kan heldigvis køres stille og roligt, mens man alligevel har en fest bag rattet, selv om styretøjet ikke er helt så præcist som på den forrige M4, der kom i 2014.
Prisen er så også lige så vild som bilen: Basisversionen koster 1.761.255 kr., og det er for intet at regne i forhold til testbilen, der har ekstraudstyr, så prisen lander på voldsomme 2.292.041 kr. Deriblandt de førnævnte kulfiberbremser, der koster mere end 160.000 kr.
M-programmet tager fart
Den store M-historie begynder i 1984. Sportsvogne som M1 er på det tidspunkt fortid, nu er målet at udvikle højtydende hverdagsbiler, der skal fascinere med mindre designændringer og teknik inspireret af motorsport.
Første eksempel er M5, en almindelig 5-serie udstyret med 286 hestes rækkeseksermotor og en undervogn, der kan matche kæmpekræfterne. Næsten 300 heste i en familiebil er voldsomme sager.
M5 vinder hurtigt respekt i overhalingsbanen på den tyske Autobahn, hvor den især tiltrækker hurtige handelsrejsende med høje lønninger.
Ulidelige forsæder
Inde fra 4-serien oplever man også den lille nydelse, der ligger i at kunne se et stykke motorhjelm forude, og så kan man ellers forsøge at finde sig til rette i de ekstreme sportssæder, der er ekstraudstyr og forsynet med en underlig form for pukkel i midten, mellem lårene. Givetvis for at sikre, at man sidder fast som i en tandlægestol, men ret ulideligt i det daglige. Torturstolene i kulfiber koster 75.000 kr., så spar endelig de penge.
Når M4 er i det sportslige hjørne, er undervognen så hård, at hullede villaveje er et mareridt. Hver eneste af vejens ujævnheder forplanter sig direkte fra hjulene til chaufførens rygstykker.
Der hersker dog en vis form for fornuft i BMW’en. Dens bagagerum er ganske rummeligt, og kvaliteten er på et niveau, som kun sammenbidte tyske ingeniører kan lave det. Man kan sågar have voksne med omme på bagsædet, hvis de ellers kan snog sig derom.
Den folkelige M-bil
I 1986 følger BMW op på succesen med en M-udgave af den mindre 3-serie. M3 må nøjes med fire cylindre, men styles mere dramatisk med enorme skærmforøgere og spoilere. Her midt i firserne, hvor stilen er lettere vulgær, flippere er blevet til yuppier, og skulderpuderne i habitjakkerne ikke kunne være store nok. Her rammer M3 en nerve og bliver snart et legendarisk begreb blandt bilentusiaster.
Siden er det bare gået opad for BMW M, der har M-versioner af de fleste modeller, og hvor salget boomer og udgjorde næsten 150.000 styks sidste år. Her er det nok værd at bemærke, at BMW-entusiasterne hylder, at man holder fast i seks- og ottecylindrede motorer en rum tid endnu, selv om der også er en M-version af den kommende elbil, i4, på vej.
Her i dette historiske puslespil af M-modeller passer M4 Competition ind som en god agurkesalat til wienerschnitzel, selv om priserne altså er stukket af.
Konklusion
Er der noget ret meget mere sagnomspunden i bilernes verden end det klassiske M? Nej, vel. Den seneste M4 Competition er måske ikke den notorisk bedste M gennem tiderne, det er givetvis den første M3, men den har præcis den aura, der skal til for at fortjene at hedde M.
Vil du vide meget mere om biler, så lyt til Jyllands-Postens bilpodcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag.