Fortsæt til indhold
Biler

PET forvekslede Naser Khaders bil med en taxa

Naser Khader indrømmer, han har en tung højre fod, når han skal Danmark rundt fulgt af PET som en skygge. Engang var sikkerhedsvagterne, der altid følger ham, pludselig væk.

Han begyndte bilkarrieren i en blå 2CV, men på det seneste er Naser Khader blevet voksen i bilmæssig forstand. De seneste to biler har nemlig været Mercedes-Benz C-Klasse som klassisk sedan.

»Jeg var egentlig ikke meget for at skifte til Mercedes. Jeg forbandt det udelukkende med taxaer, men da jeg først begyndte at køre Mercedes, ændrede jeg holdning. Man føler, man kører i en rigtig bil. Man føler sig grounded i bilen på en positiv måde. Problemet med Mercedes er dog stadig, at det smager af taxa,« siger Naser Khader.

»Jeg husker en gang, vi var på vej til Jylland. Jeg har jo altid mine PET’ere kørende bag mig. Det regnede helt vildt, og pludselig kunne jeg ikke få øje på deres bil i bakspejlet. Vi har jo kommunikation direkte mellem bilerne, så jeg sagde: Jeg kan ikke se jer. De svarede, vi er lige bag dig, men jeg kunne ikke se dem, og i et kort øjeblik var der lidt panik. Et øjeblik efter gik PET’erne dog til bekendelse og forklarede, at de fulgte efter en taxa i stedet for min Mercedes. Jo, det er lidt ulempen ved Mercedes.«

Som en frakke

De seneste mange år har Naser Khader været beskyttet af livvagter døgnet rundt, og det har betydet en dagligdag, hvor alt skal planlægges, og hver gang han kører af sted, følges han helt tæt af PET’s bil.

»Det er lige før, jeg tænker, der mangler noget, hvis PET-bilen ikke er lige bag mig. Det er blevet en vane. Det er ligesom at have en frakke på, og der må ikke komme en bil mellem min og deres. Så bruger de blå blink, og der er forskellige procedurer, når vi skal dreje. Det har stået på i 13 år nu, så jeg har vænnet mig til det,« siger Naser Khader.

»Jeg er ikke søndagsbilist. Jeg er lidt i offensiven, jeg skal køre lidt frisk til, det skal gå rask,« siger Naser Khader.

Den massive sikkerhed omkring Naser Khader betyder, at han kører rigtig meget i bil inden for Danmarks grænser.

»Problemet er, at jeg ikke kan taget toget. Det kræver alt for meget planlægning i form af sikkerhed, og det samme gør sig til dels gældende for fly. Mine livvagter er jo bevæbnede, så det kræver tilladelse fra piloten. Derfor kører jeg udelukkende bil i Danmark, når jeg skal fra et sted til et andet.«

Ingen søndagsbilist

Naser Khader er en personlighed med et stort temperament, og det gør sig også gældende, når han sidder bag rattet i sin sorte Mercedes.

»Jeg er ikke søndagsbilist, skraldgriner Naser Khader. Jeg er lidt i offensiven, jeg skal køre lidt frisk til, det skal gå rask. Derfor kan jeg godt lide at køre i udlandet sammenlignet med Danmark. Herhjemme er der mange, der kører under det tilladte og glemmer at rykke til højre, så andre har mulighed for at komme forbi. Jeg er ingen fartdjævel; nok nærmere lidt utålmodig i trafikken.«

Trods Khaders medfødt tunge speederfod drømmer han ikke om hurtige åbne biler. Nærmest tværtimod.

»Mit valg af bil afhænger af, hvor jeg er i livet. Tidligere var det plads, der betød noget. Nu spørger mine børn, om jeg ikke skal have en mere sportslig cabriolet, men det er ikke mig. Desuden ville jeg få rådne tomater i hovedet, hvis jeg kørte i åben bil i nærheden af ghettoerne.«

»Jeg vil gerne køre i noget godt, og det afhænger meget af: Hvordan sidder jeg? Hvordan føles det at holde i rattet? Det er vigtigt for mig, når jeg vælger bil.«

Fordomme om Skoda

Khader lægger ikke skjul på, at han har fordomme og bestemte meninger om forskellige bilmærker, og det kom for nylig til udtryk, da hans egen bil skulle til service.

»Jeg skulle have en lånebil, og dem, de havde, var uden trækkrog. Jeg skulle i sommerhuset, så jeg skulle kunne trække en lille trailer. Den bil, jeg får, er så en eller anden Skoda. Den havde såmænd mange flere kræfter end min egen Mercedes, men jeg har jo fordomme om Skoda, så jeg følte mig ikke godt tilpas i bilen, selv om den løste opgaven på fornemste vis,« fortæller han.

Tidligere leasede den 55-årige politiker sin Mercedes, men han havde glemt at læse det med småt i leasingkontrakten, så frem over vil han købe sin biler.

»Det blev meget dyrt at lease, for jeg havde glemt, at det koster næsten 2 kr. pr. kilometer, du kører over det, der står i kontrakten. Desuden skal bilen jo afleveres uden ridser og pletter på sæderne, så det blev meget, meget dyrt, da jeg næsten havde kørt 30.000 km mere, end der stod i aftalen.«